Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Syge er utilfredse med ventetiden på skadestuerne – og får ikke hjælp mod deres smerter

Der er massive udfordringer på landets skadestuer, mener Danske Patienter. Det går lidt fremad, men der er problemer med at få informeret om ventetider, erkender regionerne på baggrund af ny undersøgelse.

Der er massive udfordringer på landets skadestuer, mener Danske Patienter. Arkivfoto
Der er massive udfordringer på landets skadestuer, mener Danske Patienter. Arkivfoto

Det går kun langsomt fremad med at skabe bedre hjælp og service på landets skadestuer til de op imod én million danskere, som årligt har brug for hjælp mod akut opståede skader og sygdom.

En stor andel af patienterne er fortsat utilfredse med ventetiden. De får hverken noget at vide om, hvornår de kan regne med at blive tilset af en læge eller en sygeplejerske eller får tilstrækkelig information om udviklingen i ventetid fra ankomst til undersøgelse.

Mange sidder desuden med smerter, som heller ikke bliver håndteret, mens de venter.

Dét fremgår af en omfattende undersøgelse af patienttilfredsheden på de 43 akutmodtagelser og akutklinikker, som regionerne har fået foretaget.

Undersøgelsen udløser hård kritik fra patientorganisationerne i Danske Patienter, der vurderer, at der er ”massive udfordringer” på skadestuerne.

»De lange ventetider er et stort problem. Når patienter ankommer i akutmodtagelserne, er de oftest utrygge og har smerter. Derfor er det afgørende, at der er kapacitet til at sikre, at patienter kommer hurtigt i behandling, og at personalet hurtigt kan sikre den nødvendige smertedækning,« siger direktør Morten Freil.

Ifølge undersøgelsen finder 30 pct. af patienterne på akutmodtagelserne, at længden af ventetiden fra ankomst til undersøgelse ”slet ikke” eller ”i ringe grad” er acceptabel.

Knap totredjedele mener ikke, at de er blevet tilstrækkeligt informeret om udviklingen i ventetiden, og kun hver anden føler, at de får deres behov for smertelindring ordentligt dækket, mens de befinder sig i akutmodtagelsen.

Undersøgelsen er led i en løbende afdækning af udviklingen på skadestuerne, som blev sat i gang i starten af årtiet, efter at bl.a. Berlingske i en artikelserie havde beskrevet de store problemer på skadestuerne især i hovedstadsområdet, hvor patienterne kunne komme til at vente op til 10-12 timer på hjælp.

Det førte til en række initiativer; blandt andet blev der indført visitation til akutsystemet i alle fem regioner, så folk skal ringe først for at få at vide, om de skal tage på skadestuen eller måske kan klare sig med råd, de kan få i telefonen.

I Danske Regioner hæfter man sig ved, at den overordnede patienttilfredshed er gået frem – fra 3,7 til 3,9 på en skala fra 1 til 5 - og at tre ud af fire patienter i høj grad er tilfredse med deres besøg.

Dette ligger dog noget under tallene flere andre steder i sundhedsvæsenet, hvor det typisk er omkring 90 pct. af f.eks. de ambulante eller indlagte patienter, der erklærer sig tilfredse.

I Danske Regioner erkender man også, at det stadig halter noget med at gøre folk tilfredse med den information, de får omkring ventetiderne.

»Det billede genkender vi desværre fra de foregående år, og det er en vigtig påmindelse til personalet om, at information om ventetid har betydning for patienterne. Men vi må også sige ærligt, at det er svært at give præcis information om ventetiden. Der kan hele tiden komme patienter ind, der har endnu større behov for at blive tilset med det samme. I de tilfælde skal personalet nok være bedre til at oplyse de ventende patienter om, at en mere kritisk syg patient er kommet ind, så de ventende er klar over, at ventetiden har en legitim årsag,« siger formand Bent Hansen (S).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.