Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Startede egen tøjvirksomhed på jurastudiet

Andreas von der Heide startede egen tøjvirksomhed under jurastudiet. Ligesom serie- iværksætter Martin Thorborg opfordrer han unge til at udleve iværksætterdrømme under uddannelsen.

Jurastuderende Andreas von ?der Heide (th.) etablerede sammen med Virgil Nicholas tøj-firmaet Les Deux.
Jurastuderende Andreas von ?der Heide (th.) etablerede sammen med Virgil Nicholas tøj-firmaet Les Deux.

Ude i baglokalet hos en af Danmarks hurtigst voksende tøjvirksomheder sidder iværksætter Andreas von der Heide og læser op til eksamen i juridisk rekonstruktion. Selv om virksomheden Les Deux, som han stiftede i 2009, vokser og præsenterer pæne tal på bundlinjen, har han ikke droppet jurastudiet. Tværtimod.

»Jeg vil gerne være en modpol til dem, der siger, at man skal droppe ud af universitetet for at være iværksætter,« siger Andreas von der Heide, en af de to bagmænd bag det danske tøjmærke Les Deux. Et tøjmærke, som både nordmænd, englændere, tyskere og sågar japanere er faldet pladask for, og som fra næste sæson kan købes i otte lande hos 250 forhandlere. Det kan mærkes på omsætningen, der lyder på et tocifret millionbeløb.

»Det startede med, at jeg mødte Virgil Nicholas, der nu er ude af virksomheden. Han havde syet nogle militærmærker på nogle T-shirts, som vi fik sat i produktion. I starten ret små produktioner og i meget få butikker,« fortæller Andreas.

Virksomheden begyndte dog hurtigt at vokse, og i dag er Andreas von der Heide bag roret sammen med forretningspartneren, Kristoffer Haapanen. De er begge studerende.

Remee blev deres gennembrud

»I løbet af en sommer solgte vi 500 T-shirts og fik råd til at udvide vores varesortiment. I starten handlede det meget om organisk vækst, altså vækst, som sker ved egen kraft. Sweatshirten fik vi placeret på Remee i »Go’ Morgen Danmark«. Den dag solgte vi 200 sweatshirts. Det var meget dengang,« fortæller Andreas von der Heide.

Fortællingen om Les Deux begyndte i 2009, da ideen med militærmærkerne opstod. I 2010 begyndte Andreas Von Der Heide på jurastudiet, og siden har virksomheden og studiet kørt et tæt parløb og suppleret hinanden.

I 2009 satte Andreas sig ned sammen med en ven af familien, Joakim Lilholt, der er direktør i Tandlægeforeningen, og tegnede et stort kort over, hvad Andreas von der Heide ville med sit liv.

»Vi fandt frem til, at man med jura helt grundlæggende kan rigtig mange ting. Man skal passe på med at vælge uddannelse ud fra, du vil være iværksætter. Det kan du blive lige meget hvad,« siger Andreas von der Heide.

»Iværksætteri er vigtigt for din uddannelse«

Ifølge Andreas handler det om at spørge sig selv, hvad man vil med sit liv. Efterfølgende skal man se, hvem der er tilgængelig i den sfære, og så er det bare om at samle telefonen op. Han skrev til 20 iværksættere, da han begyndte. En af dem er stadig hans mentor i dag.

»Alle snakker om, at de gerne vil have iværksætteri på skoleskemaet. Men iværksætteri handler om at brænde for noget og knokle for det rigtig mange timer om dagen. Omvendt er iværksætteri vigtigt for din uddannelse. Jeg har lige været til eksamen i skatteretlige forhold. Det kender jeg, for jeg har været ude i virkeligheden og i erhvervslivet,« siger han.

Derfor er han en varm fortaler for, at man under sin uddannelse kaster sig ud i iværksætteriet. Livet som studerende giver gode betingelser for at etablere en virksomhed, da de fleste virksomheder ikke giver det store afkast de første tre-fem år. Dér kan SUen fungere som understøttelse.

De seneste ti år er der sket en stigning i antallet af studerende, der ønsker at etablere egen virksomhed.

Iværksætteraktiviteten blandt studerende og nyuddannede på bachelor- og kandidatniveau er samlet steget med 43 procent fra 2001 til 2011, viser tal fra Styrelsen for Forskning og Innovation.

Og ifølge serieiværksætter Martin Thorborg, som står bag hjemmesiden Jubii, findes der ikke noget bedre tidspunkt at blive iværksætter på, end mens man studerer.

Han peger netop på SU, lave boligudgifter og et stort netværk på studiet, der gør dem til ideelle iværksættere. Derfor opfordrer han flere til at begynde som iværksættere under uddannelsen:

»Hvis man ikke gør det, mens man studerer, så bliver man aldrig iværksætter. Chancen falder for hver eneste dag. Man får aldrig mere tid og overskud i hele sit liv, end mens man studerer,« siger Thorborg.

Udnyt ungdommens vovemod

Studerende har ifølge ham mere vovemod og kan tillade sig at fejle, da de ikke sidder med realkreditlån, børn, bil, hus og hund.

Samtidig er det, som han siger, blevet lettere at springe ud som selvstændig og drive virksomhed i frikvarteret, når flere virksomheder i dag er netbaserede og nemt kan styres med en mobiltelefon.

Det vigtigste for de studerende, der drømmer om at blive iværksætter, er dog, at »de bare gør det« og ikke lader selvskabte barrierer hindre drømmen:

»Lad være med at tro, at du skal skabe noget fuldstændig unikt og revolutionerede. Tag noget, du synes er fedt, og gør det en lille smule bedre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.