Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ti dage, der rystede Mathilde

I 2011 fik 51.347 mennesker ifølge Danmarks Statistik konstateret en svulst. 25-årige Mathilde Bering Jakobsen var en af dem. En oktober-tirsdag fik hun den chokerende besked. Det ændrede hendes liv på en måde, hun aldrig havde forestillet sig.

»Jeg tænkte ikke på døden, før jeg kom hjem. Det kom til gengæld ret hurtigt,« siger 25-årige Mathilde Bering Jakobsen, der var en af 51.347 danskere, der i 2011 fik konstateret en svulst. Foto: Linda Kastrup
»Jeg tænkte ikke på døden, før jeg kom hjem. Det kom til gengæld ret hurtigt,« siger 25-årige Mathilde Bering Jakobsen, der var en af 51.347 danskere, der i 2011 fik konstateret en svulst. Foto: Linda Kastrup

»Du skal komme lige nu.«

»Det er tre-fire timer efter scanningen. Jeg cykler alt, hvad jeg kan fra vores lejlighed i Eskildsgade til lægen på Falkoner Allé. Jeg ringer til min kæreste på vejen. Vi håbede bare, at det var fordi, de havde forstået at vi skulle ud at rejse, at det skulle gå så hurtigt. Jeg når også at skrive til min mor, at jeg er bekymret. »Det skal du ikke bekymre dig om,« siger hun.«

»Hos lægen venter de på mig. Der er en helt anden stemning end, jeg er vant til hos lægen. Jeg får særbehandling, og jeg kan se i deres øjne, at der er noget galt. Normalt har de travlt. Nu er de helt rolige og kommer hen og snakker og tager hånd om mig. Inde hos lægen spørger jeg så: »Hvad er der? Har I set noget?«

Så fortæller hun, at scanningslægen har sendt billederne, og han havde set en tumor på min lever i højre side. Så begyndte hun at fumle med ordene. »Jae, det ligner måske ... og vi har mistanke om ...« Til sidst siger hun: »Ja, det er formodentlig kræft. Det liiigner noget kræft.« Jeg kan huske, hun ligesom trækker på det. Hun tør ikke rigtigt sige det der ord. Da hun så siger »kræft«, ser jeg på hende og er bare sådan ... okay ...«

»Alt stod helt stille. Jeg lavede faktisk en joke. »Så skal jeg nok vænne mig til at få taget mange blodprøver og tage mig lidt sammen med det,« sagde jeg. »Øh, ja det skal du nok,« siger hun og begynder at tale om kræftforløb og en kræftpakke, som regeringen har sat i værk, og det ville tage så og så lang tid, og jeg skulle op på kræftafdelingen. Der var rigtig meget. Det koksede fuldstændig for mig. Jeg hører slet ikke, hvad hun siger. Jeg begynder at græde, men jeg er fattet. Jeg føler også afmagt. »Jeg skal jo til Afrika lige om lidt. På torsdag. Om to dage,« siger jeg. Så siger hun: »Det kan du ikke. Det kan jeg lige så godt sige. Du kommer ikke af sted.« Alt var bestilt. Hoteller. Biler var booket. Mange penge. Indenrigsflyvninger. Alle vores ting lå linet op hjemme i soveværelset parat til at pakke. Så siger hun, at jeg skal ringe til min kæreste og sige, at han skal komme hjem. »Og du skal gøre det, mens jeg er her.«

»Jeg havde haft rigtigt, rigtigt ondt under ribbenene i den højre side. Min læge mistænkte det for at være galdesten og sendte mig til scanning. Til scanningen havde jeg en veninde med. Heldigvis. Scanningslægen var sådan en sprælsk fætter. Han var vildt underholdende, og mens han scannede lavede han sjov og snakkede. Men pludselig bliver stemningen dårlig. Han siger ikke noget, og han sidder virkelig og koncentrerer sig. Det er helt vildt så stort et skifte, der sker. Jeg spørger ham så: »Har du fundet noget?« Det havde han ikke. Han skulle bare lige tage nogle billeder. Så lige pludselig afslutter han og går. Han siger bare: »Tak for i dag. Du skal ringe til din læge og få svar. Jeg kan ikke fortælle dig noget nu.« Lige så snart vi kom ud, vidste jeg, der var noget galt. Jeg ringede op til min læge og spurgte: »Har I fået svarene?« Jeg var presset i tid, fordi vi jo skulle ud at rejse. Vi skulle tre uger til Afrika to dage efter. Lægesekretæren affærdiger mig og siger: »Du kan ikke få svar nu. Du kan ringe herhen på torsdag, inden du flyver.« Jeg kunne mærke, der var noget virkeligt galt. Men jeg tog så hjem. En halv time efter ringede de fra lægen og sagde, jeg skulle komme.«

»Turen hjem fra lægen foregik som i en tåge. Jeg græd hele vejen. Jeg undrede mig over, at bilerne bare kørte, og at alle andre havde en almindelig dag. Folk kunne se, jeg græd, men ikke hvorfor. Ingen vidste, hvad jeg lige havde fået at vide. Det var mega mærkeligt og fuldstændigt uvirkeligt. Det var det vildeste chok, jeg nogensinde har prøvet. Et under, jeg overhovedet kunne finde hjem. Jeg håbede, at jeg ikke ville møde nogen i opgangen, for jeg havde grædt så meget.«

»Jeg tænkte ikke på døden, før jeg kom hjem. Det kom til gengæld ret hurtigt. Jeg tænkte på kræft og død. Hvorfor mig? Hvorfor ikke en anden? Jeg er for ung til at blive syg og for ung til at dø. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå. Det er urimeligt og uretfærdigt. Jeg vil utroligt gerne gøre min bachelor og min uddannelse færdig og have børn, og jeg har ikke været ude at rejse nok. Jeg havde så mange mål med min fremtid. Og vi ville ikke komme til Afrika. Jeg har altid været målrettet og altid kunnet lide at planlægge mit liv. Og så lige pludselig mistede jeg bare kontrollen. Jeg kunne ikke gøre en forskel. Jeg kunne ikke gøre andet end at have viljen til at overleve.«

»Siden har jeg læst mine journaler. Øverst på dem alle sammen står der: OBS! Leverkræft. OBS! Leverkræft. De ti dage indtil jeg fik det endelige svar, var de værste i mit liv. Jeg tænkte kun på kræft. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Men det er også en periode, hvor jeg, selv om jeg godt vidste det i forvejen, lærte, at jeg har en fantastisk familie, venner og kæreste. De var der alle sammen, da jeg havde brug for dem. Jeg fandt også ud af, at jeg er meget stærkere, end jeg troede. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne håndtere sådan en situation. Det at modtage sådan en besked forholdsvis fattet som jeg var. Jeg havde en fast beslutning om, at hvis det var kræft, så skulle jeg nok klare det. Min familie smed alt, hvad de havde i hænderne og tog fri, og de blev sygemeldt. Min mor var her i alle dagene og min far, de bor i Gørding ved Esbjerg, og også og mine søskende.«

»I de ti dage var Kristian og jeg meget ærlige over for hinanden. F.eks. når jeg ikke gad høre ham hele tiden sige: »Bare rolig, det er ikke kræft«. Det orkede jeg ikke. Det blev så gennemtærsket. Eller at jeg havde lyst til at være alene. Og så blev Kristian tilmed indlagt en uge efter, at jeg havde fået beskeden. Han fik noget med hjertet, og vi ringede en aften til ambulancen. Han var indlagt på hjerteafdelingen på Bispebjerg under meget af mit forløb. Og min bedstemor blev også indlagt i Vejle, fordi hun var faldet derhjemme. Det var helt kaos. Hele mit liv gik i stå. Heldigvis var mine forældre her. Vi talte aldrig om, HVIS jeg skulle dø. Jeg tænkte på døden og frygtede det, men talte aldrig om det.«

»Vreden og frustrationen blev hurtigt til en målrettethed. En vilje til, at lige meget hvad, så skal jeg bare klare den. Jeg skiftede mellem vrede og være ked af det og frustreret. Min familie spurgte, om ikke jeg skulle tale med nogen, men jeg havde ret godt styr på det og på mine følelser, og mine veninder var også overraskede over min reaktion. »Men, hvad vil I have, jeg skal gøre?«, sagde jeg. »Græde i de her ti dage til næste scanning?«

»Jeg har heller aldrig sovet så godt som i de ti dage. Min hjerne tænkte og tænkte og tænkte. Det hele kørte på højtryk. Afklaring, afklaring, afklaring. Det var det eneste, jeg kunne tænke på. Det var ikke til at holde ud at skulle føle afmagt og nervøsitet og angst på ubestemt tid.«

»Først om torsdagen, otte dage efter, blev jeg scannet. Jeg kan huske, at jeg var ked af det og nervøs for resultatet. Min mor var med. Lægen sagde, at det ville tage lidt tid, »men du har vel ikke travlt,« sagde han. »Jo, rent faktisk så har jeg en syg kæreste, der ligger på hjerteafdelingen som jeg gerne vil over til«. Og lettelsen, da han siger: »Det ser fint ud. Det liiigner ikke noget ondartet. Han var vist overlæge og havde en studerende med inde og virkede MEGET erfaren og alvorlig. Han fortalte, at svulsten var seks centimeter i diameter og sikkert ikke ville brede sig. Den havde sådan nogle kar omkring sig, så den nemt kunne se ud som en kræftsvulst, sagde han. Jeg kan huske, at min mor gav mig et kram, da vi kom ud. Det endelige svar ville jeg få dagen efter, men jeg vidste godt, at der var en risiko for, at det ikke var så godt. Dagen efter var lægen i godt humør: »Ja, det ser fint ud, og dine blodprøver er også fine. Det er i hvert fald ikke ondartet. Du skal ikke gå til tjek eller noget. Du kan bare leve dit liv videre og bare tage noget smertestillende, hvis du får ondt.« Samtalen tog måske ti minutter. Maks. Jeg blev ekstremt lettet og glad for den afklaring, men jeg var bekymret, fordi min kæreste stadig var indlagt.«

»Det var den bedste dag meget længe. Fra lægen gik vi over på hjerteafdelingen og besøgte min kæreste. Så kørte vi ind til byen, og jeg kan huske, at min mor gav mig en kjole, jeg gerne ville have. Samme fredag blev Kristian udskrevet om aftenen. De ved stadig ikke, hvad han fejler. Min mor tog hjem dagen efter, og så var det, problemet startede.«

»Jeg og Kristian var helt slået ud. Vores liv var gået i stå i ti dage, og så får man at vide, at man bare skal leve videre, som om intet var sket. Det kunne vi da ikke. Jeg kunne da ikke pludselig bare sidde hjemme og skrive min bachelor. Det var meningsløst. Vi havde bare lyst til at tage væk. Det var vildt svært. Det er sådan en kliché, men man sætter pris på ting, som man ikke før har sat pris på. På bare at være rask og være glad og bare tage på arbejde og være ubekymret. Det var også hårdt for familien. I dag kan min mor stadig blive bange, når telefonen ringer. Det er en kliché, men vi har fået sat livet i perspektiv. Man skal leve, mens man kan og gøre de ting, man har lyst til, mens man har mulighed for det. Så kan alt andet være lige meget. For hvis du bliver syg, så kan du ikke.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.