Nomineret til Årets Dansker 2016

»Systemet kan ikke tåle for mange af min slags«

Ole Sørensen, lederen af socialpsykiatrien på Langeland, blev TV-kendt som »rebel«, men ser snarere sig selv som en nødvendig anarkist i et omsiggribende Systemdanmark.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Alle har fortjent en lille pause fra hverdagens trummerum, så Ole Sørensen spurgte brugerne af »Ølkassen«, om de kunne tænke sig at komme på tur.

Det var der ikke noget usædvanligt i.

Lederen af socialpsykiatrien på Langeland har tit været i sommerhus med hjemløse eller på kanotur med psykisk syge. Brugerne af »Ølkassen« – et skur, hvor man kan sidde lunt i tørvejr, mens man drikker dagens lige lovlig mange bajere – måtte selv bestemme, hvor turen skulle gå hen. Fint, sagde de, de ville på indkøbstur til Tyskland. Sådan en tur, hvor man kører ud med en tom trailer og kommer hjem med Slots Pilsner i flere lag på ladet.

Afsted gik det i en rød minibus med trailer på krogen – og så røg øjenbrynene ellers op i misbilligende position rundt omkring i bureaukratiet.

For kan en kommunalt ansat tillade sig det? Sådan at agere chauffør i arbejdstiden, så alkoholikere kan få hentet friske forsyninger, når de måske havde bedre af antabus, aktivering og en rask gåtur?

Ja, det kan man, siger Ole Sørensen, der måske er bedre kendt under sit TV-navn »Rebellen fra Langeland«, for skal man skabe menneskelige relationer, der i sidste ende rent faktisk flytter noget, er det indimellem nødvendigt at blæse på konventionerne og praktisere civil ulydighed.

Han har 35 års erfaring med samfundets svageste. De seneste 20 er tilbragt som leder af socialpsykiatrien på Langeland, og selv om han er ansat af kommunen og skal forvalte paragraffer og budgetter og servicelov, er han aldrig blevet systemets mand. Han er borgernes mand.

Måske hænger det sammen med hans geografiske placering i landskabet. Langeland Kommune – landets fattigste – betegner Ole Sørensen selv som »stedet, hvor alting ender«. Her lander en del danskere, som ikke har råd til at bo andetsteds. Men på øen hersker også en dyb skepsis mod Christiansborgs nye tiltag og andet københavneri i bureaukratisk indpakning. Derfor har det for Ole Sørensen været muligt at skabe en socialpsykiatri og en kultur, hvor det er tilladt, ja, måske endda ligefrem normen at gøre tingene lidt anderledes, mener han:

»Uden civil ulydighed kan alle os, der arbejder med mennesker, dårligt se os selv i spejlet og sige: »Jeg gjorde mit bedste for borgeren i dag, og borgeren var glad«. Man kan få ristet nosserne godt og grundigt på grund af sådan noget. Det kunne lyde, som om jeg trives bedst i modvind, men sådan er det overhovedet ikke. Jeg er bedst i sidste øjeblik. Eller fem minutter i lukketid, når alle andre har givet op, og alt andet er opgivet,« skriver Ole Sørensen i sin nye bog »Kom nu ned på jorden«, som i øvrigt udkom for få dage siden.

For Ole Sørensen synes, vi skal komme ned på jorden, hvor tingene hører hjemme og er mere ligetil.

»Det er umuligt at trække vejret i systemdanmark efterhånden. Der kommer så mange regler for, hvad vi må og ikke må. Vi skal kontrollere og kontrolleres. Vi skal lave handleplaner og dokumentere. Jeg føler det som en spændetrøje,« siger Ole Sørensen.

Han er eksempelvis underlagt stadig stigende krav om at dokumentere og skrive rapporter. Og hans arbejde på bostedet Hjørnet bliver jævnligt kontrolleret af nogle mennesker i Socialtilsynet, der er sat i verden for at sikre, at borgeren får det, borgeren har ret til, men som ofte ender med at bureaukratisere tingene helt unødigt, mener Ole Sørensen.

Han kan tilbringe både seks, syv og otte timer ude hos en af borgere, han er kontaktperson for. Måske går de tur på stranden, måske er de ude at handle sammen, måske tager de en opvask side om side, og så kan det være svært at sammenfatte i kancellisprog, hvad der egentlig er foregået. Han kan lægge en handleplan, men hvad hjælper det, når man har med borgere at gøre, der ikke kan overskue at planlægge aftensmaden?

»Vi har sådan nogle computere med rundt, men hiver jeg den op hjemme hos en af mine borgere, så siger de »hvad fanden skal du med den?« Så siger jeg »tja, det ved jeg sgu ikke rigtig, men der er nogen, der siger, at jeg skal«. Det skaber en barriere. Vi er blevet hjernevasket til at tro, at den slags skaber resultater og flytter noget. Men det gør kun menneskeligt nærvær,« siger Ole Sørensen.

Hvis en brugers verden lige er sunket i grus, nytter det ikke noget at stå og pege stædigt i sine papirer, hvor der står, at borgeren er visiteret til en times besøg per uge. Og hvis alkoholiserede, nervesvækkede, rodløse Bo pludselig mangler et sted at være, fordi han føler sig forfulgt af larm og fremmede mennesker, så slår man et telt op i værestedets have. Også selv om socialudvalget i kommunen næsten tager vand ind ved tanken om alle de reglementer og principper, der dermed er overtrådt.

»Hvis der var flere end ti af min slags, så ville anarkiet herske. Systemet kan ikke tåle for mange af min slags. Jeg er tilhænger af regler i trafikken, men når man arbejder med mennesker, så er det svært at opstille firkantede regler. Jeg laver aftaler, ikke regler. Og jeg er her for at stille spørgsmål for brugerne imod systemet. Jeg spørger: Er det her rimeligt? Er det her fair? Kan vi finde på noget bedre?«

Artiklen fortsætter under billedet

»Kan man få folk videre og på arbejdsmarkedet, så er det super. Men det er små skridt, og det svære tager tid. Det umulige tager lidt længere tid,« siger Ole Sørensen.
»Kan man få folk videre og på arbejdsmarkedet, så er det super. Men det er små skridt, og det svære tager tid. Det umulige tager lidt længere tid,« siger Ole Sørensen.

Rundt omkring i socialpsykiatrien i Danmark er der, siger Ole Sørensen, masser af mennesker som ham, som knokler på let ulydig og slidsom vis for at hjælpe samfundets svageste. Ole Sørensen holder ikke af at blive fremhævet som en helgen eller noget særligt. Den eneste forskel på ham og dem, siger han, er, at han kom på TV.

Hvor systemet ofte skaber barrierer, arbejder Ole Sørensen på at nedbryde dem. Og rive tabuer og fordomme med i samme ombæring.

»Det er derfor, jeg ligner noget, katten har slæbt ind. Jeg elsker, når folk stopper op med åben mund og polypper og har svært ved at afgøre, hvem der er brugeren, og hvem der er ham fra kommunen,« siger Ole Sørensen.

Nogle vil mene, at han ligner en langturschauffør. Eller en skovarbejder. Og han har da også arbejdet som begge dele.

Skoven er hans refugium. Stedet, hvor han tager ud for at få en pause, lære at trække vejret igen efter en periode med lidt for mange kranke skæbner. Og det er stedet, hvor han henter en del inspiration til sin hjemmebryggede livs- og arbejdsfilosofi.

»Når jeg skal fælde et træ, så kigger jeg op i det. Så ser jeg ét træ. Kravler jeg op i toppen og kigger ned, ser jeg et helt andet træ. Og der er ikke to træer, du kan fælde ens. Sådan kigger jeg også på mennesker – hver enkelt skal behandles på hver sin måde,« siger han.

Ole Sørensen siger selv, at han holder fri den halve time, han kører fra sit hjem i Svendborg på Fyn til sin arbejdsdag på Langeland. Han har haft hjemløse boende i en skurvogn i sin private baghave. Og ud over sine egne to sønner har han løbende haft det, han kalder »bøvlebørn« – børn og unge, der er opgivet af alle andre – boende i familiepleje. Hjemme hos Rebellen har bøvlebørnene mødt krav, grænser og faste spisetider. De for tidligt voksne unge har hjemme hos Ole lært at være børn igen og opdaget, at voksne godt kan være nogen, man kan stole på. Til gengæld er nogle af dem blevet hængende i årevis.

Et succeskriterium for »Rebellen fra Langeland« er ikke, om folk kommer i arbejde, slipper alkoholen eller mirakuløst smider årtiers psykisk lidelse, siger han:

»Jeg er ikke ude på at helbrede folk. Jeg er ude på, at folk får en tålelig hverdag. Kan man få folk videre og på arbejdsmarkedet, så er det super. Men det er små skridt, og det svære tager tid. Det umulige tager lidt længere tid,« siger Rebellen fra Langeland.

Der i øvrigt ikke selv bruger det kaldenavn. Han kalder sin arbejdsfilosofi og tilgang til borgerne ASF; Almindelig Sund Fornuft. Og det er der intet rebelsk i.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.