Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Spyttemanden og metromanden blev dyppet i tjære og rullet i Facebook

De var ugens mest virale mænd, spyttemanden og metromanden, og de blev begge nøflet på de sociale medier. Eksperter er imod den slags offentlig udskamning, men er det reelt en god ide?

Unget internetbrugere mellem 18 og 25 år ser hovedsageligt udskamning - public shamning - som noget positivt. »Det er en pligt at offentliggøre eksempler på socialt uacceptabelt adfærd,« siger flere af de unge i en undersøgelse. Foto: Iris
Unget internetbrugere mellem 18 og 25 år ser hovedsageligt udskamning - public shamning - som noget positivt. »Det er en pligt at offentliggøre eksempler på socialt uacceptabelt adfærd,« siger flere af de unge i en undersøgelse. Foto: Iris

Spyttemanden og metromanden har sikkert haft bedre uger end uge 37.

Spyttemanden spyttede angiveligt på flygtninge på motorvejen, og metromanden bøllede angiveligt en dreng væk fra et sæde i Metroen, så han selv kunne få sædet. Begge blev forevigede under deres forehavende, og de blev begge dyppet i tjære og rullet i Facebook.

Spyttemanden fik virtuelt frataget hæder og ædlere dele, det samme med metromanden. Ikke så få lod – med lidt andre ord – de to mænd forstå, at de ikke ville få julekort i år, og der var også rigeligt med kommentarer, som efterspurgte mændenes navn og adresse.

De to mænd blev således ugens mest virale mænd i Danmark. Billeder og video­optagelser med dem er blevet delt tusinder og atter tusinder af gange på de sociale medier, og med en cirka-ratio på 100:1 er de blevet ønsket derhen, hvor Jihadi John står for morgenvækningen.

Helt ned i sølet

Spyttemanden og metromanden har dermed fået en alvorlig offentlig udskamning – en public shaming, som amerikanerne kalder det – og de fleste eksperter har ind til nu betragtet fænomenet som dybt problematisk, som journalisten Ron Johnson beskriver i sin nye bog »So You’ve Been Publicly Shamed«.

Han opsøger ofre for offentlig udskamning og fortæller blandt andet om Adam Smith, som blev filmet, mens han skældte ud på en fastfoodmedarbejder. Han måtte sælge sit hus og flytte by.

Victor Alvarez var en journalist, som i en kort historie viderebragte en dårlig vittighed om politikeren John Boehner. Han blev fyret og er stadig ledig. PR-konsulenten Justine Sacco tweetede en usmagelig vittighed om AIDS og blev fyret og sortlistet. Det er ifølge Johnsons bog virkeligheden bag offentlig udskamning.

»Offentlig udskamning skaber et ubehageligt samfund, hvor det ikke er nok at gøre folk til grin eller få dem til at undskylde, vi skal have dem helt ned i sølet og aldrig tilgive dem,« siger han i et interview med CNN

Offentliggørelse er en pligt

Men Ron Johnson og hans ligesindede er formentlig på en umulig mission. Ikke kun fordi det er umuligt at dæmme op for offentlig udskamning, men også fordi en ny generation af internetbrugere ser anderledes på fænomenet, som professor Amy de Vries skriver i en netop offentliggjort artikel om »unge menneskers syn på udskamning af fremmede gennem sociale medier«.

Vries og andre forskere har interviewet internetbrugere mellem 18 og 25 år, og de unge brugere ser udskamning som mestendels et gode. Det er en »pligt at offentliggøre eksempler på socialt uacceptabelt adfærd«, siger flere af de unge brugere, og offentlig udskamning kan være med til at lære andre at opføre sig ordentligt, siger andre. Eller udtrykt på en anden måde og ifølge den logik:

Uanset hvad man mener om flygtninge, så er det uacceptabelt at stå på en motorvejsbro og spytte på dem, og spyttemanden fortjener at blive hængt til tørre, fordi det har en samfundsopdragende effekt. Mediernes omtale af skadelige begivenheder, for eksempel selvmord og terror, fører til efterabere, og efter samme princip – bare modsat – fører en offentlig udskamning af spyttemanden til en civilisering af samfundet.

»Vi lærer at ændre vores adfærd, fordi vi lærer, at andre betragter os med et kamera,« som et medlem af fokusgruppen siger.

Men hvis spyttemandens adresse var lagt online, og tre bisser dukkede op og slog en knude på hans spytkirtel – hvad så? Det kerer yngre brugere sig ikke om, fremgår det. Forsøgspersonerne »nævner ikke på noget tidspunkt konsekvenserne for ofrene … men kerer sig kun om målet for udskamningen og ikke for de længerevarende psykologiske konsekvenser.«

Mere magt til de svage

Det er nemt at få øje på problemerne i sådan en cyber-selvtægt, og professor Jennifer Jacquet benægter dem ikke, men – siger hun – værdierne er større.

Hvorfor?

Fordi udskamning ændrer afgørende på samfundsdebatten – og magtforholdet i debatten, siger hun. Hun udgav tidligere i år bogen »Is Shame Necessary«, og hendes pointe er, at offentlig udskamning binder begreberne »skyld« og »skam« sammen og giver de svageste mere indflydelse.

En magtfuld virksomhed, en smart skattetænker og en stor miljøbelaster har for eksempel ikke ladet skam afgøre deres adfærd, men udelukkende skyld. Det handlede om, hvorvidt de gjorde sig skyldig i noget ulovligt, og hvis de gjorde, om de så kunne håndtere det, og skyld var og er noget for advokater og de få.

Nu spiller skam en rolle i deres adfærd på grund af de sociale medier og den gennemslagskraft, som man kan opnå på de sociale medier, skriver Jennifer Jacquet. I Californien har aktivister for eksempel oprettet et site, som udstiller statens 500 største skatteskyldnere, og skyldnerne skal nu ikke kun tage skyld i betragtning – om de kan slippe af sted med det eller ej – men også skam. Fokus bliver med andre ord fjernet fra jura til moral – og det har foreløbigt indbragt Californien over to milliarder kroner i skat.

Et andet eksempel er den amerikanske tandlæge, som rejste til Zimbabwe og skød løven Cecil; hvis sagen kun havde handlet om skyld, var det sikkert ikke blevet til en sag, og hvis det var, ville den kun involvere parternes advokater. Men nu rejste de sociale medier en storm af protest, tandlægen blev udskammet og tvunget til at lukke sin klinik, reglerne for storvildtjagt blev ændret, og det var skammen, som var dagsordenssættende, ikke juristeri.

Det er den afgørende forskydning, som også er sket med spyttemanden og metromanden. Hvis sagerne var drevet af skyld, ville de sikkert klare frisag – det er uvist, om de har begået noget strafbart, og det er sikkert, at politiet har andet at tage sig til. Men det handler netop ikke om skyld, det handler om skam, det handler om moral, det handler om de manges moral, og derfor havde spyttemanden og metromanden ikke en chance.

Derfor blev de i uge 37 besejret af flygtninge på flugt og en tiårig dreng.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.