Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Thomas Larsen: Når Dronningen taler, lytter vi. Alle sammen

Det er svært at få øje på andre regenter, der nyder samme tillid fra sine medborgere som Dronning Margrethe. Hvilken anden nation råder over et royalt statsoverhoved, som har skarphed og autoritet til for eksempel at tale om kampen mod terror og forsvare frihedsrettigheder? Hvilket andet land har en regent, der stiller sig op foran et massivt presseopbud, klar til at tage imod alle spørgsmål?

Dronning Margrethe var selv med til at afsløre Nationalmuseets fødselsdagsgave, maleren Lars Physants »At skabe billeder af billeder«. Dronningen er malet i sit yndlingslæsehjørne på Fredensborg Slot med en bog om arkæologi i skødet. På væggen hænger en plan over monumenterne i Jelling, som blev rejst for mere end 1.000 år siden, da Danmark blev samlet til et kongedømme. Affotografering af Lars Physants portræt: Jens Nørgaard Larsen
Dronning Margrethe var selv med til at afsløre Nationalmuseets fødselsdagsgave, maleren Lars Physants »At skabe billeder af billeder«. Dronningen er malet i sit yndlingslæsehjørne på Fredensborg Slot med en bog om arkæologi i skødet. På væggen hænger en plan over monumenterne i Jelling, som blev rejst for mere end 1.000 år siden, da Danmark blev samlet til et kongedømme. Affotografering af Lars Physants portræt: Jens Nørgaard Larsen

Det er lørdag den 15. januar 1972.

På balkonen højt hævet over Christiansborg Slotsplads står den kommende monark i sorgens sorte dragt på grund af faderens død dagen før. En epoke er slut.

Men da statsminister Jens Otto Krag proklamerer : »Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden« markerer han også en ny begyndelse.

Nede på pladsen står danskere i tusindvis i kulden, og med deres stilfærdige, men massive tilstedeværelse giver de opbakning til en regent og en institution, som i begyndelsen af 1970erne ellers ikke ligefrem er på højeste mode efter de oprørske 1960ere.

Dronningen har senere kommenteret paradokset.

»Det var en tid, hvor så meget gik i den modsatte retning, og hvor man – om jeg så må sige – var så umoderne. Alligevel stod folk på pladsen og ville gerne være med. Det havde jeg ikke drømt om.«

Opbakningen fra danskerne gav en særlig styrke. »Det var som en bølge, der bar én,« har Dronningen udtalt.

Trods løftet fra bølgen har Dronningen oplevet at støde på skær.

I sine mange år som overhoved for kongehuset og sin familie har hun skullet tackle dårlige sager og håndtere en til tider bidsk presse. Hun har været vidne til, hvordan det i en lang periode var svært for hendes mand, Prinsgemalen, at finde sig til rette i sin rolle og komme på bølgelængde med sine nye landsmænd. Hun har fulgt, hvordan Kronprinsen måtte kæmpe for at finde sig selv og acceptere sin fastlagte livsopgave. Og hun har måttet erkende, at skilsmisser kan ramme en kongelig familie, som det skete, da Prins Joachim blev skilt fra grevinde Alexandra.

Men oven på hver eneste krise er Dronningen kommet videre, og hun har kommenteret de problemer og udfordringer, som hun og familien har skullet tackle.

Her på 75 års-fødselsdagen – mere end 43 år efter sin kåring – kan hun fejre en bemærkelsesværdig succes. Det gælder også, når vi ser ud i verden og sammenligner det danske monarkis position med andre kongehuse.

Når missionen i så høj grad er lykkedes, skyldes det, at Dronningen altid har taget sin livsopgave dybt seriøst. Hun mener det, når hun siger, at hun er til for Danmark, og at hun ønsker at være regent for alle danskere. Og siden sin første lidt usikre start som ung regent har hun med konsekvens og flid arbejdet på at dygtiggøre sig for at kunne leve op til sin mission om at være et nationalt samlingspunkt.

Ikke fordi hun personligt insisterer på at stå i centrum eller kræver opmærksomheden fra omverdenen, men fordi kernen i hendes opgave er at kunne samle og forene.

Det har hun som sagt gjort så godt, at det er svært at få øje på andre regenter, der nyder samme tillid fra sine medborgere. Tænk over det! Hvilken anden nation råder over et royalt statsoverhoved, som har skarphed og autoritet til for eksempel at tale om kampen mod terror og forsvare frihedsrettigheder? Hvilket andet land har en regent, der stiller sig op foran et massivt presseopbud, klar til at tage imod alle spørgsmål? Eller hvilken kongelig ville medvirke i en radioudsendelse med en dreven iagttager som DR-korrespondenten Steffen Gram om den globale udvikling?

Eller tænk på nytårstalen! I hvilket andet land stimler en hel nation sammen foran TV for at lytte til budskabet fra deres monark på årets sidste dag? Ja, man kan blive ved. For det vil også være svært at finde andre regenter med samme historiske viden, kulturelle ballast og samme spillevende kunstnergén, som gør, at Dronningen med passion skaber kunst og har mod til at vise værkerne frem.

Svaret er, at vi har set en dronning i konstant udvikling, og i dag står hun af samme grund på en platform, som selvfølgelig bestemmes af den formelle position, som hun skal have ifølge Grundloven, men som især hviler på en unik folkelig anerkendelse.

At hun har drevet det så vidt, skyldes Dronningens talent og arbejdsomhed. Men hun er også blevet hjulpet godt på vej af forældrenes opdragelse, støtten fra Prinsgemalen og opbakning fra kloge rådgivere, som har været med til at udvikle både Dronningen og kongehuset.

I dag ser det hele så selvfølgeligt ud, at de fleste overser, hvor svær opgaven har været. De færreste tænker over, at et kongeligt statsoverhoved i vore dage skal have en særlig sans for at kunne balancere.

Som udgangspunkt er Dronningen og kongefamilien omgivet af dybt modsatrettede krav: De skal være ophøjede, men ikke elitære. De skal være folkelige, men ikke for meget. De skal være åbne og imødekomne, men også markere distancen, som understreger det særlige. De skal være flittige, men skal ikke arbejde rigtigt. De skal udvise engagement, men må ikke overskride grænsen til politik.

Dronningen og kongefamilien skal også mestre forholdet mellem fornyelse og tradition, hvilket kræver balancesans og dømmekraft. Eller som Dronningen selv har udtrykt det:

»Det har at gøre med varighed. Man skal ikke skifte ud for hurtigt, men give sig den tid, så man ikke smider for mange børn ud med badevandet. Det handler om balancen mellem at udvikle sig, følge med tiden – men ikke blive dens slave.«

Endelig skal Dronningen i det danske konstitutionelle monarki mestre en delikat balance med hensyn til det egentlige politiske system. På Christiansborg er det langtfra alle, der er tilhængere af kongehuset. Ikke så få opfatter kongehuset som en anakronisme, og flere toppolitikere har talt for en grundlovsrevision, som i praksis vil indsnævre kongehusets råderum.

Dronningen har fulgt disse udmeldinger opmærksomt, for kongehuset er dybt afhængigt af, at politikerne respekterer institutionens rolle. Ellers risikerer det at miste sin mulighed for at fungere som samlingspunkt. Dronningen har generelt været tilbageholdende med at ytre sig, men enkelte gange har hun taget bladet fra munden. Skarpest udtalte hun sig, da hun sagde:

»Vi er her ikke bare til benefice for turisterne og pressen…!«

Dronningens pointe er, at hvis kongehusets rolle reduceres til ingenting, ja, så vil kongehuset i sidste ende blive ligegyldigt, hvilket er en skæbne, som andre kongehuse lider under. I den forbindelse har Dronningen også skullet balancere mellem at mene noget og samtidig holde afstand til de partipolitiske debatter. Hun har formået at gøre sine nytårstaler til et must for befolkningen, og i årenes løb har hun advaret danskerne om at gå for meget op i det materielle og glemme omsorgen for de ensomme, de udsatte og de syge. Mest berømt er nytårstalen fra 1984 om indvandring, hvor hun gav sine landsmænd denne kindhest.

»Når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden (...) Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger.«

For få dage siden fik disse ord en ny dimension, da Dronningen gjorde det klart, at tilflytterne også har et ansvar for at indrette sig i deres nye hjemland. Mange jublede over denne melding, men ikke alle, og enkelte eksperter advarede om, at hun bevægede sig til kanten af, hvad hun kan tillade sig at sige.

Den afgørende pointe i denne sammenhæng er, at alle lytter.

Da Dronningen forleden holdt pressemøde, beskrev en journalist fra Politiken sigende stemningen på denne måde:

»Ganske kort inden Dronningen trådte ind i Havesalen på Fredensborg Slot tidligere i dag, var der så stille blandt de fremmødte pressefolk, at man kunne høre forårsvinden suse i salens gamle vinduespartier. Der blev ikke alene ventet på Dronningen denne gang. Der blev også ventet på uddybende svar fra hende, som dagen forinden i søndagens Berlingske endnu en gang havde løftet taktstokken over sit folk i indvandrerdebatten.«

Ja, Danmark har en Dronning, som nationen lytter til, og som i kraft af sit eksempel har givet opskriften på, hvordan et kongehus holder sig levedygtigt i en moderne tid.

Dronningen er bærer af tradition og historie, men hun har revitaliseret kongehuset ved at tage del i samfundsudviklingen og deltage i samtalen om tidens største – og sværeste – spørgsmål.

Det siges ofte, at Kongehuset kun er så stærkt som de mennesker, der bærer det. Man kan tilføje, at netop derfor er det blevet så stærkt under dronning Margrethe.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.