Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Storstikker: Ja, jeg fortryder

Den danske storstikker under 2. Verdenskrig, Grethe Bartram, bor i dag i en idyllisk svensk landsby. For første gang fortæller hun sin historie.

Grethe Bartram blev efter besættelsen dømt til døden. Senere blev straffen ændret til livsvarigt fængsel. Hun slap med 10 år i Horserød.
Grethe Bartram blev efter besættelsen dømt til døden. Senere blev straffen ændret til livsvarigt fængsel. Hun slap med 10 år i Horserød.

HALLAND: Vi styrer mod en gammel gulgård opført i træ. Vores maver snører sig sammen: Syv timer tidligere havde vi på lykke og fromme forladt Århus med kurs mod Sverige uden at have en aftale med den person, vi håber at træffe. Ja, uden at vide, om hun kan eller vil tale med os. Vi turde ikke ringe i forvejen - af frygt for at få nej.

Vi svinger ind på gårdspladsen og holder øje med stuehuset. Døren går op, og der står hun pludselig. Vi er ikke i tvivl. Vi kan genkende hende fra fotos fra dengang.

Under 2. Verdenskrig, da hun boede i Århus, var hun storstikker og hed Grethe Bartram. Mens hun spillede rollen som en ung, kommunistisk kvinde, der selv var en del af modstandsbevægelsen i Århus, angav hun op mod 70 mennesker til tyskernes frygtede hemmelige statspoliti, Gestapo.

Web-tv: Se video fra besøget her

Adskillige af hendes ofre blev underkastet månedlange forhør og tortur. 35 blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, og otte vendte aldrig tilbage. Blandt hendes ofre var venner og hendes egen bror, Christian Bartram.

I efteråret 1946 blev hun dødsdømt ved Århus Kriminalret, og dommen blev stadsfæstet ved både landsret og Højesteret. Året efter blev hun dog benådet, og efter 10 år i fængsel i Horserød rejste hun til Sverige, hvor hun bosatte sig under et andet navn i en landsby i Halland i Sverige.

Det er der, vi er nu. For at undersøge, om der forud for premieren på teaterstykket »Besættelsen« på Svalegangen, som handler om netop Grethe Bartram, findes en nøgle til at forstå, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.

»Hvad vil I?« spørger hun vagtsomt. Da vi forklarer vores ærinde, sukker hun dybt og siger stille »Åh, nej, åh nej. Har I været rundt for at snakke med naboerne?« Vi siger nej. Så inviterer hun os med en diskret håndbevægelse indenfor i det store stuehus.

Læs også: Hvad vidste Hitlers elskerinde?
Læs også: Hvad fejlede Hitler?

Vi bliver hver budt en stol i et lille mellemrum inden for hoveddøren. I det rene og velholdte hjem er der masser af små tegninger og nipsting på væggene. Men ingen familiebilleder.

På gården boede hun efter løsladelsen i flere årtier sammen med en veninde, der døde for nogle år siden.

»Behøver I det her?«:

»Behøver I det her? Hvorfor bliver det ved med at være interessant? Jeg forstår det inte,« siger hun med fortvivlelse i stemmen. Der sniger sig hele tiden enkelte svenske ord ind.

Bortset fra, at øjnene med mellemrum bliver unaturligt hårde inde bag de store, guldindfattede briller, er det svært at ane, at den pæne, 86-årige dame gemmer på en historie så grufuld, at den bliver ved med at give genlyd 65 år efter.

Grethe Bartram, der under retsopgøret fik skyld for at være en pyntedukke, går tydeligvis stadig meget op i sit udseende. Det grå pagehår er stilfuldt sat om bag ørerne, de forholdsvis store øreringe ser ud til at være lavet af mat sølv, og den mønstrede sweater har et klassisk - svensk - præg.

Sammen med veninden drev hun i adskillige år fra gården en virksomhed, som tydeligvis gav godt. Fysisk ser hun ud til at have det fint, om end hun trækker på højre ben. Hovedet fejler heller ikke noget, selv om der - som vi skal se senere - er store huller i hendes hukommelse.

Hun sætter sig i en kurvestol foran os og sukker.

»Jeg kan inte forstå, at det her kan have nyhedens interesse,« siger hun og ser opgivende ud. Hun bliver forbavset, da hun hører, at der i Århus stadig er stor blæst om hende.

»Det er så længe, længe siden,« sukker hun.

»Men vi har stadig ikke forstået, hvorfor du gjorde, som du gjorde. Nu har du chancen for at forklare dig. Det hele begyndte med, at du tjente 1.000 kroner ved at udpege gerningsmændene til en brand, ikke?«

»Jo,« siger hun.

16. september 1942 indrykkede politimesteren i Århus en annonce i Aarhus Stiftstidende under overskriften »Dusør«. Han stillede 1.000 kroner i udsigt til den, som kunne give fældende oplysninger om en brand, der kort forinden var blevet påsat i en kælderbutik i Fredericiagade på Frederiksbjerg.

Branden gik ud over Skorup Jensens Skrædderværksted, der leverede uniformer til den tyske værnemagt.

På det tidspunkt var Grethe Bartram 18 år. Efter at være blevet gravid som 16-årig var hun flyttet fra det fattige, kommunistiske hjem i Klostergade. Hun boede nu i egen lejlighed sammen med mand og barn.

Men pengene var stadig små. Kort forinden var hendes mand, Frode Thomsen, blevet ramt af en arbejdsulykke. Familien måtte nøjes med 2,50 kr. om dagen fra sygekassen.

»Min mand faldt ned, da han var ved at reparere en skorsten. Han kom på lazarettet - på Kommunehospitalet - med et kompliceret benbrud. Jeg tror, at han lå der i over et år,« siger hun.

»Så gik jeg til politiet«

Familien kunne ikke få pengene til at række.

»Så gik jeg hen til min mands arbejdsgiver og frågade om hjælp, så familien kunne leve. Jeg syntes, at han havde et medansvar for, hvad der var sket. Jeg fik otte kroner! Det kunne vi måske leve for en dag eller to, men ikke mere.«

Hun kniber øjnene sammen.

»Jeg havde knap mælk til min pojke. Han voksede op på vælling, som Frelsens Hær solgte for 20 øre for en tallerken.«

»Sultede I?«

»Nej, det vil jeg inte påstå. Men det var vældigt sparsomt. Vi havde så lidt at leve af, og så var det, at jeg så, at der var udlovet en dusør på 1.000 kroner for dem, der kunne hjælpe med at opklare branden hos skrædderen. Min storebror kendte dem, der havde gjort det, og så gik jeg til politiet med mine oplysninger. Sådan startede det hele. Hvis det ikke var sket, havde jeg ikke siddet her i dag.«

»Så havde du stadig boet i Danmark?«

»Ja, sandsynligvis.«

»Hvordan havde du det med at gå til politiet?«

»Åh, det er så mange år siden, og noget af det jeg siger, kan være forkert. Men jeg tror ikke, at jeg havde nogen problemer med det. Der var sket en forbrydelse, og det danske politi ville give penge til dem, der kunne hjælpe. Jeg fik 1.000 kroner, og de penge kunne vi leve for i flere måneder.«

»Så det var alene for pengenes skyld, at du gik til politiet?«

»Jeg kan ikke se andre forklaringer. Det var ligesom sidste udvej«

Hvad Grethe Bartram angiveligt ikke var klar over var, at hendes ældste bror, Christian, havde været med til at påsætte branden. Han var en del af den kommunistiske gruppe, der stod bag.

Broderen blev også anholdt, og på grund af sagens politiske karakter forlangte besættelsesmagten de arresterede udleveret og stillet for en tysk krigsret.

Tre danskere fik hver 10 års tugthus, og Grethes bror fik ét år. Straffene skulle afsones i Tyskland.

»Hvordan havde du det med, at din bror blev udleveret til tyskerne?«

Det spørgsmål kommer tilsyneladende som en total overraskelse. Grethe Bartram virker pludselig usikker, og hænderne famler ud i luften.

I flere sekunder er der tavshed. Det er som om, at der går et slør for hende øjne.

»Neej, det kan jeg ikke få til at passe ind...«

»Din storebror fik blandt andet skyld for at have leveret benzin til branden. Han blev sendt til Tyskland.«

»Det... har jeg aldrig hørt,« lyder det usikkert fra Grethe Bartram.

Under hele interviewet sidder Grethe Bartram og skotter ud af vinduet med mellemrum. Som om hun frygter, at flere ubudne gæster skal dukke op.

På et tidspunkt, efter hun var blevet løsladt fra fængslet, drøftede modstandsfolk angiveligt, om hun skulle opsøges i Sverige og likvideres.

»Bange? Neej, det er jeg inte,« siger hun. Men øjnene flakker og fortæller, at hun ikke nødvendigvis siger sandheden.

»Selv om du flyttede til Sverige, har du måttet leve med det, du har gjort. Har du kunnet leve et godt liv efter, at du kom ud af fængslet?«

Lang pause.

»Det er der nok mange, der ikke ønsker,« siger hun.

Så forklarer hun, at hun helst ikke vil have, at vi spørger til hendes liv i Sverige.

»Hverken mine naboer eller mine venner kender til min fortid. Jeg beder jer så mindeligt om ikke at skrive noget, der kan ødelægge min tilværelse her.«

»Det er alt, hvad jeg har i dag. Ingen af mine bekendte er danskere. Mine forældre er døde for mange år siden. Min søn lever endnu, men jeg vil ikke blande mig i hans liv. Han er netop blevet gift for anden gang, og jeg vil ikke ødelægge noget for ham ved blive ved med at kontakte ham. Vi har skrevet breve til hinanden.«

Vi lover hende, at vi ikke vil skrive navnet på den landsby, hun bor i. Men vi forklarer også, at hun ikke lever mere hemmeligt, end at enhver med et par museklik på internettet kan finde frem til hende. Den oplysning forskrækker hende tydeligvis.

»Uanset, hvor du har bosat dig, har du måttet leve med det, du har gjort. Hvordan har det været muligt?«

Svaret falder prompte.

»Jeg synes, at jeg aftjente min straf, da jeg sad i fængsel. 10 år i Horserød er inte roligt (morsomt, red.), siger hun.«

Hendes læber dirrer.

»Jamen, hvordan har du kunne leve«

Grete Bartram afbryder.

»Jamen, mener du, at jeg skulle have taget livet af mig selv?«

»Har du fortrudt, at du gjorde, som du gjorde?«

»Om man har siddet 10 år i Horserød, så har man haft tid til at tænke over, hvad man har gjort og hvad man ikke har gjort - og hvad man skulle have gjort.«

»Så du har fortrudt.«

»Ja, det har jeg! Hvorfor skulle jeg ikke have fortrudt! Det var da et mærkeligt fråga.«

Grethe Bartram ser pludselig vred ud, og vi frygter, at interviewet er slut. Men vi får lov at blive siddende.

»Der foregik en modningsproces i den periode, jeg sad i fængsel. Det var en anden person, der flyttede til Sverige,« siger hun stille.

»Det er vel i øvrigt så selvklart, at et menneske, der har oplevet det, som jeg har været ude for, ville ønske, at det inte havde fundet sted.«

Udenfor lyder der en rumlen, da martssolen får sneen til at rutsje ned ad taget. Grethe Bartram farer sammen.

»Hvad var det?« spørger hun nervøst.

Da hun er faldet til ro igen, tager vi fat på næste kapitel: Hendes samarbejde med Gestapo. Et samarbejde, som kostede danske modstandsfolk næsten ufattelige lidelser i tyske kz-lejre.

Hvorfor angav hun tilsyneladende fuldstændigt skruppelløst både familie og nære venner til Gestapo?

Under retssagen oprørte netop det emne offentligheden allermest. En afgrundsdyb undren fulgte Grethe Bartram på vej.

Men da vi stiller spørgsmålet, sker der noget mærkeligt.

Hver gang vi nævner Gestapo, bliver hun usikker og underligt flakkende i blikket.

Enten er hun en blændende skuespiller, eller også har hun glemt alt om sit tætte samarbejde med Gestapo.

»Jeg mindes inte navnet.«

»Prøv at fortælle om, hvorfor du begyndte at samarbejde med Gestapo.«

»Jeg ... Jeg kan ikke rigtig klassificere det...,« siger hun tøvende.

»Jamen du arbejdede jo tæt sammen med Gestapo! Med en tysk officer, der hed Rothenberg. Det navn må da sige dig noget?«

Rothenberg var en yderst central person i Grethe Bartrams liv under besættelsen. De to havde et tæt forhold.

I bogen »Over Stregen - under besættelsen«, er det udførlig beskrevet, hvordan Grete Bartram og kriminaloberassistent Rothenberg gik lange ture i skovene ved Varna. Mens de spadserede med hinanden under armen og agerede kærestepar, gav Grethe Bartram Rothenberg oplysninger om de illegale kommunistiske aktiviteter i Århus.

Alligevel mindes hun i dag ikke Rothenberg. Siger hun i hvert fald.

»Nej, jeg synes ikke... Jeg mindes inte navnet. Hvad skulle jeg have gjort mod ham?«

»Du gav ham oplysninger, og han gav dig penge til gengæld«

»Det kan jeg ikke svare på, hvordan det gik til. Det er ikke noget, som...«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.