Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Teleselskab: Kinesere har ikke lyttet med

Det kinesiske teleselskab Huawei har ikke haft adgang til personfølsomme oplysninger, siger danske TDC, efter at det er kommet frem, at Huawei-medarbejdere arbejder uden sikkerhedsgodkendelser.

Aktuelt er 43 Huawei-medarbejdere at finde i TDCs driftscenter i København. Tre af dem afventer stadig deres sikkerhedsgodkendelse, oplyser TDC og Center for Cybersikkerhed, som imidlertid vurderer, at de aftalte sikkerhedsforanstaltninger er »betrykkende for TDCs mobilnet«. Arkivfoto: Brian Bergmann
Aktuelt er 43 Huawei-medarbejdere at finde i TDCs driftscenter i København. Tre af dem afventer stadig deres sikkerhedsgodkendelse, oplyser TDC og Center for Cybersikkerhed, som imidlertid vurderer, at de aftalte sikkerhedsforanstaltninger er »betrykkende for TDCs mobilnet«. Arkivfoto: Brian Bergmann

Der er ingen grund til at frygte, at en række medarbejdere fra det kinesiske teleselskab Huawei har haft adgang til personfølsomme oplysninger om indholdet af danskernes SMSer, e-mails og telefonsamtaler.

Det er meldingen fra teleselskabet TDC og Center for Cybersikkerhed (CfCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste, efter at det torsdag i en dokumentar på DR2 kom frem, at medarbejdere hos det kinesiske teleselskab Huawei har arbejdet på TDCs driftscenter uden at have en sikkerhedsgodkendelse fra efterretningstjenesten.

»Medarbejderne fra Huawei har til opgave at drive mobilnettet og har adgang til basale data om trafikken, men de har ikke kunnet aflytte eller få fat i indhold af samtaler, e-mail og beskeder. De data ligger et helt andet sted,« siger pressechef i TDC, Ib Konrad Jensen og understreger:

»Dem, der har adgang til personfølsomme data, har den højeste sikkerhedsgodkendelse i TDC-koncernen. Det er et begrænset antal og tæller ingen Huawei-ansatte.«

Mistænkt for spionage flere gange

I 2013 indgik TDC en aftale med den omstridte telegigant Huawei om, at den kinesiske virksomhed skal drive TDCs 4G-netværk. Det skete under stort postyr, da virksomheden blandt andet er bandlyst i USA og Australien af frygt for spionage. Desuden er virksomheden flere gange blevet beskyldt for at spionere på vegne af den kinesiske stat. Derfor skabte de manglende sikkerhedsgodkendelser også stor bekymring torsdag hos blandt andet Venstre, mens de Konservative nu kræver en redegørelse fra regeringen.

Der er på nuværende tidspunkt i alt 43 ansatte fra Huawei på driftscentret på Borups Allé i København. Ud af dem er 40 sikkerhedsgodkendt, mens tre medarbejdere fortsat afventer den endelige godkendelse, oplyser Center for Cybersikkerhed og TDC.

Ifølge TDC er det ikke problematisk, at flere Huawei-medarbejdere har arbejdet uden en sikkerhedsgodkendelse, fordi de arbejder under opsyn af en sikkerhedsgodkendt leder.

Ny lov på vej

Sikkerheden i TDC og Huaweis samarbejde bygger – til stor bekymring for flere politikere – på en frivillig aftale mellem televirksomhederne og CfCS. Det betyder også, at CfCS ikke har mandat i loven til at kontrollere TDCs samarbejde med Huawei. Tirsdag blev et nyt lovforslag derfor sendt i høring, så der fremover bliver sikret bedre kontrol med netop virksomheder som TDC og Huawei ved at give øgede beføjelser til efterretningstjenesten.

Det nuværende frivillige samarbejde er »den næstbedste løsning«, som Thomas Lund-Sørensen, chefen for CfCS, udtrykker det.

»Selvfølgelig bør danske myndigheder agere på et lovgrundlag og ikke nødvendigvis ved frivillige aftaler,« siger Thomas Lund-Sørensen.

Dagbladet Politiken har tidligere beskrevet, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste, som CfCS hører under, i en fortrolig rapport fra 2011 på det kraftigste advarede om at lukke Huawei ind på det danske telemarked. Det ville ifølge efterretningstjenesten gøre Danmark sårbar for overvågning og spionage.

Forsvarets Efterretningstjeneste har tidligere udtrykt bekymring over Huawei. Er der grund til at tro, at virksomheden udgør en trussel?

»Når vi i samarbejde med Huawei og TDC træffer en række sikkerhedsforanstaltninger, er det selvfølgelig, fordi vi ser en risiko, som vi ønsker at begrænse. Vi vurderer, at sikkerheden med de aftalte sikkerhedsforanstaltninger er betryggende i TDCs mobilnet,« siger SfCS-chefen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.