Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Terrorforsker: »Hun er med stolthed blevet Kundby-pigen. Det kommer hun til at holde fast i«

Den såkaldte Kundby-pige, der i dag er blevet fundet skyldig i forsøg på terror, kommer næppe til at ændre karakter lige med det samme. Hun skal modnes både fysisk og mentalt, og så skal hun have en ny identitet, der kan erstatte den som »den radikaliserede Kundby-pige«, vurderer terrorforsker Magnus Ranstorp.

Der ligger et stort arbejde hos de medarbejdere, der fremover skal have kontakt til den såkaldte Kundby-pige, der netop er blevet kendt skyldig i forsøg på terror. Det vurderer terrorforsker Magnus Ranstorp. (Arkivfoto).
Der ligger et stort arbejde hos de medarbejdere, der fremover skal have kontakt til den såkaldte Kundby-pige, der netop er blevet kendt skyldig i forsøg på terror. Det vurderer terrorforsker Magnus Ranstorp. (Arkivfoto).

Det kommer næppe til at afføde en radikal ændring af den 17-årige såkaldte Kundby-pige, at hun i dag er blevet kendt skyldig i forsøg på terror. Det vurderer Magnus Ranstorp, der er terrorforsker ved Försvarshögskolan i Stockholm:

»Hun gik ekstremt langt, og hun er jo fortsat, også efter hun blev fængslet. Hun har skrevet under med Omar El-Husseins navn (manden der stod bag et terrorangreb i København i februar 2015 red.), så hun har levet sig ind i den her rolle, og hun er med stolthed blevet Kundby-pigen. Det kommer hun til at holde fast i,« siger han.

Tirsdag slog et enigt nævningeting ved Retten i Holbæk fast, at »der foreligger et strafbart forsøg på terrorisme, da det var hendes hensigt at bringe en bombe til sprængning på de to skoler«, som der står i dommen.

Under retssagen er det kommet frem, at pigen har skrevet drejebøger til, hvordan hun kunne angribe Sydskolen i Fårevejle og den jødiske skole Carolineskolen i København, at hun har indkøbt ingredienser til sprængstoffet TATP, og at hun har forsøgt at tage kontakt til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

»Sammenlagt har beviserne i sagen været meget stærke, så det er ikke overraskende, at hun er blevet kendt skyldig. Det interessante er, at hun er så ung, at hun er en pige, og at det er gået så hurtigt med hendes radikalisering. Det er en unik sag,« siger Magnus Ranstorp.

Kundby-pigen konverterede til islam i oktober 2015, og kort efter begyndte hun at vise interesse for IS.

Magnus Ranstorp fortæller, at der i udlandet har været flere sager med helt unge, der har forberedt terrorangreb. En 14-årig dreng i Østrig og en 12-årig dreng i Tyskland har begge været i kontakt med IS og i færd med at bygge bomber, men han mindes ikke andre sager med piger eller konvertitter.

»Så sagen med Kundby-pigen er usædvanlig og alvorlig. Den viser, hvor vigtige sociale medier og internettet er. De har spillet en helt afgørende rolle, for igennem dem har hun kunnet tage del i propaganda, men også skabe kontakt til andre, hvor hun har fundet et sammenhold,« siger han.

Under retssagen har Kundby-pigen forklaret, at hun blev mobbet af klassekammerater og ville tage et billede af TATP-bomben for at skræmme dem.

»Hun fandt mening i at tilhøre denne retning med salafisme inden for islam med meget hårde regler for, hvad man må og ikke må,« siger terrorforskeren.

Efter domsafsigelsen er det nu myndighedernes opgave at få Kundby-pigen til at vende sig væk fra ideologien og få hende til at indse, at hun må forandre sig.

»Det er en tragisk sag, for hun forstår ikke rigtig konteksten. Hun bliver nødt til at modnes, men hun har lige ødelagt mange af hendes fremtidige muligheder. Så hvad er det, hun skal vende sig fra og hen imod? Vil hun forstå det? Hun har ikke noget at miste lige nu, så hun kan bare fortsætte med at være den radikaliserede Kundby-pige. Medmindre noget dramatisk sker,« siger Magnus Ranstorp og understreger:

»Du kan ikke tage en identitet væk uden at erstatte den med en anden.«

Terrorforskeren vurderer, at både PET og politiet fremover kommer til at tage det mere alvorligt, når der er tegn på radikalisering selv blandt helt unge. Og så råder han til fortsat at holde et skarpt fokus på internettet og den propaganda, der kan spredes der.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.