Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Statens advokat fristede embedsmænd med »et fedt sæt« høretelefoner

Kammeradvokaten brugte elektronisk lokkemad, da embedsmænd skulle trækkes til ved konference for offentlige indkøbere. Ifølge eksperter og Kommunernes Landsforening er det i strid med gavereglerne.

Arkivfoto: Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, forsvarer, at firmaet udbød  præmier på en konference for offentlige indkøbere. Deltagerne skulle svare rigtigt på 13 spørgsmål om udbudsregler og deltog derefter i lodtrækningen om trådløse høretelefoner – som screendumpet fra Kammeradvokatens Facebook-side viser.
Arkivfoto: Tomas Ilsøe Andersen, managing partner hos Kammeradvokaten, forsvarer, at firmaet udbød  præmier på en konference for offentlige indkøbere. Deltagerne skulle svare rigtigt på 13 spørgsmål om udbudsregler og deltog derefter i lodtrækningen om trådløse høretelefoner – som screendumpet fra Kammeradvokatens Facebook-side viser.

Offentligt ansatte bør ikke modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med deres arbejde.« Sådan skriver statens advokat, Kammer­advokaten, på firmaets egen hjemmeside i en artikel om gavereglerne for embedsmænd.

Men på en stor konference for offentligt ­ansatte indkøbere var advokatfirmaet selv i det rundhåndede hjørne. Kammeradvokaten fristede således med præmier i form af trådløse høretelefoner for at kapre besøgende til firmaets stand, hvor der bl.a. blev reklameret for nyt digitalt udbudssystem.

Det er i klar strid med gavereglerne for offentligt ansatte, mener flere eksperter.

»Det er ligegyldigt, at man camouflerer det som konkurrence eller lodtrækning. En gave er en gave, og offentligt ansatte må ikke modtage gaver fra private firmaer. Sådan er reglerne – og de gælder naturligvis også for Kammeradvokaten, som er en privat virksomhed, der, som alle andre, gerne vil sælge en vare til det offentlige,« siger Bente Hagelund, cand. jur., forvaltningsekspert og rektor for Folkeuniversitetet.

Over 500 indkøbere fra stat, regioner og kommuner deltog i januar på årskonferencen for IKA – Foreningen af offentlige indkøbere for bl.a. at høre oplæg om udbudsjura.

Samtidig kunne de netværke og spise middage med de firmaer, der havde købt sig til en stand på konferencen. Som Berlingske kunne fortælle i går, lokkede mange af firmaerne med konkurrencer og præmier for at tiltrække sig opmærksomhed fra embedsmændene.

De 13 rigtige

Det samme gjorde altså Kammeradvokaten – der også går under navnet Advokatfirmaet Poul Schmith. Firmaet udloddede »et fedt sæt JBL Bluetooth høretelefoner« til deltagere, der kunne svare rigtigt på 13 spørgsmål om udbudsreglerne. Kammeradvokaten deltog bl.a. på konferencen for at præsentere firmaets nye elektroniske udbudssystem Digitale Udbud målrettet til bl.a. kommuner og regioner.

Bente Hagelund undrer sig over metoden.

»Man kan måske forstå, at en mindre virksomhed ikke er opmærksom på gavereglerne og udlodder en præmie, fordi det tilsyneladende er en udbredt praksis på årskonferencen. Men at Kammeradvokaten, statens egen advokat og en af landets største advokathuse, ikke skulle være opmærksom på reglerne, lyder rent ud sagt usandsynligt,« siger Bente Hagelund.

Konkurrence var »åben for alle«

Managing partner hos Kammeradvokaten Tomas Ilsøe Andersen mener ikke, firmaet har gjort noget galt. Konkurrencen var nemlig åben for alle deltagerne på konferencen – også de øvrige udstillere, skriver han i en mail.

»Og vi bestemte ikke, hvem vinderen skulle være. Der er derfor ikke tale om en gave til bestemte personer eller virksomheder, og på grund af lodtrækningen er der ingen, der bringes i et afhængighedsforhold til os,« skriver Tomas Ilsøe Andersen.

Han understreger desuden, at værdien af præmien ligger under den grænse på 300 kroner, som arrangøren IKA havde fastlagt på forhånd.

»En sådan konkurrence ligger inden for gældende regler for offentligt ansattes modtagelse af gaver og invitationer,« skriver Kammeradvokatens managing partner.

Retningslinjerne fra Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) fastslår ­ellers, at offentligt ansatte kun ved helt særlige lejligheder – så som jubilæer – må modtage gaver af beskeden størrelse.
Finansministeriet har direkte i et notat skrevet, at offentligt ansatte bør »undlade at deltage i konkurrencer, hvor der kan vindes større præmier fra leverandører.«

Som udgangspunkt gælder, at offentligt ansatte »ikke bør modtage så meget som en kuglepen« af private firmaer, forklarer lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, Sten Bønsing.
Han køber ikke Kammeradvokatens forsvar om, at alle kunne deltage i konkurrencen, og at den derfor ikke var målrettet indkøbere fra det offentlige.

»Det er efter min mening ikke korrekt. Kredsen af mulige deltagere i konkurrencen er så snæver, at der er stor sandsynlighed for, at præmien vil komme en offentligt ansat til gavn. Det er vel også netop offentligt ansatte, konkurrencen primært er tiltænkt, eftersom den finder sted på en konference for offentlige indkøbere,« siger Sten Bønsing, der heller ikke er enig i, at vinderen ikke risikerer at blive bragt i et afhængighedsforhold.

»Hvis en offentligt ansat vinder en præmie hos Kammeradvokaten, er det jo ikke utænkeligt, at det er netop Kammeradvokaten, vedkommende ringer til, når kommunen næste gang skal have rådgivning om udbud. Alene det, at mistanken kan opstå, er problematisk,« siger Sten Bønsing.

Sådan håndteres bestikkelse i et udbud

Efter Berlingskes afdækning i weekenden vil IKA få en advokat til at vurdere, om foreningens præmieregler skal indskærpes.

»Hvis vi har lavet en fejl, skal vi selvfølgelig lave det om,« udtalte Ditte Nicolajsen, næstformand i IKA og indkøbsområdeansvarlig i Region Syddanmark.

Hos KL understreger man, at gavereglerne er helt klare. Morten Mandøe, cheføkonom i KL, vil ikke kommentere de konkrete eksempler, men siger generelt:

»Det kan siges ret klart: Offentligt ansatte bør slet ikke modtage gaver eller opnå nogen form for særlige fordele i forbindelse med deres arbejde. Der må ikke på nogen måde kunne sås tvivl om den ansattes saglighed eller upartiskhed,« siger Morten Mandøe, der har det overordnede ansvar for indkøbsområdet i KL.

»Jeg ville aldrig selv modtage sådanne gaver fra leverandører, fordi det med det samme kunne kompromittere min saglighed i omgangen med leverandører,« understreger Morten ­Mandøe.
Det er ikke første gang, at Kammeradvokaten drages ind i sager om habilitetsproblemer.

I december kunne Berlingske fortælle, hvordan en ansat hos Kammeradvokaten havde været på Michelin-restaurant for skattekroner, da selskabet bag Københavns nye multiarena, Arena CPHX, inviterede ansatte og samarbejdspartnere på middag. Den samlede kuvertpris var på 2.500 kroner – hvilket er langt over grænsen for bespisning i det offentlige.

Kammeradvokaten slår sig op på at være en etisk foregangsvirksomhed i advokatbranchen.

På selskabets hjemmeside står bl.a., at »Kammeradvokaten har et særligt samfundsansvar og en større interesse i den brede offentlighed. Det forpligter.«

Desuden afholder Kammeradvokaten foredrag om bestikkelse for offentligt ansatte. Ved et gå-hjem-møde i 2015 var bl.a. fokus på »de statslige regler for gaver, invitationer og andre fordele,« hvor firmaets advokater ville undervise offentligt ansatte i at »håndtere bestikkelse og korruption i et udbud.«

Læs mere fra Berlingskes gravegruppe her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.