Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tag små skridt ud af ensomheden

Man kan ikke fra den ene dag til den anden bryde ud af sin ensomhed, men mange kan lære at blive mere sociale og med tiden føle sig mindre isolerede.

- Hvis du er ensom, så er du ikke alene, og det kan være en trøst for mange at vide, siger psykolog Ditte Charles. Free/Colourbox
- Hvis du er ensom, så er du ikke alene, og det kan være en trøst for mange at vide, siger psykolog Ditte Charles. Free/Colourbox

København. Ensomhed kan være en følelse, der er forbigående i en periode af ens liv, men den kan også være mere permanent.

Er ensomheden blevet en permanent tilstand, så har man brug for hjælp fra sine omgivelser for at bryde ud, siger psykolog Ditte Charles fra Psykiatrifonden.

- Det er vigtigt at understrege, at ensomhed ikke er den enkeltes ansvar alene, og at det kan være en rigtig smertefuld tilstand, som man måske ikke selv kan bryde ud af, siger Ditte Charles.

Men uanset om ensomheden er forbigående eller permanent, så kræver det mod og overskud at bryde med følelsen.

Det første vigtige skridt kan være at se den ubehagelige følelse i øjnene, anbefaler psykolog Ditte Charles fra Psykiatrifonden.

- Hvis man oplever, at man er mere alene, end man har lyst til, så påhviler der den enkelte et stykke arbejde i forhold til at tage sig selv alvorligt. Det er en følelse, som kalder på handling, siger hun.

Mange har en tendens til at aflede sig selv fra den ubehagelige følelse, fordi det føles rarest. Og det kan være en god strategi for nogle, som måske befinder sig i en tilstand, hvor der ikke er mulighed for handling.

Men for andre handler det om at finde modet frem og udfordre sig selv ved at opsøge sociale fællesskaber.

- Man kan med fordel tage udgangspunkt i sin egen situation. Hvis man kan lide at dyrke sport eller lave mad, så kan man finde et fællesskab med det. Det kan også være skak eller syning, siger Ditte Charles.

Man kan også tænke i fællesskaber med ligesindede, hvis man er blevet skilt eller har en bestemt lidelse, så kan man opsøge fællesskaber, hvor andre er i en lignende situation.

Forskning om ensomhed understøtter vigtigheden af at opsøge sociale fællesskaber, fortæller lektor Rikke Lund fra afdelingen for Social Medicin under Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

- Aktivt at indgå i og opsøge sociale fællesskaber kan være medvirkende til, at man føler sig mindre socialt isoleret, end man gør, når man føler sig meget ensom, siger forskeren.

Hun understreger, at det selvfølgelig er lettere sagt end gjort. Men anden forskning viser faktisk, at man i en vis udstrækning kan lære det.

- Der er noget, der tyder på, at man godt kan lære folk at indgå i sociale fællesskaber, hvis det er det, de altid har haft svært ved. Måske bliver de ikke festens midtpunkt, men de kan blive bedre til det, siger Rikke Lund.

Hverken forskeren eller psykologen underkender, hvor svær en opgave det er at gå ud i verden og finde nye relationer.

- Det kræver overvindelse og mod at tage et skridt ud af ensomheden. Og det kræver også tålmodighed, da det tager tid at bygge relationer, understreger Ditte Charles.

Derfor anbefaler hun, at man tager små skridt og ser langsigtet på det. For måske kan man ikke nå at gøre noget ved, at man ikke har et sted at gå hen på lørdag. Men så skal man spørge sig selv:

- Hvad kan jeg så begynde at gøre nu, så mine lørdage ser lidt anderledes ud om et halvt år, så jeg ikke er så meget alene, siger Ditte Charles.

Hun anbefaler også, at man prøver at tage hul på en samtale om sin situation, om end det er svært.

- Det er svært, selv over for mennesker man kender rigtigt godt. Det skyldes blandt andet, at ensomhed kan føles skamfuldt. Og her kan pårørende være en stor hjælp, hvis de tør tale om det og være til rådighed, siger psykologen.

/ritzau fokus/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.