Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Statsforvaltningen laver stribevis af fejl i skilsmissesager

Foreningen Far anslår, at over 100.000 skilsmissesager, hvor børn er kommet i klemme mellem deres forældre, kan være blevet fejlbehandlet af myndighederne.

Over 100.000 skilsmissesager, hvor børn er kommet i klemme mellem deres forældre, kan gennem de seneste 10 år være fejlbehandlet af myndighederne. Det anslår Foreningen Far over for Radio24syv, efter at det mandag kom frem, at Statsforvaltningen i årets første seks måneder kun har ført samtaler med børn i knap hver tiende af de i alt 13.880 skilsmissesager.

Omfanget af mulige fejl over de sidste 10 år omfatter sager i både Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, domstolene og kommunerne.

Formanden i Foreningen Far, Jesper Lohse, er stærkt bekymret.

»Det er et meget klart mønster vi ser, og der er rigtig mange mennesker, der melder ind til os om sager, der i større eller mindre grad er behæftet med fejl,« siger Jesper Lohse til Radio24syv.

Foreningen Far er gennem deres rådgivning, sociale medier og telefonsamtaler hvert år i kontakt med omkring 125.000 danskere, og mange af dem fortæller om en forkert behandling af deres sag.

»Det er både sagsbehandlingstiderne, kvaliteten og objektiviteten,« fastslår Jesper Lohse.

Og det er ikke udelukket, at Statsforvaltningen fejlbehandler stribevis af sager, erkender direktør Helle Haxgart.

»Vi skal være lydhøre over for den kritik, der kommer, for den er jo et symptom på et eller andet. Det ville jo ikke komme, hvis der ikke var nogen, der var utilfreds med os,« siger direktør i Statsforvaltningen, Helle Haxgart, til Radio24syv.

En af dem, der har fået en samværssag behandlet ved Statsforvaltningen, er Benny Løffmann. Hans datter, som i dag er 14 år, ville ikke bo sammen med sin mor. Men hun har været til fire børnesamtaler for at fortælle præcist det samme - at hun ønsker at bo hos sin far.

»Statsforvaltningen hører måske barnet, men de tager ikke notits af, hvad det egentlig er, barnet siger,« fortæller Benny Løffmann.

Statsforvaltningen traf i stedet en afgørelse om, at datteren kun skulle se sin far hver anden weekend, og først da datteren stak af fra sin mor, blev der lyttet. Hun bor i dag permanent hos sin far.

Næstformand i Socialrådgiverforeningen, Niels Christian Barkholt, vil ikke afvise, at der gemmer sig mange fejlbehandlede sager i Statsforvaltningen:

»Fagligheden er under pres. Vi er presset på tid til barnet. Og vi er presset på at få forældre til at forliges. Det skrider desværre mere og mere.«

Niels Christian Barkholt mener, at den centralisering af indsatsen i Statsforvaltningen, der blev gennemført sidste år, har medført et endnu større arbejdspres samt at det har haft en række omfattende konsekvenser for kvaliteten og arbejdsmiljøet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.