Nomineret til årets dansker 2017

Stadig bare Viktor

På banen er han verdens bedste. I Asien en superstjerne. I Danmark er han symbolet på sportsmandskab, og i fødebyen Odense er han bare Viktor, der lige nu har succes med badminton.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Viktor Axelsen kigger på uret.

»Jeg er nok nødt til snart at smutte.«

Kvart i starter hans online kinesiskundervisning. Dagens lektie: En oversættelse af en af Axelsens egne videoer fra hans nystartede Youtubekanal.

Kinesiskundervisningen ligger mellem to træninger i hallen, behandling, frokost, cardiotræning på en spinningcykel og et interview. Fuldt program for den 23-årige fynbo, der tidligere i år kunne kalde sig verdens bedste med fjerbold og ketsjer.

Sådan har det været, siden han slog legenden Lin Dan i finalen om VM-guldet i august, siden han målløs og med et udtryk af total overvældelse tabte ketsjeren og tog sig til hovedet, efter Lin Dan i sidste duel sendte fjerbolden i nettet: Travlt.

»Der har været rigtig meget opmærksomhed, siden jeg blev verdensmester,« siger Viktor Axelsen.

»Mange henvendelser fra fans, folk der vil have mig med til alt fra faldskærmsudspring til at gå i deres tøjmærke og til journalister, der vil skrive om mig. Så det har selvfølgelig været en øvelse i at udvælge, prioritere og at kunne sige nej. Det er gået ret godt, synes jeg. Men jeg er sgu træt, når klokken rammer ni om aftenen.«

Viktor Axelsen er blevet et forbillede. For sit enorme talent og sit slid for at leve op til det. Men også for sin ydmyghed og for bare at blive ved med at være Viktor: Sympatisk, sig selv og med Yonex-skoene plantet i jord til anklerne. Bogstaveligt talt.

»Til min konfirmation gav min far mig en Yonex-sko, der var gravet ned i jord. Det var selvfølgelig et symbol på at huske at blive ved med at have fødderne på jorden. Jeg har altid fået at vide, at man skal møde folk i øjenhøjde, og det er med i min bagage, at bare fordi jeg har succes med det, jeg laver lige nu, så gør det mig ikke bedre end alle andre.«

Der bliver revet i Axelsens ærmer fra mange sider. Fans vil have taget billeder og skrevet autografer, og pengestærke firmaer vil have deres navn på maven af den unge dansker. Når man får den slags opmærksomhed som ung sportsmand, er det vigtigt at have sig selv med, mener Viktor Axelsen.

»Jeg ved godt, at der er mange, der kigger med, når jeg går på banen. Også uden for banen. Jeg prøver da at fremstå så godt, som jeg kan. Men jeg skal være opmærksom på ikke at gemme og glemme mig selv. Jeg kan godt blive sur og hidsig, og det er en del af mig, som jeg ikke bare skal gemme væk. Selvfølgelig er jeg et forbillede, men jeg er også menneskelig. Og jeg kommer ikke til at ændre på mig selv. Der må ikke komme et tidspunkt, hvor jeg tænker: »Til det der VM, der tabte jeg godt nok mig selv«. Det må der bare ikke.«

Axelsen er en slider. Og det kan han i hvert fald ikke gemme væk. Han træner benhårdt, hele tiden med ambitionen om at blive bedre og hele tiden 110 procent. Bedre til at bevæge sig på banen. Bedre til at læse spillet og få en større taktisk forståelse.

»Da jeg boede i Odense Badmintonklub,« siger Viktor Axelsen, uden at opdage fortalelsen, der nok ikke er grebet ud af den blå luft, »var det ikke sjældent, at jeg trænede om morgenen, tog i skole, cyklede tilbage til træning, hjem, få noget at spise, tilbage i hallen og så træne, til jeg skulle i seng.«

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Den hårde træning har fået Axelsen til i perioder at presse sig selv for hårdt. I 2011-2012, da han lige var flyttet fra Fyn til København og for alvor skulle stå på egne ben, blev hård træning til overtræning.

»Dér gik jeg over grænsen. Jeg var fysisk udbrændt og præsterede ikke ordentligt. I dag er jeg blevet meget bedre til at dosere det, så jeg ikke SKAL til alle turneringer, jeg overhovedet kan komme til. Jeg giver mig selv lov til at smække benene op med en TV-serie, når jeg trænger til det.«

Slideren gemmer sig heller ikke uden for badmintonbanen. Det har imponeret de fleste danskere og blæst kinesiske fans bagover, at Viktor Axelsen har lært sig flydende mandarin. Det har åbnet døre og kinesiske modspillere at kunne slynge et par gloser over netkanten, småsludre uden for stregerne og levere fejlfrie interview. Pludselig bliver han behandlet af modspillerne, som var han fra Hong Kong.

»Kineserne viser opmærksomhed på en anden måde end herhjemme. De er ... meget engagerede. Lad mig sige det sådan.«

Viktor Axelsen har netop åbnet en profil på det kinesiske sociale medie Weibo, hvor fanposten vælter ind ad den digitale brevsprække. Han har endda fået et kinesisk navn: An Sei Long – den rolige, konkurrencemindede drage.

»Da jeg kom på Weibo, lå der ti falske profiler på mig, og nogen havde gravet et billede frem, fra da jeg var lille. Det er selvfølgelig lidt vildt. Men det er også mega fedt, at der er nogen, der gider supporte mig og værdsætter det, jeg laver. Det betyder sindssygt meget, lige meget hvor i verden de kommer fra.«

De mange fans og opmærksomheden betyder, at Viktor Axelsen er blevet et brand. Der er en V.A.-kollektion på vej og en webshop til det svulmende kinesiske marked med Viktors far og manager, Henrik, som tovholder.

»Jeg er stolt over, at mulighederne kommer. Det er vildt at tænke på, hvor stærkt det går. Men jeg synes, jeg har mig selv med i processen, og det er fedt, at der sker noget også uden for badmintonbanen.«

Viktor Axelsen valgte for alvor badminton, da han var otte år. Før havde han også spillet fodbold, men at resultatet potentielt afhang af medspillerne, passede ikke otteårige Axelsen lige så godt som selv at kunne afgøre enhver duel. Som barn kunne han blive som en kedel, der vil af med sin overskydende damp. Han havde svært ved at sidde stille i skolen. Men dampen har han formået at kanalisere i træningen og de skyhøje ambitioner for sig selv.

»Jeg har altid haft krudt i røven, og der har altid skullet ske en masse ting. Sporten har været en måde at få afløb for noget af den energi. I børnehaven fik jeg for eksempel pædagogerne til at kaste ting mod mig, som jeg pærede til med et bat.«

Fra den energiske dreng i en børnehave i Odense er nu kommet en dansk verdensmester. En verdensmester, der på trods af millionkontrakter og kinesiske fanhorder stadig holder Yonex-skoene solidt i halgulvet verden over.

Nu er klokken også blevet kvart i. Viktor Axelsen lyner den lange badmintontaske, knapper herrefrakken og skridter videre i dagens program i lange, fjedrende skridt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.