Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Speciallæge: Patienter i ansættelsesudvalg er et »populistisk tiltag«

Patienter og pårørende skal være med til at ansætte overlæger og mellemledere på Sjællands Universitetshospital. Et »populistisk tiltag«, som fjerner fokus fra det egentlige problem: mangel på tid, lyder det fra speciallæge.

PÅ Sjællands Universitetshospital skal patienter eller pårørende være med til at ansætte hospitalets overlæger og mellemledere. Det møder kritik fra speciallæge. Arkivfoto.
PÅ Sjællands Universitetshospital skal patienter eller pårørende være med til at ansætte hospitalets overlæger og mellemledere. Det møder kritik fra speciallæge. Arkivfoto.

»En slags »glasur på en kage«, der skal dække over, at kagen er brændt.«

Sådan lyder kritikken fra speciallæge i gynækologi og obstetrik Lars Meinert i et debatindlæg i dagens Berlingske.

Anledningen er, at Sjællands Universitetshospital per 1. januar i år sætter patienter eller pårørende ind i det ansættelsesudvalg, som skal ansætte hospitalets kommende overlæger og mellemledere. For speciallægen er tiltaget endnu et udtryk for en mangeårig »djøficering« af sundhedssektoren med tilhørende »management baserede« opfattelser af patienten som en kunde i butikken.

»Det er et populistisk tiltag, der skal vise en eller anden forandringsvillighed, men som fjerner fokus fra det væsentlige – at afdelingerne er drevet ordentligt, og at der er tid til patienterne,« uddyber Lars Meinert over for Berlingske.

Og netop tid eller manglen på samme, er kernen i speciallægens kritik af ordningen.

»Det kan ikke være afdelingslederen ubekendt, at deres personale mangler tid. For mig at se er det en skinhandling, hvor man forsøger at løse problemet ved at sætte en patientrepræsentant ind,« siger Lars Meinert, som selv har arbejdet i det private sundhedssystem i 15 år, men henter sine erfaringer om vilkårene i det offentlige sundhedssystem fra samtaler med patienterne i sin praksis og blandt »kollegiale netværk«.

»Der bliver ikke løbet hurtigere af, at der er patienter i ansættelsesudvalget«

På Sjællands Universitetshospital anerkender vicedirektør Beth Lilja, at der skal arbejdes for at sikre, at patienter får den nødvendige omsorgsfulde behandling.  Men hun afviser, at patientrepræsentanter i ansættelsesudvalget er en symbolpolitisk handling, som skal dække over manglende tid på hospitalsgangene.

»Der bliver løbet hurtigt i det danske sundhedsvæsen, men der bliver ikke løbet hurtigere af, at der er patienter med i ansættelsesudvalget. Det sikrer, at vi får nogle medarbejdere, der har de kvalifikationer og værdier, som skal være med til at udvikle vores hospital,« siger hun.

Patientrepræsentanterne bliver udvalgt blandt de, der allerede er aktive i hospitalets patientforum. Og de skal kunne se ud over eget sygdomsforløb, hvis de skal være med til at ansætte hospitalets overlæger og mellemledere, forklarer Beth Lilja.

Hvordan sikrer man, at patienterne kan løfte sig over deres egen sygdom i ansættelsesprocessen?

»De, der skal være med til ansættelsessamtaler, er typisk nogle, som selv har været med til at ansætte folk i de brancher, de kommer fra – tillidsrepræsentanter eller ledere. De skal dels udvise interesse for det frivillige arbejde på hospitalet, men vi forbereder dem også på, hvordan et ansættelsesudvalg fungerer hos os,« siger hun.

Inddragelsen skal være reel

At inddrage patienterne i beslutningerne på et sygehus er som udgangspunkt en god idé, mener professor og forskningsleder ved Institut for Sundhedsforskning på Syddansk Universitet Helle Johannessen.

»Det er positivt, hvis brugerne kan blive hørt, for de er mennesker, som både kan tænke og føle, og de ved bedst, hvordan deres liv fungerer. Jeg synes. det er dejligt, hvis de kan blive taget alvorligt i forhold til sundhedsvæsenet,« siger Helle Johannessen, der forsker i netop brugerinddragelse.

Men hun understreger, at patienterne og de pårørende skal have noget at skulle have sagt ved ansættelsesbordet, hvis tiltaget skal være andet end blot et kryds på en tjekliste over patientinddragelse:

»Inddragelsen skal være reel, det skal ikke bare være et skalkeskjul. Det kræver også, at de sundhedsprofessionelle er villige til at afgive noget af deres magt. De skal reelt høre, hvad patienterne har at sige.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.