Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Spion-sag afgjort: Tidligere chefredaktør dømt for injurier

Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard skal betale dagbøder og en erstatning på 100.000 kroner, fordi avisen i en artikel i 2012 viderebragte beskyldninger om, at journalist Per Michaelsen skulle have været Stasi-spion.

Tidligere chefredaktør får dagbøder for spionartikel. Arkivfoto.
Tidligere chefredaktør får dagbøder for spionartikel. Arkivfoto.

Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard er blevet dømt for injurier og skal betale 100.000 kroner i erstatning til journalist Per Michaelsen. Derudover skal han betale 10 dagbøder á 1.000 kroner til statskassen.

Det blev i dag slået fast i Københavns Byret, efter Per Michaelsen tilbage i 2012 anlagde civilretlig injuriesag mod den tidligere chefredaktør.

73-årige Per Michaelsen følte sig krænket af en artikel i Politiken fra 2012, hvor det blev antydet, at han var spion for den østtyske sikkerheds- og efterretningstjeneste Stasi under Den Kolde Krig.

»Da jeg overbragte resultatet til min klient, var han glad og lettet. Han synes, at det er en god afgørelse på den sag, som jo har plaget ham i rigtig mange år. Så han var tilfreds,« lyder det fra Per Michaelsens advokat, Jakob Lund Poulsen, der også oplyser, at hans klient ikke har tænkt sig at anke sagen.

Per Michaelsen blev kendt for sine bøger om danskere i hemmelig tjeneste for Stasi under Den Kolde Krig, og derfor var det opsigtsvækkende, da Politiken i en artikel med overskriften »Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter« i 2012 rejste mistanke om, at journalisten selv skulle have været spion for sikkerhedstjenesten.

Artiklen blev skrevet, efter koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet for fire år siden afslørede en dansk »storspion«, som han ved et »svineheld« havde fundet oplysninger om i Stasis frigivne arkiver.

»Det, han har gjort, er grimt og har påvirket det danske samfund i negativ retning. Det gør dybt indtryk på mig,« sagde Thomas Wegener Friis den 9. april 2012 til dagbladet BT.

Halvanden måned senere skrev Politiken, at Wegener Friis til nogle kolleger havde oplyst, at den offentligt kendte dansker tilsyneladende skulle være journalist Per Michaelsen, som tidligere har modtaget en række journalistiske hædersbevisninger for at afsløre danskere, der samarbejdede med Stasi.

Thomas Wegener Friis ville i Politikens artikel hverken be- eller afkræfte oplysningen, mens Per Michaelsen afviste, at han skulle have været Stasi-spion.

Per Michaelsen klagede til Pressenævnet, og i september 2012 udtalte nævnet kritik af Politiken med begrundelsen, at den »alvorlige beskyldning« ikke var dokumenteret hverken i Politikens artikel eller over for Pressenævnet.

På linje med Pressenævnets afgørelse lagde Københavns Byret i deres afgørelse vægt på, at det hvilede på et for spinkelt grundlag, da Politiken i 2012 viderebragte Thomas Wegener Friis' mistanke.

Teknisk set har Politiken ikke skrevet, at Per Michaelsen var spion for Stasi under Den Kolde Krig. De har blot skrevet, at han er den person, Thomas Wegener Friis havde fundet i arkiverne.

Påstanden fra Per Michaelsens advokat, Jakob Lund Poulsen, er, at hans klient er blevet miskrediteret og stemplet som Stasi-spion. Fra Bo Lidegaards advokat, Tyge Trier, lyder argumentet, at Politiken ikke laver den kobling, men at de alene viderebringer, hvem forskeren havde i kikkerten.

Reelt er det kun Per Michaelsen selv, der med sikkerhed ved, om han har været spion for sikkerheds- og efterretningstjenesten. Ingen har endnu fremlagt dokumentation for påstanden.

Store dele af de såkaldte Stasi-arkiver i Berlin blev destrueret kort før murens fald, og den del af arkiverne, der handler om udenlandske spioner, er således ufuldstændige.

Bo Lidegaards advokat vil ikke udtale sig om dommen. Han henviser i stedet til Politiken, hvor den tidligere chefredaktør ikke endegyldigt vil fortælle, om han vil anke dommen.

»Lige nu kan jeg kun sige, at jeg tager den (dommen, red.) til efterretning,« siger Bo Lidegaard til avisen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.