Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Terroristerne er meget professionelle«

De tre gerningsmænd bag onsdagens terrorangreb i Paris er ifølge eksperter yderst professionelle. Det understreges også af, at terroristerne trods en enorm menneskejagt ikke var blevet fanget onsdag aften.

Tusindvis af franskmænd var samlet ved Place de la République i Paris på dagen, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo blev udsat for terror, og 12 personer mistede livet.
Tusindvis af franskmænd var samlet ved Place de la République i Paris på dagen, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo blev udsat for terror, og 12 personer mistede livet.

Tre svært bevæbnede terrorister angreb onsdag magasinet Charlie Hebdo i det centrale Paris. Dermed viste terroristerne, at det er muligt at ramme et beskyttet medie og mål midt i Vesteuropa.

Terroristerne stak af gennem Paris’ gader i mindst én kapret bil og efterlod 12 dræbte personer, herunder to politifolk. Ved redaktionens afslutning var terroristerne trods en gigantisk menneskejagt ikke blevet fanget. Og ifølge Magnus Ranstorp, terrorforsker ved det svenske forsvarsakademi, sker det næppe foreløbigt.

»Jeg vil blive meget overrasket, hvis de bliver fanget med det samme. Terroristerne er meget professionelle,« siger Ranstorp.

Men han påpeger også, at terroristerne, som bevægede sig i militær formation og med ekstra ammunition i bælter i deres veste, optrådte professionelt og koldblodigt.

For gerningsmændene løb, som var det en veltilrettelagt aktion udført med rutine. Mændene, der var klædt i sort med hætter for ansigtet, affyrede en række skud og bevægede sig mod den politimand, de først havde skudt efter. Det viser et videoklip, som blev delt online i går. Her lå politimanden på fortovet og kæmpede for sit liv. Det tog de mørkklædte mænd fra ham, da de henrettede i forbifarten.

På flugt i Paris

Inden den brutale scene, som udspillede sig foran magasinets lokaler i den franske hovedstad, tvang to gerningsmænd sig ca. kl. 11.30 adgang til bygningen, der huser Charlie Hebdos hovedkontor. Her skød de først en receptionist på bygningens 1. sal, hvorefter de fortsatte deres massakre til 2. sal. En kvindelig tegner forklarede det franske ugemagasin »Humanité«, at hun lukkede dem ind med et gevær pegende mod sig.

Tegneren forklarede også, at skyderierne varede omkring fem minutter. At terroristerne talte perfekt fransk. Og at de tre gerningsmænd sagde, at de var fra al-Qaeda, hvilket dog ikke er blevet bekræftet. Da gerningsmændene bevægede sig gennem bygningen, var magasinets medarbejdere i gang med at holde et redaktionsmøde. Terroristerne sagde ifølge flere medier »Allahu Akbar« (gud er stor, red.), og at »de hævnede profeten«, mens de skød løs.

Da terroristerne forsvandt igen, efterlod de sig 11 dræbte i bygningen, herunder en økonom, som var på besøg på magasinet samt en politimand, som var tilknyttet chef­redaktøren Stephane Charbonnier for at sørge for hans sikkerhed. Charbonnier var nemlig flere gange blevet truet på livet, og magasinet blev i 2011 ramt af en brandbombe efter at have gjort grin med islam.

Den første del af de tre gerningsmænds flugt foregik i en sort Citroën. Da gerningsmændene flygtede gennem Paris’ 19. arrondissement, kolliderede de med en anden bil og kaprede derfor en ny. De franske myndigheder gennemsøgte i går adskillige lejligheder, men uden at finde de terrorister, som 3.000 franske betjente er sat af for at fange.

»Grund til at være bekymret«

At terroristerne i går aftes ikke var blevet fanget understreger ifølge Frank Jensen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, og i dag analytiker for TV 2 News, at de har haft en effektiv plan.

»Angriberne efterlod folk inde i bygningen. De kunne have dræbt alle og taget et stort shootout med politiet, men der må have været en flugtplan og et sikkert gemmested,« siger Frank Jensen.

Og at det lykkedes terroristerne at gennemføre angrebet og i hvert fald slippe væk i første omgang, giver ifølge PETs tidligere operative chef anledning til bekymring.

»Politiets Efterretningstjeneste er også meget opmærksom på situationen. Og man skal huske på, at der i september 2014 kom en opfordring fra Islamisk Stats såkaldte kalif om at angribe alle landene i koalitionen. Så jo; der er grund til at være bekymret. Især i Danmark, hvor hele Muhammed-krisen begyndte,« siger Frank Jensen.

Onsdag aften jagtede fransk politi ifølge avisen L’Union de tre gerningsmænd bl.a. i byen Reims, der ligger knap 150 kilometer nordøst for Paris. Desuden var der i går aftes forlydender på den franske TV-kanal TF1 om, at fransk politi havde identificeret gerningsmændene.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.