Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sygeplejerskes forsvarer: Personlighedsforstyrrelse gør hende ikke til drabsmand

En drabstiltalt sygeplejerske er offer for ondsindet sladder. Det fastslog kvindens forsvarsadvokat i retten mandag, da han gjorde et sidste forsøg på at tale for hendes uskyld ved at pege på, at der mangler beviser i sagen.

Forsvarsadvokat Jørgen Lange greb til eventyrets verden, da han mandag summerede sit forsvar for en drabstiltalt sygeplejerske op: » »En lille fjer kan nok blive til fem høns,« lød det. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt
Forsvarsadvokat Jørgen Lange greb til eventyrets verden, da han mandag summerede sit forsvar for en drabstiltalt sygeplejerske op: » »En lille fjer kan nok blive til fem høns,« lød det. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt

Ondsindet sladder, klikedannelse og uvenskab har skabt rammen for det mareridt, den drabstiltalte sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus er havnet i.

Sådan lød budskabet fra forsvarsadvokat Jørgen Lange, da han mandag argumenterede for den 31-årige kvindes uskyld i Retten i Nykøbing Falster.

Kvinden, der blev anholdt 1. marts 2015 efter en skæbnesvanger nattevagt, hvor flere patienter på mistænkelig vis mistede livet, er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg samt en række andre forhold såsom tyveri.

Hun nægter sig skyldig i alle anklager og har tidligere sagt, at hun »er blevet beskyldt for noget, hun ikke har gjort«.

Ved mandagens retsmøde forholdt hun sig dog tavs og lod Jørgen Lange tale på hendes vegne.

Manglende beviser

Med et stift udtryk i ansigtet tyggede hun tyggegummi, og man fik næsten indtryk af, at hun ikke ænsede den stuvede fyldte sal, for hendes blik veg ikke mange gange fra dommerne og nævningene.

Når det alligevel skete, var det i en fast retning mod hendes kæreste og familie, der ved de 24 afholdte retsdage, har siddet solidt plantet på forreste række for at vise deres støtte.

»Der er ganske enkelt ikke noget i den her sag ikke noget, som kan gå under betegnelsen det fældende bevis,« lød det indledningsvist fra Jørgen Lange, da han begyndte sin procedure.

Og netop de manglende beviser blev omdrejningspunktet i hans fem timer lange argumentation for kvindens uskyld.

Ingen har set tiltalte stjæle medicin eller give det til de påståede drabsofre, fastslog Lange, og understregede, at det hverken er lykkedes at finde fingreraftryk eller DNA, der peger på hende som morder.

Besynderlig anmeldelse

Ifølge Jørgen Lange bygger anklagemyndighedens sag på misundelse og uvenskab fra kollegaer til den tiltalte, der tidligere har forklaret, at sygeplejerskegruppen på sygehusets akutafdeling var splittet i to grupper.

Flere af kollegaerne fra den modsatte gruppe af den tiltaltes har i retten forklaret, at patienter påfaldende ofte døde på tiltaltes vagter.

»Men når de pågældende vidner er blevet spurgt, om de har set, at den tiltalte har givet medicin til patienterne, siger de alle, at det har de ikke. Igen er det den berømte mavefornemmelse, der spiller ind,« lød det fra forsvareren med henvisning til påstanden om at kvinden har sprøjtet dødelige mængder medicin ind i patienterne.

»Hele sagen er bygget op om en højst besynderligt anmeldelse, den er bygget på en form for mindreværdskompleks over for min klient, der er en ualmindeligt dygtig sygeplejerske,« sagde Jørgen Lange henvendt til nævningene.

Han henviste til, at toksikologen Kim Dalhoff tidligere i retten har sået tvivl om, hvorvidt der overhovedet er tale om en forbrydelse, da mængderne af medicin i patienternes kroppe ikke nødvendigvis var dødelige. Derfor mener Lange, at der er tale om »helt naturlige og ventede dødsfald«.

Da anklager Michael Boolsen i sidste uge fremlagde sin procedure, lagde han vægt på, at den drabstiltalte lider af en personlighedsforstyrrelse, der gør, at hun forsøger at drage opmærksomhed imod sig.

Det motiv afviste Lange: »Hendes personlighedsforstyrrelse gør hende ikke til en drabsmand,« fastslog han.

Afslutningsvist vendte han sig mod dommerne.

»Jeg vil gerne læse et stykke op af et H. C. Andersen eventyr. Det illustrerer noget af det, denne sag kunne være udtryk for,« lød beskeden, inden han læste op af eventyret »Det er ganske vist«:

»En lille fjer kan nok blive til fem høns.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.