Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Stort antal offentligt ansatte anholdt i bestikkelsessag

26 nuværende og tidligere offentligt ansatte mistænkes for bestikkelse. Yderligere én er anholdt i aktion.

De 27 mistænkte er eller har været ansat i en række offentlige myndigheder og virksomheder, blandt andet Københavns Kommune. (Arkivbillede)
De 27 mistænkte er eller har været ansat i en række offentlige myndigheder og virksomheder, blandt andet Københavns Kommune. (Arkivbillede)

26 tidligere og nuværende offentligt ansatte er blevet anholdt, mistænkt for at have modtaget bestikkelse i form af gaver som mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr.

Foruden de 26 er yderligere en person blevet sigtet og afhørt i løbet af dagen, oplyser Bagmandspolitiet i en pressemeddelelse.

De mange anholdelser tidligt tirsdag morgen er sket i en stor aktion i samarbejde mellem Bagmandspolitiet og politikredse i hele landet. Under aktionen er der gennemført ransagninger af de anholdtes boliger med henblik på at sikre bevismateriale i sagen.

Sideløbende har Forsvarets Auditørkorps foretaget en lignende aktion mod en række ansatte i Forsvaret.

Sagen forbløffer Søren Pind

»Da denne sag kom frem for godt et år siden, var det til nogen forbløffelse for mig. Sagen har siden udviklet sig med de yderligere personer, politiet i dag har anholdt. I Danmark skal vi fortsat være et af de mindst korrupte lande i verden, og aktionen i dag viser, hvor alvorligt myndighederne tager det, siger justitsminister Søren Pind iforbindelse med sagen:

»Udgangspunktet er, at offentligt ansatte ikke bør modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med deres arbejde. Sagen giver anledning til at overveje, om alle medarbejdere i offentligt regi er fuldt opmærksomme på at overholde grundlæggende rammer for god adfærd i det offentlige,« siger ministeren.

Også professor i økonomisk kriminalitet ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted undrer sig over omfanget af sagen:

»Hvis der er hold i alle 26 sigtelser er det overraskende at der er så mange mennesker der har taget imod den slags gaver fra it-leverandører. På den måde er det en ret omfattende sag. Det virker som smørelse der er gået for vidt. Det at de anholder de 26 betyder jo, at de har villet have dem ind og snakke med dem alle sammen på samme tid, så man undgår, at de får koordineret deres forklaringer. Jeg kan ikke komme på lignende sager i den størrelsesorden, det overstiger, hvad vi tidligere har set i samme sagskompleks,« siger han til Berlingske.

Intet krav om varetægtsfængsling

Chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, siger om anholdelsesaktionen:

»Aktionen i dag er et led i en længerevarende og omfattende efterforskning. Det er helt afgørende, at mistanke om bestikkelse af offentligt ansatte bliver taget meget alvorligt, og det er denne sag et eksempel på. For at sikre at hver en sten bliver vendt, har vi under efterforskningen haft en bred tilgang. Derfor har det i dag været nødvendigt at sigte et større antal ansatte hos offentlige myndigheder og virksomheder, men det er vigtigt at understrege, at der i det videre forløb kan komme oplysninger frem bl.a. fra de mistænkte, der betyder, at sigtelserne ikke kan opretholdes.«

Han understreger, at man med tirsdagens aktion har kastet det store net ud, og at sigtelserne mod nogle af personerne kan blive frafaldet, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

Ingen af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

»Vi har med dagens aktion indsamlet nogle værdifulde oplysninger, og vi har på nuværende tidspunkt ikke behov for at varetægtsfængsle nogen efter reglerne i retsplejeloven«, siger Morten Niels Jakobsen.

Af hensyn til sagens videre efterforskning kan han ikke fortælle mere detaljeret om personkredsen.

Værdi mellem 4000 og 50.000 kroner

Personerne, der typisk er ansat i offentlige IT-afdelinger, er under mistanke for at have fået det elektroniske udstyr af IT-virksomheden i strid med reglerne for gaver til offentligt ansatte.

De 27 mistænkte er eller har været ansat i en række offentlige myndigheder og virksomheder. De mistænkte har alle haft en position, hvor de har haft indflydelse på indkøb af IT-udstyr. Det drejer sig om personer med tilknytning til følgende offentlige myndigheder:

  • Udenrigsministeriet
  • Rigspolitiet
  • Rigsadvokaten (anklagemyndigheden)
  • Københavns Kommune
  • DSB
  • Direktoratet for Kriminalforsorgen
  • Forsvarets Efterretningstjeneste

Værdien af udstyret har varieret i størrelse, men har ifølge Statsadvokaten typisk været på mellem cirka 4000 kroner og cirka 50.000 kroner. Gaverne er eksempelvis modtaget i forbindelse med handler med virksomheden, skriver Bagmandspolitiet.

/ritzau

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.