»Solen skinner, fuglene synger og menneskene myrder«

Den berømte forfatter Carit Etlar var Berlingskes udsendte krigskorrespondent ved krigen i 1864. Han blev en kanal for danskernes frustrationer og sorg over det svidende nederlag.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

 

 

Prolog - Vor mand ved fronten

»Således blev vi ved med at holde stillingen, lå inde i skanserne eller omkring dem uden at give noget livstegn fra os. Vi kiggede blot en gang imellem op over brystværnet, ikke for at se om fjendens haglvejr hørte op, men for at spejde efter, om han dog ikke snart ville komme til syne. Der kom ingen.«

20. april 1864 kunne det københavnske dagblad Berlingske politiske og Advertisiements-tidende fortælle om den umulige situation i skanserne ved Dybbøl under tyskernes heftige bombardement. To dage tidligere var Dybbøl blevet stormet, og den nedslående beretning var skrevet kort tid efter.

»Skanse nummer seks, den største, var ikke andet end en sammenskudt grusdynge, oprevne befæstninger, som man daglig måtte grave kanonerne ud af. Kanonerne selv var forskudte, demonterede, næsten alle ubrugelige, palisaderne lå knuste omkring i gravene. Broen, som førte ind til skansen, var så ødelagt, at man en tid kun med stor varsomhed kunne overskride den, og at drage den ind ved angreb lod sig ikke mere gøre, da den ene jernskinne var bøjet, den anden knust. Blokhuset indenfor med et tag af tolv tommers pommerske bjælker og derover jord, og derover igen sandsække, havde i mange dage været sammenskudt.

Et af de sidste døgn slog lige efter hinanden flere bomber ned i taget og knuste det og begravede soldaterne under dets ruiner. Alle de andre skanser var det ikke gået bedre,« skrev avisens udsendte krigskorrespondent, Johan Carl Christian Brosbøll (1816-1900).

Han er bedre kendt som Carit Etlar, en af 1800-tallets mest populære forfattere, hvis romaner som »Gøngehøvdingen« (1853) og »Dronningens Vagtmester« (1855) stadig læses. Carit Etlar var fra midten af februar, kort tid efter rømningen af Dannevirke, til begyndelsen af maj ved fronten. Han talte med soldater, gamle koner, bønder, sårede og officerer og bragte læserne krigsbegivenhederne på nært hold.

Johan Carl Christian Brosbøll 
(1816-1900)

Søn af en tobaksfabrikant, købmand og brandinspektør i Fredericia. Deltog i Treårskrigen som frivillig menig fra 1848 til fredsslutningen i 1851. To år senere blev han ansat ved Det Kongelige Bibliotek, hvor han var frem til 1885. Herefter ernærede hans sig fuldt og helt af sit omfattende forfatterskab under pseudonymet Carit Etlar. Etlars romaner. noveller og skuespil er oftest historiske, nationalromantiske beretninger, der udspiller sig på baggrund af krig, for eksempel hans mest populære værker, »Gøngehøvdingen« (1851) og »Dronningens vagtmester« (1853), der handler om partisankrigen mod den svenske overmagt 1658-60. Hans farverige spændingsbøger, der bl.a. var inspireret af Alexandre Dumas, nød stor udbredelse, mens han til gengæld aldrig helt anerkendtes i finlitterære kredse. I 1851 blev han gift med Hansine Erasmine Thorbjørnsen, som han siden blev skilt fra. 1888 indgik han ægteskab med Olga Augusta Schultz.
Johan Carl Christian Brosbøll (1816-1900) Søn af en tobaksfabrikant, købmand og brandinspektør i Fredericia. Deltog i Treårskrigen som frivillig menig fra 1848 til fredsslutningen i 1851. To år senere blev han ansat ved Det Kongelige Bibliotek, hvor han var frem til 1885. Herefter ernærede hans sig fuldt og helt af sit omfattende forfatterskab under pseudonymet Carit Etlar. Etlars romaner. noveller og skuespil er oftest historiske, nationalromantiske beretninger, der udspiller sig på baggrund af krig, for eksempel hans mest populære værker, »Gøngehøvdingen« (1851) og »Dronningens vagtmester« (1853), der handler om partisankrigen mod den svenske overmagt 1658-60. Hans farverige spændingsbøger, der bl.a. var inspireret af Alexandre Dumas, nød stor udbredelse, mens han til gengæld aldrig helt anerkendtes i finlitterære kredse. I 1851 blev han gift med Hansine Erasmine Thorbjørnsen, som han siden blev skilt fra. 1888 indgik han ægteskab med Olga Augusta Schultz.

Carit Etlars artikler til Berlingske var formet som »Breve fra Armeen«, og de er blandt 1800-tallets bedste krigsreportager. I artiklen bragt 20. april 1864 kunne han eksempelvis i detaljer beskrive den overlegne tyske krigsmaskines taktik, samtidig med at han blev en kanal for danskernes frustrationer og sorg over det svidende nederlag:

»Hver gang vi om natten, når skydningen et øjeblik aftog, bragte en ny kanon i stilling og fjenden opdagede det morgenen efter, overvældede han den med sine granater og bomber, så den ofte var ubrugelig efter at have gjort nogle få skud. Så tav vore skanser da aldeles, ikke fordi preusserne daglig skød artilleristerne bort og om natten officererne og arbejderne, som kom frem for at udbedre dem, men fordi de skød kanonerne bort, så snart de kom til syne. Uagtet vor tavshed vedblev preusserne alligevel at fyre.

Efterhånden som deres løbegrave nærmede sig os, så man af og til en fjendtlig stabsofficer vise sig på et fremspringende punkt, hvorfra han kunne overse skytsets virkning og dirigere det. I reglen holdt de sig dog omhyggeligt skjulte, det var ikke muligt at opdage en fjendes nærhed, før i det øjeblik den hvide røg efter et skud steg op af jorden. Straks efter var alt igen forsvundet. Det er uden tvivl en meget god og sikker krigsførelse, men den beviser, at preussernes skyts er bedre end deres soldater. Det mod, der kun vover at komme til syne en halv mil borte, tager sig i den lange afstand næsten ud som fejhed.«

Krigene mod tyskere og tysksindede i Slesvig-Holsten i 1800-tallet blev afgørende for den danske nations skæbne. Tusindvis af danske familier blev berørt, og mange soldater blev dræbt og såret. Først kom den blodige Første Slesvigske Krig fra 1848 til 1851 og derefter 2. Anden Slesvigske Krig i 1864, hvis 150-års jubilæum markeres i år med en lang række begivenheder, bogudgivelser og udstillinger samt ikke mindst med Ole Bornedals stort anlagte TV-serie »1864«, der har premiere til september.

I det følgende tager vi med Carit Etlar, der selv havde været menig soldat under Første Slesvigske Krig, tilbage til de skæbnesvangre måneder i 1864, da Lauenborg, Holsten og Slesvig blev tabt, og en nation for altid blev tildelt et dybt sår. Kun enkelte af Carit Etlars beretninger har været genoptrykt siden 1864.

Kapitel 1 - Striden om Hertugdømmerne

Før vi vender tilbage til Berlingskes mand ved fronten, er det dog nødvendigt med lidt baggrund, for for at forstå krigen i 1864 er vi nødt til at se på, hvad der gik forud.

Et brændende, politisk spørgsmål i midten af 1800-tallet var, hvor grænsen mellem Danmark og Preussen skulle gå. I de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg var der blandet tysk og dansk befolkning, og de formelle og juridiske forhold i grænseområdet var komplicerede. De tre hertugdømmer var delvist selvstændige, men de var i personalunion med kongeriget, hvilket vil sige, at de var under den danske konges myndighed og ikke en del af Danmark. Hertugdømmerne var samtidig medlemmer af Det Tyske Forbund, som var en sammenslutning af tyske stater, som også Preussen var en del af.

Stænderforsamlingerne for Slesvig og Holsten var præget af tysksindede, og der var herfra et krav om en selvstændig slesvig-holstensk stat og efterhånden en løsrivelse fra Danmark. I Danmark var der to politiske fløje i grænsespørgsmålet. De såkaldte helstatsfolk ville bevare den dansk-tyske helstat med den danske konge som hertug i Slesvig og Holsten. Helstatsfolkene lagde vægt på statens sammenhæng, men de havde ikke blik for de nationale modsætninger, der eksisterede.

Den anden fløj bestod af den politiske gruppering, der blev kaldt de nationalliberale, og som ville have adskilt hertugdømmerne, så den overvejende tysksindede befolkning i Holsten og Lauenborg blev udskilt og fortsatte som medlem af Det tyske Forbund, mens Slesvig skulle blive en del af kongeriget Danmark. Derved ville grænsen gå ved Ejderen, som i middelalderen havde været Danmarks sydgrænse. Fra midten af 1800-tallet kom de nationalliberale til at blive den afgørende politiske stemme.

Sådan ville man gerne mindes de tapre landsoldater fra Treårskrigen omkring århundredeskiftet. Soldaterne marcherer gennem Østergade (Strøget) på Otto Baches maleri »Soldaternes hjemkomst til København, 1849« (1894).
Sådan ville man gerne mindes de tapre landsoldater fra Treårskrigen omkring århundredeskiftet. Soldaterne marcherer gennem Østergade (Strøget) på Otto Baches maleri »Soldaternes hjemkomst til København, 1849« (1894).

Kunne nogen undre sig over, at internationale politikere rev sig i håret og havde svært ved at forstå, hvad striden egentlig gik ud på? En historie med rod i virkeligheden går igen i de britiske historiebøger og refererer til den britiske udenrigsminister, Henry Palmerston, der i 1863 sagde til dronning Victoria:

»Der er kun tre mænd, som har forstået den dansk-tyske konflikt. Den ene var prins Albert, og han er død. Den anden var en tysk professor, som blev sindssyg. Og den sidste er mig selv, og jeg har glemt, hvad den gik ud på.«

Striden resulterede i 1848 i en krig, som reelt var en borgerkrig, hvor en tysksindet slesvigk-holstensk hær tørnede sammen med den danske hær, men hvor også hjælpetropper fra Det Tyske Forbund deltog. Den danske hær bestod af cirka 40.000 mand, mens slesvig-holstenerne og tyske tropper kunne mønstre cirka 65.000.

Krigen begyndte dårligt for Danmark. Danske tropper trak sig nordpå, og de danske styrker tabte de første slag, og tyske tropper besatte endda Aarhus. Vendepunktet kom med Slaget ved Fredericia, hvor general Olaf Rye blev skudt og døde, men hvor de danske tropper trak sig sejrrigt ud af slaget. Så greb stormagterne ind, og tyske tropper måtte derefter rømme Jylland.

Efter internationale forhandlinger blev der 10. juni 1849 underskrevet en våbenstilstand mellem Preussen og Danmark efterfulgt af en fredsaftale mellem Danmark og hele Det Tyske Forbund den 10. juli 1849. Men slesvig-holstenerne fortsatte kampen på egen hånd. Første Slesvigske Krig sluttede med det blodige opgør på Isted Hede den 25. juli 1850 - og kampen ved Frederiksstad i oktober.

Danmark stod nu som suveræn sejrherre efter nogle af de blodigste kampe i danmarkshistorien. Den 8. maj 1852 fastslog stormagterne, at forholdene skulle forblive, som de havde været før krigen. Der indgik i denne aftale, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten-Lauenborg hverken måtte sluttes sammen med Danmark eller slutte sig sammen med hinanden. Således sluttede den Første Slesvigske Krig med uafgjort.


 

Kapitel 2 - Mellemkrigstiden

 

Selv om krigen altså så at sige endte uafgjort, oplevede mange danskere den som en sejr. Allerede efter den første danske sejr i Slaget ved Bov i april 1848 havde krigssangen »Dengang jeg drog af sted« gået sin sejrsgang i kongeriget. Teksten var skrevet af Peter Faber, og musikken var af Emil Horneman. I vore dage lyder sangen nok som et lidt for ubekymret krigsråb, men bagved skjulte sig både fædrelandsstolthed og en velbegrundet frygt for preussisk ekspansionisme:

 

»For pigen og vort land,

for pigen og vort land

vi kæmper alle mand,

ja, vi kæmper, alle mand.

Og vé det usle drog,

der elsker ej sit sprog

og ej vil ofre liv og blod for gamle Dannebrog!

Men kommer jeg ej hjem til min gamle far og mor,

kong Frederik vil trøste dem med disse hersens ord:

»Sit løfte har han holdt, den tapre landsoldat«.

Hurra, hurra, hurra!«

Man opgav imidlertid ikke helt ideen om, at Slesvig skulle sluttes til Danmark, og der var en overdreven tillid til, at den danske hær ville klare også fremtidige opgør med Det Tyske Forbund eller andre fjender.

Striden mellem dansk og tysk var på ingen måde afsluttet, og Danmark så ikke med venlige øjne på de folk, der i hertugdømmerne dyrkede deres tyske sindelag. Man krævede således, at der skulle tales dansk også i områder, hvor der var et flertal af tysktalende, og dette gav anledning til strid og politisk uro.

I marts 1863 opgav den danske regering så forsøget på at finde en løsning for hele monarkiet og planlagde udskillelsen af et selvstændigt Holsten-Lauenborg, der kun skulle have regenten tilfælles med den dansk-slesvigske del af monarkiet.

Trods forbitrede protester fra Det Tyske Forbund fremlagde danske politikere et forslag til en fælles forfatning for Danmark og Slesvig, der blev vedtaget den 13. november 1863: Den såkaldte Novemberforfatning. De nationalliberale med bl.a. Orla Lehmann og D.G. Monrad i spidsen gennemtrumfede deres politik, som af mange i eftertiden blev anset for overmodig og dumdristig.

Orla Lehmann (1810-1870)

Som ung kritiserede han enevælden og krævede en fri demokratisk forfatning med ytringsfrihed. Men han havde også en stærk følelse for det nationale, og det var Lehmann, der i 1842 proklamerede »Danmark indtil Ejderen«. Det blev et slagord for de kræfter, der ville beholde Slesvig og gøre hertugdømmet til en del af kongeriget. I 1848 i forbindelse med optakten til Grundloven blev han minister uden portefølje, og han blev som medlem af Folketinget og de Nationalliberales leder en central skikkelse i opgøret om Slesvig og Holsten. Efter nederlaget i 1864 spillede han kun en mindre rolle i dansk politik.
Orla Lehmann (1810-1870) Som ung kritiserede han enevælden og krævede en fri demokratisk forfatning med ytringsfrihed. Men han havde også en stærk følelse for det nationale, og det var Lehmann, der i 1842 proklamerede »Danmark indtil Ejderen«. Det blev et slagord for de kræfter, der ville beholde Slesvig og gøre hertugdømmet til en del af kongeriget. I 1848 i forbindelse med optakten til Grundloven blev han minister uden portefølje, og han blev som medlem af Folketinget og de Nationalliberales leder en central skikkelse i opgøret om Slesvig og Holsten. Efter nederlaget i 1864 spillede han kun en mindre rolle i dansk politik.

Den barnløse danske kong Frederik VII døde uventet den 15. november 1863, og hans arvtager blev Christian IX af huset Glücksborg. Christian var lidt af en fremmed fugl i det danske monarki. Han var ud af en gren af slægten, der lidt uventet fik kongetronen, og hans forhold til kongeriget havde ikke været tæt. Han var kritisk indstillet over for Novemberforfatningen og ikke umiddelbart nogen populær skikkelse i Danmark, fordi folk mistænkte ham for ikke at være dansksindet nok og ikke fast nok i spørgsmålet om Slesvig og Holstens skæbne.

D.G. Monrad (1811-1887)

Sammen med Orla Lehmann var Monrad den toneangivende national-liberale politiker. Kulturminister i Halls regering i 1848 og spillede en rolle i udformningen af Grundloven. Blev biskop over Lolland-Falsters stift, men vendte i 1859 tilbage til politik som kulturminister. Da C.C. Halls regering gik af i 1863, var det Monrad, der blev ny regeringsleder. Han bar hovedansvaret for politikken før og under krigen mod tyskerne. Efter krigen udvandrede han i 1865 til New Zealand, men vendte i 1869 tilbage og blev både atter biskop og minister. Han stil var tit ironisk provokerende, og stærke humørsvingninger gjorde ham også upopulær. Nogle historikere har ment, at han var manio-depressiv.
D.G. Monrad (1811-1887) Sammen med Orla Lehmann var Monrad den toneangivende national-liberale politiker. Kulturminister i Halls regering i 1848 og spillede en rolle i udformningen af Grundloven. Blev biskop over Lolland-Falsters stift, men vendte i 1859 tilbage til politik som kulturminister. Da C.C. Halls regering gik af i 1863, var det Monrad, der blev ny regeringsleder. Han bar hovedansvaret for politikken før og under krigen mod tyskerne. Efter krigen udvandrede han i 1865 til New Zealand, men vendte i 1869 tilbage og blev både atter biskop og minister. Han stil var tit ironisk provokerende, og stærke humørsvingninger gjorde ham også upopulær. Nogle historikere har ment, at han var manio-depressiv.

Den nye konge anede, at Novemberforfatningen ville skabe konfrontation, og det var kun modvilligt og under pres af en nærmest revolutionær stemning i København, at han underskrev loven den 18. november 1863. Det var dermed de nationalliberales Ejderpolitik, der havde vundet, og der var lagt op til ballade med Det Tyske Forbund.

Denne Ejder-politik var formuleret af Orla Lehmann allerede i 1842, da han havde erklæret, som politisk mål: »Danmark indtil Ejderen«. Modstanderen blev i første række Preussens kansler, Otto von Bismarck, der havde et godt øje til Holsten-Lauenborg. Men desuden var Bismarck, der var en snedig politiker, ude efter at styrke sin position i Det Tyske Forbund og i Europa, og striden med Danmark var et oplagt redskab.

Christian IX (1818-1906)

Christian IX var dansk konge fra 1863 til 1906. Frederik VII efterlod sig ingen børn. Med London-traktaten fra 1852 blev det besluttet, at den den konservative helstatsmand Christian af den glücksborgske linje skulle beklæde den danske trone efter Frederik VII. Christian IX underskrev Novemberforfatningen, der stred mod internationale konventioner og udløste krigen i 1864. Efter krigsnederlaget overvejede han at abdicere. At han talte med tysk accent gjorde ham ikke videre populær i befolkningen efter krigen. Det lykkedes imidlertid kongen at vinde mere popularitet. Det bidrog nok til denne succes, at kongefamilien blev centrum for de europæiske kongehuse.
Christian IX (1818-1906) Christian IX var dansk konge fra 1863 til 1906. Frederik VII efterlod sig ingen børn. Med London-traktaten fra 1852 blev det besluttet, at den den konservative helstatsmand Christian af den glücksborgske linje skulle beklæde den danske trone efter Frederik VII. Christian IX underskrev Novemberforfatningen, der stred mod internationale konventioner og udløste krigen i 1864. Efter krigsnederlaget overvejede han at abdicere. At han talte med tysk accent gjorde ham ikke videre populær i befolkningen efter krigen. Det lykkedes imidlertid kongen at vinde mere popularitet. Det bidrog nok til denne succes, at kongefamilien blev centrum for de europæiske kongehuse.

Med Londontraktaten af 1852 havde de europæiske stormagter England, Rusland, Frankrig, Østrig og Preussen afstukket klare rammer for forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne. Hver eneste gang, der var krige i 1800-tallet - og dem var der mange af - blandede stormagterne sig for at vedligeholde en europæisk balance, som ustandselig var truet. Ingen andre magter ønskede et forenet Tyskland, der ville dominere kontinentet og æde sig ind på danske områder. Ikke mindst Frankrig, Storbritannien og Rusland var medspillere, men over for sig havde de Otto von Bismarck, som var en smule fiffigere end de fleste andre aktører på den europæiske scene. I realiteten vidste hans modstandere ikke, hvad han var ude på.

Otto von Bismarck (1815-1898)

Den konservative royalist blev ministerpræsident og udenrigsminister i september 1862. Bismarck kom til i en periode, hvor den europæiske scene var dybt rystet efter Krim-krigen. I 1862 havde han i en tale benyttet sig af udtrykket »jern og blod«, der var nødvendige for at opnå sine politiske mål, der var at styrke Preussen og skabe et forenet Tyskland - under preussisk ledelse. Hans fordel var, at den preussiske hær, i modsætning til den danske, var vel udrustet. Indtil »Jernkansleren« blev afskediget i 1890 dominerede han det nye kejserriges indenrigs - og udenrigspolitik.
Otto von Bismarck (1815-1898) Den konservative royalist blev ministerpræsident og udenrigsminister i september 1862. Bismarck kom til i en periode, hvor den europæiske scene var dybt rystet efter Krim-krigen. I 1862 havde han i en tale benyttet sig af udtrykket »jern og blod«, der var nødvendige for at opnå sine politiske mål, der var at styrke Preussen og skabe et forenet Tyskland - under preussisk ledelse. Hans fordel var, at den preussiske hær, i modsætning til den danske, var vel udrustet. Indtil »Jernkansleren« blev afskediget i 1890 dominerede han det nye kejserriges indenrigs - og udenrigspolitik.

Det lykkedes Bismarck op til 1864 at isolere Danmark diplomatisk, hvilket ikke var svært, fordi Danmark med Novemberforfatningen havde brudt aftalen fra 1852. Bismarck håbede i sit stille sind på, at den danske regering ikke ville trække denne forfatning tilbage, inden den trådte i kraft 1. januar 1864.

Den 17. december 1863 vedtog statsrådet i København at rømme Holsten og at samle de danske tropper nord for Ejderen. Få dage senere, den 23. december 1863, gik forbundstropperne over Elben og besatte den gamle danske by Altona ved Hamborg. Herfra fortsatte tropperne op gennem Holsten til den slesvig-holstenske grænseby Rendsborg. De danske tropper marcherede nordpå samtidig med, at forbundstropperne marcherede ind fra syd. Alle steder blev de tyske soldater modtaget med stor begejstring.

Den 16. januar 1864 stillede Det Tyske Forbund et ultimatum til Danmark om at ophæve forfatningen inden 48 timer, hvilket naturligvis ikke kunne nås. Den danske regeringschef D.G. Monrad tilbød at ophæve Novemberforfatningen på lovlig vis, dog over længere tid, men dette tilbud blev ikke modtaget af tyskerne. Den 21. januar rykkede preussiske og østrigske tropper ind i Holsten, og den 31. januar stod en allieret tysk hær på 57.000 mand rede til at overskride Ejderen. Da Danmark således ikke havde opfyldt de tyske krav, gik preussiske og østrigske tropper den 1. februar 1864 over Ejderen og ind i Slesvig.

 

 

Kapitel 3 - Nyt fra krigen

 

Berlingske bragte hver dag fyldige beretninger fra Holsten og Slesvig og informationer om reaktionerne i de europæiske hovedstæder. Der var generelt en optimistisk tone at spore i avisens spalter i begyndelsen af konflikten. Man regnede med, at det danske forsvarsværk ved Dannevirke ville standse Det Tyske Forbunds tropper, og at den danske hær var stærk nok til at modstå stormløb, selv om der også var en vis uro at spore over for tyskernes hensigter med Slesvig.

De danske styrkers selvtillid fejlede ikke noget i krigens første fase. Aarøes Strejferkorps havde til opgave at gå bag om de preussiske og østrigske linjer som en slags guerilla-trop.
De danske styrkers selvtillid fejlede ikke noget i krigens første fase. Aarøes Strejferkorps havde til opgave at gå bag om de preussiske og østrigske linjer som en slags guerilla-trop.

»I går morges marcherede vi, under sang og munterhed nåede vi til Mysunde med dets imponerende værker. De gjorde et godt indtryk på os alle, og jeg tør sige, at enhver i stilhed ønskede, at tysken ikke måtte forlade os, før han havde løbet panden mod dette bolværk,« som det lød i et soldaterbrev dateret 3. januar og trykt 9. januar.

 

Man havde tiltro til, at Dannevirkes gamle fæstningsanlæg ville yde et sikkert værn mod den tyske invasion, der så mere og mere truende ud.

Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel 
(1784-1877)

Den preussiske general havde i 1848 været i Jylland med sine tropper. Han var stærkt utilfreds med den fred, der blev underskrevet, hvor tyskerne intet fik ud af de sejre, som han rent faktisk havde fået i krigen.
I 1856 blev von Wrangel preussisk feltmarskal og dermed leder af hæren i Preussen, da krigen brød ud i 1864. Den gamle kriger var altså 80 år. Han gik under øgenavnet »Papa Wrangel«, og han var frygtet for sin kadaverdisciplin. Den fejldisponerende, gamle mand var ikke meget værd i felten, men havde et dygtigt officershold med Helmuth von Moltke i spidsen.
Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel (1784-1877) Den preussiske general havde i 1848 været i Jylland med sine tropper. Han var stærkt utilfreds med den fred, der blev underskrevet, hvor tyskerne intet fik ud af de sejre, som han rent faktisk havde fået i krigen. I 1856 blev von Wrangel preussisk feltmarskal og dermed leder af hæren i Preussen, da krigen brød ud i 1864. Den gamle kriger var altså 80 år. Han gik under øgenavnet »Papa Wrangel«, og han var frygtet for sin kadaverdisciplin. Den fejldisponerende, gamle mand var ikke meget værd i felten, men havde et dygtigt officershold med Helmuth von Moltke i spidsen.

Og krigen kom 1. februar, da den tyske general Friedrich von Wrangel krævede, at de danske tropper under general Christian de Mezas kommando forlod Slesvig. Med Wrangel og de Meza i spidsen for de to hære stod to aparte typer over for hinanden. Wrangel var en 80-årig kriger, der havde været med til et utal af opgør i Europa og havde været øverstbefalende for de preussiske tropper allerede under krigen 1848-1851, hvor han følte sig snydt for sejren af fredsafslutningen og nu øjnede en mulighed for revanche. Men den gamle kriger var for skrøbelig til at sidde på en hest og var ikke ifølge militærhistorikere i stand til at føre sine tropper ordentligt.

Christian de Meza (1792-1865)

En af de mærkeligste størrelser i dansk militærhistorie. Han var født i Helsingør af jødiske forældre, men blev allerede som barn konverteret. Han var kuldskær og noget af en hypokonder, var en glimrende pianist og sanger og gik ofte hjemme rundt i slåbrok og med fez. De Meza deltog med hæder i krigen 1848-50, hvor han avancerede fra major til generalmajor og spillede en afgørende rolle for sejren ved Isted. I 1864 blev han trods høj alder og skrøbeligt helbred udnævnt til overgeneral. Han følte sin afsked efter tilbagetrækningen fra Dannevirke som en dyb uretfærdighed, og han var i gang med et større forsvarsskrift, da han døde allerede i 1865.
Christian de Meza (1792-1865) En af de mærkeligste størrelser i dansk militærhistorie. Han var født i Helsingør af jødiske forældre, men blev allerede som barn konverteret. Han var kuldskær og noget af en hypokonder, var en glimrende pianist og sanger og gik ofte hjemme rundt i slåbrok og med fez. De Meza deltog med hæder i krigen 1848-50, hvor han avancerede fra major til generalmajor og spillede en afgørende rolle for sejren ved Isted. I 1864 blev han trods høj alder og skrøbeligt helbred udnævnt til overgeneral. Han følte sin afsked efter tilbagetrækningen fra Dannevirke som en dyb uretfærdighed, og han var i gang med et større forsvarsskrift, da han døde allerede i 1865.

De Meza var en særpræget personlighed, der ikke kunne fordrage træk og kulde, men var en glimrende pianist og sanger. Også han havde været med i krigen 1848-1851, så to gamle fjender stod nu igen over for hinanden.

Berlingske havde tiltro til, at nationen og de danske tropper nok skulle klare udfordringen og skrev på forsiden 1. februar 1864: »Vi tror, at krigen mellem Danmark og Tyskland efterhånden vil fremkalde en intervention af andre magter, men på den anden side tror vi også, at det bliver Danmark, der alene må udholde det første angreb og søge at afvende det, så godt det formår. Der er ingen, der tvivler på, at vor hær vil opfylde sine pligter til det yderste, og at den i kampen vil vide at hævde det ry, som de danske soldater vandt ved Fredericia og Isted.«

Den 2. februar angreb en preussisk styrke på cirka 10.000 mand skanserne ved Mysunde. Tyskerne havde slæbt 64 kanoner med, mens danskerne ved Mysunde kun havde 20 kanoner. En heftig kanonild begyndte, og det lykkedes danskerne at slå angrebet tilbage. Tyskerne måtte trække sig tilbage, og under denne retræte faldt 200 mand. Dette slag ved Mysunde fik stor betydning for danskerne, for det viste det mod, som den tapre landsoldat var parat til at mønstre mod den tyske fjende. Slaget ved Mysunde var blot det første af en række træfninger, der nu forekom over en bred front, og hvorfra Berlingske dagligt bragte – noget forsinkede – beretninger.

Berlingskes chefredaktør, Heinrich Buchheister, havde sendt den erfarne korrespondent Hans Nansen Larsen til fronten. Og den 5. februar kunne man læse hans artikel fra 2. februar – det tog jo et stykke tid at få teksterne til København og få dem lavet til blybogstaver og i avisen: »I går morges hørtes to stærke kanonskrald i Slesvig by. Folk mente, at nu ville kanonaden begynde på værkerne, men skuddene hidrørte fra broernes sprængning. Det hedder, at fjenden har fremskyndet sin overgang over Ejderen, ej blot for at gøre plads i det nordlige Holsten for nye forstærkninger, men tillige for at forhindre alle køretøjer og hestes bortførelse fra slesvigske egne,« skrev Nansen Larsen blandt andet.

 

Christen Carl Lundbye (1812-1873)
Krigsministeren, der manglede erfaring fra felten, men blandede sig ustandselig, var ifølge historikerne en af årsagerne til, at det gik helt galt i krigen 1864. Mange mener, at hans vrede mod de Meza var forståelig, for han burde være blevet informeret om tilbagetrækningen fra Dannevirke. Derimod var hans fastholdelse af Dybbøl som forsvar uforståelig, skriver militærhistorikere, idet Fredericia-fæstningen var betydelig stærkere. Lundbye brød sammen og gik af samme år.
Christen Carl Lundbye (1812-1873) Krigsministeren, der manglede erfaring fra felten, men blandede sig ustandselig, var ifølge historikerne en af årsagerne til, at det gik helt galt i krigen 1864. Mange mener, at hans vrede mod de Meza var forståelig, for han burde være blevet informeret om tilbagetrækningen fra Dannevirke. Derimod var hans fastholdelse af Dybbøl som forsvar uforståelig, skriver militærhistorikere, idet Fredericia-fæstningen var betydelig stærkere. Lundbye brød sammen og gik af samme år.

 

Det første slag ved Mysunde gav danskerne troen på, at krigen kunne vindes, men general de Meza havde ikke tiltro til Dannevirkes skanser. Han frygtede, at fjenden i den hårde vinter kunne passere vest om Dannevirke over frosne sumpstrækninger. Dannevirkes længde var på godt 85 kilometer, og danskerne havde ikke tilstrækkelig mange soldater til at forsvare denne lange strækning. Den 4. februar holdt de Meza og hans krigsråd et krisemøde i Slesvig by, hvor alle på nær én stemte for at trække den danske hær væk fra Dannevirke-stillingen så hurtigt som muligt og lade det være en overraskelse for tyskerne. Beslutningen var modig og dristig, men også farlig. Krigsrådet og de Meza vidste, at det ville være et chok for den danske befolkning. Samtidig skete det uden en tilladelse fra regeringen og krigsminister Christen Carl Lundbye, og endelig var Dybbøl, den næste flankestilling, heller ikke en stærk befæstning. Tilbagetrækningen blev sat i værk i største hemmelighed, så ingen tyskere, spioner eller andre anede noget, før man om natten 5.-6. februar begyndte at trække styrkerne nordpå.

Tilbagetoget fra Dannevirke var et hårdt slag for alle danskere. Nu lå hele landet åbent for de preussisk-østrigske tropper. Fem dage efter tilbagetoget fra Dannevirke offentliggjorde Berlingske en beretning af Hans Nansen Larsen om tilbagetrækningen:

»Det glatte føre besværliggjorde i høj grad marchen. Heste, som manglede skærpning (fået banket brodder i hesteskoene for at hjælpe dem til at stå fast i glat føre, red.), snublede og styrtede; nu gik et hjul af og en vognstang knækkes; her ville den ene køre forbi den anden, men standsede derved både sig selv og andre. Lange kolonner fra Frederiksstad og Angel kom ind på sidevejene og opholdt de efterfølgende på hovedvejen i hele timer. Men sådanne forhindringer kunne jo ikke undgås i et så uendeligt tog, og det må ganske vist siges, at tilbagetoget skete med den størst mulige orden.«

Ifølge Hans Nansen var humøret blandt tropperne nedslået, men de fleste erkendte, at tilbagetoget var nødvendigt. I hovedstaden var stemningen dårlig, og Berlingske kunne her i starten af februar fortælle om demonstrationer og uro.

»Hovedstaden var fra i lørdags aften til langt ud på natten skueplads for meget beklagelige excesser. Navnlig havde en større masse samlet sig i Amaliegade, hvor den med hujen og piben søgte at give sin forbitrelse luft. Efterhånden antog disse udskejelser en mere nærgående karakter, og politiet så sig nødsaget til at rydde gaden. Den ophidsede hob søgte imidlertid med magt at tiltvinge sig adgang til gaden, og det kom herved til et temmelig alvorligt sammenstød med politiet, der for første gang så sig nødsaget til at bruge sit farlige våben.«

De Meza og hans stabschef oberst Kauffmann blev kaldt til København, hvor de skulle afæskes en forklaring om motiverne til tilbagetoget. Konseilspræsident D.G. Monrad havde oprindelig givet sin støtte til de Meza, men han følte sig presset af folkestemningen i København og af krigsminister Lundbye, der rasede mod de Meza. De Meza blev nu i København udsat for en længere høring, der trak i langdrag. Generalen håbede stadig at kunne vende tilbage til fronten. Men den politiske situation så værre og værre ud for ham.

Imens foregik krigen i flere uger på et vågeblus uden tysk fremmarch, selv om situationen var alvorlig nok for danskerne. Det skyldtes, at der over hele Europa var stærk diplomatisk aktivitet for at begrænse den dansk-tyske konflikt. Den engelske udenrigsminister foreslog den 8. februar en våbenhvile, og Østrig erklærede sig villig dertil, men forslaget blev afslået af den danske regering. Monrad troede stadig på hjælp fra Frankrig og fra Sverige-Norge. Hvad man ikke vidste i København var, at Preussen og Østrig var uenige om krigens fortsættelse. Østrig ville ikke lade hæren gå ud over Slesvig og ind i kongeriget, men alligevel kom preussiske tropper den 17. februar »uheldigvis« til at overskride grænsen og indtage Kolding. Dermed var krigen formelt set blevet udvidet, og både i Paris og London reagerede man ganske kraftigt. Bismarck var dog uvillig til at standse krigen, men det tog ham 14 dage at overtale de østrigske politikere til at fortsætte op gennem Jylland. Jalousien mellem de to allierede var stærk – de vogtede gensidigt på, at den anden part ikke vandt for mange sejre over danskerne.

 

Kapitel 4 - Carit Etlar tager over

 

På dette tidspunkt rejste Carit Etlar til fronten i Sønderjylland. Berlingskes korrespondent Hans Nansen Larsen var en ældre mand, og hans helbred stod ikke distancen. Han trak sig derfor, og det banede vejen for Carit Etlar.

Sej courage trods nederlaget: »Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Dannevirke« hedder Niels Simonsens maleri fra 1864 - holdt i gråsorte farver med henblik på fotografisk reproduktion.
Sej courage trods nederlaget: »Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Dannevirke« hedder Niels Simonsens maleri fra 1864 - holdt i gråsorte farver med henblik på fotografisk reproduktion.

Han var opvokset i Fredericia, og som sekstenårig rejste han til København for at gå på Kunstakademiet, men fuldendte aldrig studiet. Han deltog som frivillig i Første Slesvigske Krig i 1848 og stod siden til søs i nogle år. Derefter blev han ansat på Det Kgl. Bibliotek.

Carit Etlar fik tidligt succes både med teaterstykker og romaner. Fortællingen »Smuglerens Søn« (1839) blev hans første succes. Siden skrev han nogle af sine mest kendte romaner, nemlig »Gøngehøvdingen« (1853) og fortsættelsen »Dronningens Vagtmester« (1855) om den folkelige modstand mod svenskerne under krigen 1658-60. Han skrev i en folkelig, romantisk stil – gerne om dansk historie med et patriotisk anstrøg. Selv om det ikke nødvendigvis var stor litteratur, så var hans romaner farverige, underholdende og effektivt skruet sammen, og han blev den mest læste forfatter i 1800-tallet. Med sine bøger havde Carit Etlars betydning for dannelsen af en patriotisk national bevidsthed.

Det stille liv på Det Kgl. Bibliotek var egentlig ikke Carit Etlars kop te, men det sikrede ham en fast indtægt. Imidlertid havde han et anspændt forhold til lederen af biblioteket, Christian Bruun, der ikke selv havde ansat ham. Meget tyder på, at Carit Etlar fik jobbet efter indgriben af kong Frederik VII, der indfriede et gammelt løfte til Carit Etlars far. Bibliotekets leder følte derfor, at Carit Etlar var blevet ham påtvunget af folk ovenfra.

Det var ikke noget tilfælde, at Carit Etlar i 1864 blev sendt til fronten af Berlingske. Han havde nemlig haft forbindelse til avisen siden 1838, da den udsendte hans første fortællinger. Da han selv fik den idé at rejse til fronten, søgte han orlov fra biblioteket, hvilket ikke blev ham bevilget umiddelbart. Carit Etlar gik derefter bag om ryggen på sin chef og henvendte sig til krigsminister Christen Carl Lundbye for at få en aftale om at rejse til krigsfronten. Carit Etlar sagde til sin chef på biblioteket, at han ikke rejste »for at blive correspondent for en avis«, men mon ikke det var planen fra begyndelsen?

Han fik af krigsministeren et åbent brev til den kommanderende general og et pas, så han kunne færdes frit ved fronten. Regeringen syntes at være interesseret i at få Carit Etlar sendt ud, og konseilspræsident D.G. Monrad sagde til Berlingskes chefredaktør, Heinrich Buchheister, at det var en god idé at få Carit Etlar sendt til armeen.

Carit Etlar havde jo været soldat i krigen 1848-1850, og han havde endda i 1849 skrevet teaterstykket »Tonne går i krigen«, der blev opført på Det Kongelige Teater, og som var patriotisk i sit indhold. Regeringen må have forventet, at den populære forfatter ville gavne krigsmoralen og sandsynligvis skrive patriotiske reportager fra fronten.

Af sted drog Carit Etlar, og hans »Breve fra Armeen« blev nu væsentlig læsning i Berlingske fra midten af februar. Det første brev stod at læse i avisen 15. februar, men det var skrevet fem dage før og handlede om tilbagetrækningen fra Dannevirke:

»Mere og mere vinder den anskuelse fremgang, at det var en i rette tid tagen beslutning at lade armeen forlade Dannevirkestillingen, og når man ved, at vi – som jeg fra pålidelig kilde har erfaret – kun havde 32.000 mand officerer og underofficerer iberegnet i stillingen (fjenden antages at have været omtrent 60.000 mand stærk), når man ved, at der kun var bygget barakker til et par tusind mand, når man hører, hvor udmattede og overanstrengte folkene var, forekommer det en indlysende, at man må sige: krigsrådet har reddet armeen ved sin beslutning.«

Et af de helt afgørende slag i forbindelse med rømningen af Dannevirke var Slaget ved Sankelmark. I nærheden af Slesvig by havde østrigske tropper indhentet den danske bagtrop, men en brigade bestående af vendelboer og københavnere var under kommando af oberst Max Müller gået til modangreb og havde dermed sikret tilbagetoget.

Carit Etlar opsøgte vidner og kunne give detaljer om kampene og skrev 10. februar (trykt i avisen den 15. februar) om kampen med en slet skjult stolthed over de danske soldaters indsats:

»Fjenden angreb først vor arrièregarde med kavaleri, der blev drevet tilbage. Men nu stormede han frem med en overordentlig og betydelig overmagt såvel af infanteri som af kavaleri og artilleri, mens vi kun havde nogle få kanoner, meget lidt kavaleri og et par infanteriregimenter. Og det oven i købet folk, der var udmattede af flere dages forposttjeneste og en lang march. Uagtet alt dette gjorde vore folk den tapreste modstand, og alle officerer, hvoriblandt var en del unge ganske nyligt ansatte reserveofficerer, udviste den største uforfærdethed. Det kom til håndgemæng, og folk, der havde været med i forrige krig, forsikrer, at de aldrig havde været vidne til mere hårdnakket og forholdsvis blodig kamp. Her var det, at den tapre kaptajn Weyhe blev såret og taget til fange. En fjendtlig officer greb ham i brystet og bibragte ham et sabelhug hen over halsen, og i det samme skal han have fået et kolbeslag på hovedet, så at han styrtede til jorden. En brav Jens hævnede imidlertid sin kaptajn, og den fjendtlige kaptajn måtte bøde med livet. Fægtningen (kampe mellem små troppestyrker, red.) trak sig derpå tilbage, idet vore forsvarede hegn for hegn trods den stærkeste kardæsk (beholder fyldt med jernkugler, der spreder sig, når den fyres af i en kanon, red.) og granatild. Der var momenter i denne træfning, som var så morderisk, at de, som slap uskadte derfra, erklærede det for et rent vidunder. Kugler og kardæsker peb uafladeligt om ørerne, og der er næsten ingen af de usårede, uden at de fik huller i deres kapper, benklæder eller huer.«

Mysunde 2. februar: Med de preussiske snigskytters kugler hvinende om ørerne, indstiller en dansk kaptajn kanonen, så den igen kan tages i brug.
Mysunde 2. februar: Med de preussiske snigskytters kugler hvinende om ørerne, indstiller en dansk kaptajn kanonen, så den igen kan tages i brug.

Carit Etlar kom samme dag ind på en politisk vurdering af tilbagetrækningen. Det var, mens general de Meza var i København og blev udsat for en langtrukken afhøring. Carit Etlars indlæg kan kun ses som en håndsrækning til generalen, og det var ikke uden betydning. Berlingske blev læst af beslutningstagerne med stor interesse, og avisen stod tæt på regeringen.

»Jeg har talt med officerer fra næsten alle punkter af stillingen, og der har ikke været en, uden at han har erklæret, at folkene ikke kunne udholde det længere i Dannevirke. Fjenden, som havde initiativet, kunne alarmere med så få kræfter, han ville, og lade resten af sine tropper få ro. Vi derimod måtte næsten uophørligt have hele vort mandskab i stillingen. Ved mange af de mest trængte afdelinger kunne – siger officerer og mandskab – folk og heste næppe stå på benene mere, og ved ankomsten til Sønderborg var der flere som var sindsforvirrede af lutter træthed. Hvad i alverden skulle det være blevet til, når et par dage var gået hen under sådanne forhold? Det er ufatteligt, at man kan tro, at jeg kunne næsten sige en eneste mand var sluppet levende derfra,« skrev Carit Etlar.

Det var stærke ord i betragtning af, at krigsminister Lundbye og regeringen nu forsøgte at gøre de Meza til syndebuk for retræten.

 

Kapitel 5 - Breve fra Sønderborg og Als

 

Berlingskes mand var kommet til fronten, og i de efterfølgende uger gav han i sine breve til læserne indfølende reportager af højeste kvalitet.

De danske tropper marcherede til Als og befæstede Dybbølstillingen, skarpt forfulgt af tyskerne. Danskerne havde indkvartering i bl.a. Sønderborg by. Carit Etlar rapporterede fra Als, og hans beretning blev trykt i avisen den 16. februar.

»Meget som fylder danske hjerter med sorg og de ivrigste med harme, men alt er derfor ikke tabt. Det er krigerens pligt og hæder at opgive i tide, hvad der ikke kan holdes. Tilbagemarchen fra armeens stillinger i Sydslesvig tilhører nu historien og bør således være hjemfalden til at omtales i bladene. Jeg tror også her at kunne udtale, at tilbagetoget, når det overhovedet var nødvendigt, har været glimrende. Jeg vil her kun omtale den del af armeen, som jeg havde lejlighed til at slutte mig til, og som lå i Frederiksstad og omegn. Endnu den 5., to timer efter middag, havde ingen den mindste anelse om, hvad der forestod. Endnu klokken fem om eftermiddagen, da underretningen om den forestående afmarch var meddelt officererne, endnu klokken fem, ja, jeg kan sige kl. seks, da jeg talte med forskellige soldater, var bestemmelsen ubekendt for den menige soldat. Jeg anfører dette som et eksempel på noget fortræffeligt hos arméen – en armé omgivet af spioner midt blandt den fjendtlige befolkning.«

Snart tog også Carit Etlar ophold i Sønderborg by, mens han og befolkningen med ængstelse ventede på, hvad tyskerne kunne finde på. Vi finder ham i avisen 17. februar med denne beretning:

»Jubel og smerte, sejr og tab, fire frygtelige døgn. Om fredagen klokken fem skulle vi endelig afløses, det vidste enhver i regimentet, og der var ikke mange, uden at de syntes godt herom efter de sidste tre dages møjsommelige tjeneste. Jeg havde lagt en fuldstændig plan for min aften; først på posthuset for at høre om brev, så et øjeblik ind til madame Gøselbach for at kigge lidt i aviserne, så hjem i kvarteret, hvor slagterkonen havde vore ærter over ilden. Men klokken blev fem, og der var endnu ikke noget at se til afløsning. Tværtimod, nogle ubestemte tegn tydede på, at madammens ærter også denne gang ville få lov til at vente. Ordonnanser fór frem og tilbage i stillingen. Det hed sig, at der nylig var holdt krigsråd, i nat ville de endelig gøre alvor af det og angribe os, men den snak havde vi nu allerede hørt i to dage. Især var der en usædvanlig travlhed blandt artilleriet. Således gik tiden til klokken seks. Mørket faldt på, og det sneede.«

En af krigens frygtelige følger var de mange sårede soldater, som man tit ikke kunne hjælpe. Ofte gik der betændelse i sårene, og mange døde på lazaretter uden effektiv lægelig assistance. Carit Etlar besøgte disse lazaretter – her en beretning trykt den 18. februar:

»De sidste rolige dage har jeg benyttet til at besøge lazaretterne her og på Augustenborg, og det er mig en levende glæde at kunne berette, at man ikke kan andet end at modtage det bedste indtryk af den pleje, der under vor dygtige og hæderlige lægestand bliver den syge til del. At alting ikke er så pillet og pænt som på hospitalerne i København, at der ikke overalt har kunnet fremskaffes så store rum, så at der haves det fulde reglementerede luft per individ, og at de for størstedelen uøvede sygevogtere just ikke altid forstår den kunst at hygge om en patient er uundgåelige mangler. Men det er øjensynligt, at lægerne gør deres bedste, for så godt som muligt at råde bod på, hvad der fattes i disse og andre retninger.«

Carit Etlar kunne fortælle, at de sårede soldater, han havde talt med, alle syntes »at bære deres lidelser med stærk tålmodighed«. Eksemplerne på dette udeblev ikke:

»Jeg må anføre hvorledes en fynbo, der havde fået et sabelhug over armen, med den øjensynligste tilfredshed forsikrede, at sjældent var et fjendtligt hug bleven betalt med rente og renters rente.«

 

 

Kapitel 6 - Carit Etlar keder sig

 

Der var i løbet af februar en vis stilstand i krigen. Der var internationale forhandlinger, og tyskerne forholdt sig afventende og benyttede tiden til at styrke deres stillinger, trække yderligere tropper til Dybbøl og til at marchere op gennem Jylland. Der var et væld af politiske gisninger om situationen. Man håbede fra dansk side på international indgriben, og nogle satte deres lid til Danmarks skandinaviske venner og hjælpetropper fra Sverige eller Norge. Det blev nu ikke rigtigt til noget. I hovedstaden var et voldsomt politisk opgør i gang, og tilbagetoget fra Dannevirke gjorde sit til, at de politiske opgør blev voldsomme og forbitrede. Fra Sønderborg skrev Carit Etlar fortrøstningsfuldt den 17. februar (trykt den 20. februar):

»Tyskerne vil få dygtige prygl, dersom de vover sig frem her. Imidlertid passer man sin dont, går på forpost, arbejder i skanserne eller hviler ud i byen eller på landet. Eller når man er i min uheldige stilling – går på jagt efter nyt og kommer så hjem lige så tom, som man gik ud og keder, keder, keder sig, så at man er nærved at længes efter at høre det første kanonskud dundre. Især når man er så heldig, at de halve af ens nærmere bekendte er beordret til Fredericia og resten pokker i vold i en eller anden landsby på Als.«

Carit Etlar fandt et regiment, som han kunne følge med på patrulje. De skulle på forpost, og man mærker, hvordan den rutinerede skribent trækker os helt med ned i mudderet, samtidig med at han har et sikkert øje for den spændende fortælling.

»Kan der tænkes noget mere spændende end denne stirren over mod den nære fjende, denne tavse venten på pludseligt at høre den hvislende lyd af en kugle, der udsendes fra en preusser, som skjult bag det høje hegn ubemærket har nærmet sig eller på at se en fjendtlig kavaleripatrulje pludselig dreje om hjørnet af den bugtede vej? Der kommer regimentet, som for en stor del består af gamle, nys ankomne forstærkningsmænd, men som dog lige så rask som de yngste istemmer de mange forskellige sange, der blandede mellem hinanden frembringer den skrækkeligste disharmoni, men dog lyder godt i ørerne på den, der betænker, at de er tegn på, at folkene med sorgløshed og munterhed går til en tjeneste, hvorfra de dog må vide, at ikke enhver vender hjem igen. Op ad det lange Dybbølsbjerg går det i rædsomste sjask, så om ad Åbenråvejen, der er endnu værre, forbi skanserne med sorte truende brumbasser (slang for kanoner, red.) spankulerende skildvagter og spejdende officerer. Forbi nedrevne gårde og sløjfede hegn, der måtte vige, for at ikke fjenden dækket af dem skulle kunne nærme sig kanonerne. Forbi forladte huse, hvis folk er flygtet fra dette sted, hvor måske død og ødelæggelse snart skulle nedlyne.«

At krigskorrespondenten har galgenhumor – i bogstaveligste forstand – afsløres i de følgende linjer:

»Afløsningen finder sted. Der høres et skud og så endnu et. Forpostkommandøren, en kraftig skikkelse, springer med et sæt op. Han synes meget oprømt ved tanken om et muligt større sammenstød og opmuntrer mig i forbigående ved at forsikre mig: »Dem hænger de naturligvis.« En ytring hvortil jeg griber mig i at være lige ved at tænke: »Gud ske lov, så bliver der da noget at skrive om.«.«

Men situationen i Sønderborg og ved Dybbøl blev værre, efterhånden som februar gik. Tyskerne begyndte heftige bombardementer af både by og Dybbølstillingen, og Carit Etlars breve blev præget af denne udvikling.

Han skrev 18. februar fra Als (trykt den 23. februar i avisen): »Det brænder lystigt derovre i Sundeved, man ser herfra, at det er en lille vindmølle. Min vært, der har stået længe og betragtet branden med feberagtig ængstelse, frygter for sin egen gård, som magelig kan nås af fjendens kugler fra Sundeved. Naboen kommer herind og fortæller, at branden er forårsaget af de danske, fordi de brændende steder er beliggende således, at fjenden kan anvende dem. Han føjer til, at stederne er blevet samvittighedsfuldt og rigeligt takseret forud, og at skaden bliver rigeligt erstattet. Det brænder nu på tre forskellige. Vi hører enkelte kanonskud, men de synes at komme nordfra, formentlig fra søen, endskønt ethvert skud i disse alvorlige tider varsler om død og lemlæstelse, bliver man så ligegyldig derfor, at man slet ikke ænser skydningen.«

Etlar havde jo selv været soldat i Treårskrigen. Han hæftede sig ved, at der var en forskel på soldaterne dengang og nu. Den almindelige værnepligt havde »bragt en intelligentere ånd ind i soldaterne,« noterede han.

»Soldater, der hører til samfundets mere oplyste klasser, har alle vegne bidraget til at skaffe den bedre tone. Der er en ting, som man så tydelig mærker det på, det er soldaternes sange. Hvor man i 1848 næsten udelukkende hørte de af selve bønderkarle forfattede sange med deres monotone, slæbende melodier, lyder »Kong Christian stod ved højen mast«, »Danmark, dejligst vang og vænge«, »Vist stolt på Codans bølge«, »Der var et land« osv. Jeg har iagttaget grupper af lutter bondefødte soldater, som efter at have lært disse, dem ellers fra hjemmet ubekendte sange, sang dem hele timer igennem. Rigtig nok kan også disse smukke melodier få noget monotont og langtrukkent ved at synges af bønderne.«

 

Kapitel 7 - De Meza tvinges bort

 

Den 22. februar var Carit Etlar tilbage i Sønderborg, hvor han beskriver et angreb på skanserne:

»Klokken hen ved halv otte blev vi vækket af alarmhornene. Ordonnanserne jog igennem gaden, lidt efter lidt myldrede det med mennesker i den lille by På torvet stillede et regiment af reserven, længere nede samledes dragonerne og dannede en broget og malerisk gruppe i deres hvide og rødstribede sengetæpper, som nogle bar i mangel af kapper.«

Overalt var der liv og støj, fortæller han:

»Akkompagneret af hule drønende skud ovre fra batterierne kom borgere frem i dørene og lyttede og betragtede hverandre med alvorlige og spørgende miner. Ovenfor sneede det, men folkene havde for travlt på jorden til at bryde sig om, hvad der foregik i himlen. Der lå en infanterist op ad en trappe, og nede i en kælderhals sad en jyde og skar sig et stykke brød, hvorpå han bredte et forfærdeligt tykt lag smør. »Det kan gerne være, at det bliver den sidste mellemmad i dette kvarter,« bemærkede han troskyldigt »Derfor skal den også være forsvarlig.«.«

Krigskorrespondenten fulgte med ud på skanserne, hvor skuddene bragede, og mindre træfninger bølgede frem og tilbage:

»En afdeling af 22. regiment blev jaget ud af Dybbøl by, samlede sig atter ved kirken. Preusserne trængte rask frem med jublende hurraråb og forfulgte vore, der drog tilbage i nærheden af skanserne. 22. og 18. regiment jagede derefter fjenden ud af Dybbøl by igen. Geværilden aftog, og det sidste, vi hørte af denne dags kamp, var den svage lyd af vore hornblæsere. Under et af de mest afgørende øjeblikke i forpostfægtningen i går gjorde premierløjtnant Esmann, en modig og almentyndet officer, et bajonetangreb på en fremrykkende preussisk kolonne. Løjtnant Esmanns folk udgjorde kun en lille afdeling af 22. regiment, imidlertid skete angrebet med en beundringsværdig fasthed og ro, der tvang preusserne til en hurtig tilbagegang. Denne begivenhed er i dag genstand for almindelig omtale her i byen.«

Mens Carit Etlar skrev fra fronten, sad de Meza og svedte og rasede over situationen i København. Den politiske strid om hans skæbne fortsatte, og Christian IX modsatte sig hans afskedigelse. De Meza var utålmodig, og i forsøget på at fremskynde sin tilbagevenden til fronten truede han med at offentliggøre sin korrespondance med krigsministeren. De Mezas fremgangsmåde betød, at Lundbye på statsrådsmødet den 26. februar gik til modangreb og fremførte tre punkter, hvor han mente, at generalen havde udvist manglende dømmekraft. Lundbye satte sin egen stilling ind på at få de Meza fyret, og han fik tilsyneladende støtte fra D.G. Monrad. Nu kom kongen i tvivl, og han erklærede, at han ville overveje sagen i et døgn. Hans overvejelser resulterede i, at han bøjede sig for Lundbyes krav, og at de Meza formelt blev fjernet fra posten som overgeneral.

Kommandoen blev i stedet overdraget til general Georg D. Gerlach. Gerlach var en garvet kriger, der havde været med i krigen 1848-1850 og havde kæmpet i de to sejrrige slag ved Fredericia og Isted. Han havde i indeværende krig kæmpet mod preusserne ved Mysunde, og han havde stået bag general de Mezas beslutning om at rømme Dannevirke. Han var ikke meget for selv at overtage kommandoen, men blev beordret dertil af krigsminister Lundbye. Årsagen til Gerlachs modvilje var, at han var uenig med Lundbyes holdning til krigsførelsen, og han havde ikke selv tillid til, at Dybbøl-skanserne kunne holde til et tysk angreb.

Stemningen i det truede Sønderborg var deprimerende. Den 29. februar beskrev Carit Etlar, hvordan den ellers så fredelige købstadsstemning var forsvundet:

»Borgeren og hans hustru og datter er fortrængte, enhver fredelig skygge af familielivet er fortrængt; det lugter af krudt omkring os, og det syder og larmer og rasler, og alt giver dig et varsel om kamp og tilintetgørelse. Fra ethvert vindue stirrer et skægget ansigt ned på dig. Du hører og ser kun soldaten, går af vejen for en krudtkærre for at støde på en brødvogn, undviger en suppekedel og falder i armene på en køddrager. I 1848 var der langt større ungdom i dette billede, mere friskhed og svulmende liv, det er som om ethvert ansigt herovre er blevet ældre siden, større alvor, færre sange, flere rynker og færre smil, mere selvbevidsthed og et mindre sangvinsk håb. Man gør sig det smule liv så tungt, så tungt, siger poeten.«

Carit Etlar var sendt ud med forsvarsminister Lundbye og konseilspræsident Monrads velsignelse, men efterhånden var det ikke lutter venlige ord, som han havde til overs for krigens beslutningstagere. Han lagde ikke skjul på, at livet ved fronten var belastende, og at han havde mest lyst til at rejse hjem. Han gav udtryk for, at han ikke havde noget til overs for »overkommandoens tørre og fordølgende referater«. Han gav altså ikke meget for de officielle bekendtgørelser. Han skrev følgende i en artikel trykt i avisen 3. marts:

»Kampene ved Mysunde og ved Bustorp kaldte vi rekognosceringer, mens vore fjender anså dem for slag, efter hvilke de holdt lov- og taffelsange i deres kirker og smykkede deres feltherrer med ordener og udmærkelser. Arrièrekampen ved Oversø/Sankelmark har overkommandoen kun fundet anledning til at omtale flygtigt og i det forbigående, mens østrigerne fører bevis for, at der, forholdsvis til kampens længde og tiden, hvori den foregik, faldt flere dér end i Napoleon Is blodigste feltslag. Og hvorfor skulle vel alt dette ikke være blevet skildret, som sket er? Hvor er der en dansk, stor eller lille, som ikke på sin vis må være deltager i denne kamp, hvem har ikke sendt en fader, en broder, en slægtning, en dyrebar ven over til dette blodige stævne? Enhver hilsen derfra må altså interessere.«

 

 

Kapitel 8 - Carit Etlar: Profession krigsreporter

 

Carit Etlar var en sand krigsreporter. Han opholdt sig i Sønderborg, mens bomber og granater regnede ned over byen, og han opsøgte soldaterne i Dybbøl skanser for at være så nær krigen som muligt. Den 8. marts trykte Berlingske en reportage fra ham fra disse skanser, formet som et brev til hans hustru, som han i øvrigt havde et dårligt ægteskab med. Foråret var på vej, og humøret var en kende bedre bag fæstningsanlægget, mens fjenderne fortsat lurede på hinanden:

»I nat har jeg ligget i skansen, og i går var vi på forpost, men i morgen rykker regimentet igen ud på forpost, så du indser nok, min ven, at det egentlig ikke er forandringerne, der gør livet herovre interessant. Og dog indeholder hver dag, hver time af dette liv noget nyt, noget tiltalende, noget man ikke gør sig forestilling om hjemme. Det gælder blot om at lukke øjnene rigtigt op. Altså i nat skulle jeg sove, indhente hvad jeg havde til gode fra de sidste 24 timer. Mit leje var redt, vagten besørget, rullebroen efterset, runden gjort, jeg længtes efter at sove, men søvnen ville ikke komme. Det duftede herinde i blokhuset af rugbrød, af transtøvler og våde klæder, det genlød af de andres snorken og dybe, langtrukne åndedrag, jeg vågede og imidlertid dukkede en mængde billeder og minder op for mig, blege skabninger, der ligesom spøgelser behøver mørke og ensomhed for at vise sig. I dag skinner solen, det er længe siden, den sidst forvildede sig ned over disse egne. Stærene er kommet og fisker nede i engen eller slås med hinanden om deres gamle reder. Lærken flyver til himmels, og midt på et af kanonløbene sidder der en tyk og spraglet spurv og piber det bedste, den kan.«

Ved Sankelmark holder den danske oberst Max Müller og 7. brigade de forfølgende østrigske styrker i skak, mens resten af den danske hær flygter fra Dannevirke og op gennem Jylland.
Ved Sankelmark holder den danske oberst Max Müller og 7. brigade de forfølgende østrigske styrker i skak, mens resten af den danske hær flygter fra Dannevirke og op gennem Jylland.

Carit Etlar kunne også fortælle, at kongen havde været på besøg ved fronten, og det havde ifølge krigskorrespondenten styrket moralen. Etlar fortæller, at kong Christian IX. talte med alle, høj som lav, og at han blandt andet gav ti rigsdaler til en gammel soldat med »en frygtelig smudsig frakke«:

»»Åh nej! Åh nej« udbrød han, »det er da vist lovlig mange.« »Tag dem kun og del dem med dine kammerater dér,« sagde kongen. »I har mere brug for dem end jeg.« Soldaten hilste og bøjede sig og bukkede og bukkede aldeles umilitaristisk, mens kongen gik videre. Hvis de blot vidste, disse mægtige, eller brød sig om at vide hvilken virkning, der ligger i et sådant lille ord, der intet koster, og dog modtages og gemmes som en gave. Det er vejen og måden til at vinde. Hvor hjerterne er bragt ud af deres sædvanlige træge pulsslag, er det ikke svært at vinde. Det forstod kong Frederik, den gamle konge. Vi har lidt, du, men det er forvundet og glemt igen. I dag skinner solen et hurra for livet, et suk og dernæst glemsel for de døde. Det blomstrer endnu, alt der er godt i vor sag, de tosser, der klager, husker ikke på, at mørket kom før lyset.«

Carit Etlar havde også interesse for de civiles forhold i krigszonen og beskrev i avisen den 15. marts de folk, der blev sat til at hjælpe den danske hær med vogne:

»Der kom i dag en mand kørende på en tom vogn nede ved stranden. Vognens form med de høje buede træsider, dens ødelagte og tilsølede ydre, vidnede om, at den var fulgt med armeen på tilbagetoget fra Dannevirke og hørte til de vognpartier, vi har beholdt hos os fra Slesvig, dels fordi Als kun er i stand til at stille forholdsmæssigt få antal vogne, dels for at disse ikke skulle komme fjenden til gode. Dér på øen findes en samling af omtrent 500 vogne til daglig tjeneste. Kusken får til sit underhold to mark daglig, og, efterhånden som hans klæder falder af ham, en ny militær dragt. Hvor de lider og udholder disse mennesker, gør man sig intet begreb om. De betragtes som dyr, drives sammen og straffes som dyr, sover under åben himmel, i sneen, i en grøft, på en mødding, der altid har det forud for grøften, at den er lidt varmere. Dog lider hestene endnu mere end karlen, thi om natten tager han deres dækken og svøber sig ind i dem. Kusken, jeg omtalte, sad nede i halmen, hans ansigt var blegt, frygteligt magert, blåligt, omgivet med et stridt, fremspirende skæg under hvilket en stor skarptegnet mund kom til syne. Den oprindelige farve af hans tynde linnedkofte var næsten aldeles ukendelig under et tykt lag smuds og lerstænk fra vejen.«

Med noget brød og snaps, som Carit Etlar købte til kusken, fik han derpå manden i tale til et interview. Mandens beretning viste sig at være dybt sørgelig. Han var en bonde, der var blevet tvunget til vogntjenesten, og en blodrød stribe over hånden havde han fået af en dansk soldat, som dagen i forvejen havde pisket ham. Han kom fra Holsten lige syd for Slesvig og talte plattysk. Hans hest var en gammel krikke, som han frygtede ville dø, hvis vinteren varede ved. Han blev spurgt af Carit Etlar, hvor han sov:

»Ved vognen. I begyndelsen lå vi nede ved skoven ved Hørup Strand, der var koldt, så bandt vi hestene ved hjulene og vi krøb op i vognen. Det værste er med den regn, jeg har ikke været af klæderne, siden jeg drog hjemmefra ved nytår. De bliver tynde nu.«

Hvordan har I det hjemme, mens du er borte?

Manden så hen for sig, hans øjenbryn trak sig sammen under den grå kasket, men han svarede ikke.

Har du hørt noget fra din hustru?

»Da jeg drog hjemmefra, var hun syg. Hun har nylig fået sig en lille pige, hun lå i den ene seng, barnet i min. Det var så lille og så så magert ud. Hun vinkede ad mig, at jeg skulle komme hen til sengen, og så sagde hun:

»Claes, du må køre.«

»Men du er jo syg,« sagde jeg.

»Hvem skal så hjælpe dig?«

»Det får gå, som det kan,« sagde hun.

»Men når du kører for manden, tjener vi jo fire daler.«

Jeg bad da nabokonen se lidt ind til hende.«

Men hvordan har nu det lille barn det, siden hun selv er syg ?

»Det er vist dødt,« svarede han sagte, næsten hviskende. »Og det er godt, derfor kan hun komme til at arbejde igen. Mens jeg er borte, må hun selv tjene føden.«

Hvorfor tror du, at barnet er dødt?

»Det så så dårligt og vissent ud. Det lå og græd. Vort første barn døde også. Hun er svag, hendes bryst duer ikke.«

Han tav, men der var ikke mere at fortælle. Smerten og lidelsen har sit eget sprog, som kundgør sig uden at behøve ord.«

 

Kapitel 9 - Granater over Sønderborg

 

Den 15. marts begyndte et alvorligt bombardement af Sønderborg. Carit Etlar var ude i gaderne og gengav, hvordan alle i byen havde fornemmelsen af, at tyskerne først nu for alvor gik i gang med at spille med musklerne:

»Det er altså blevet til alvor nu, efter at vi hen ved en måned har ligget og set over på Broagerland, håbet, ventet eller frygtet. I hen ved en måned har vi midt i krigen levet som i freden, ikke set røgen af en fjendtlig lejr og hørt færre kanonskud fra Dybbøl-batterierne, end man daglig kunne tælle fra batterierne inde i København. Nu ved vi, hvad disse rastløse natlige arbejder under Broagerbanken havde af betydning. Siden klokken ti fyrer de fra dem uden rast og hvile. I dette øjeblik er klokken tre, fem eller syv sekunder er der mellem hvert skud. Granaterne springer over Sønderborg Slot og omkring i gaderne. Borgerne står i deres døre og stirrer op i luften med blege og ængstelige åsyn. Små grupper samler sig hist og her, skjuler sig og vrider hænderne, løber deres vej, flygter og forlader byen. Der er megen sorg og rædsel og forvirring i dette billede, men der er også ro og kulde og fortrøstning til stede. Mellem råb og klager lyder sangen om Landsoldaten fra dem, der drager på vagt i skanserne, måske mere alvorligt end ellers men også langt mere inderligt.«

Etlar beskrev, hvordan civilbefolkningen i stigende grad var ængstelige ved situationen. Fra Sønderborg by kunne de holde øje med røg og jord og støv, der spredte sig, hvor granaterne ramte bastionerne på den anden side af det snævre sund. Men heller ikke byen bag bastionen gik nu fri:

»»Det er svært, så de klemmer på,« sagde en soldat »men herovre står man da sikkert.« Han havde næppe sagt dette, før der slog en granat ned i voldgraven foran ham og udviklede en vældig brandstråle omkring sig. Derefter kom der endnu en, som traf taget på slottet. Tagstenene fløj til alle sider, i det næste kvarter taltes fire granater, der alle sammen sprang i eller omkring slottet. Soldaten, som var så sikker på ikke at blive nået, stod endnu på pynten og røg af sin pibe. Der sprang igen en granat, og et stykke traf ham i hovedet, rev pandehuden op og kvæstede ham på issen. Hvor så han dog ud, den stakkel. Bedøvet og rystet af skuddet og smerten lå han og drejede øjnene ned til den ene side på jorden, som om han søgte efter noget. Så lo han i vildelse og greb frem for sig med hænderne til de hjalp ham op og bragte ham på lazarettet. Ja vist det billede, jeg her fremmaner, er ikke smukt, uhyggeligt endog, jeg ved det nok. Men vil man læse om krigen, må man vente at træffe på skrækkelige og rystende scener, ikke idyller, hyrdescener. Det er desuden vist, at hvor sørgelig og mørk skildringen er, så kommer den dog altid til at stå langt tilbage for virkeligheden.«

Også Sønderborg by var nu under risiko for bombardement, og de, der boede nærmest søsiden over mod bastionerne, rømmede deres huse.

»Fra nu af blev det ved, skud efter skud. Mens en bager stod og leverede brød ud til en kunde, talte han 20 skud. Forvirringen og skrækken mellem indbyggerne blev større og større. I de små gader nærmest ved stranden flyttede de ud, drenge med sengedyner over hovedet, arbejdsmænd der bar deres små børn indsvøbte i dækkener, køerne var de uvilligste, de ville ikke forlade deres varme stald og brølede da ud på gaden. To drenge førte en gammel pukkelrygget kone bort fra huset. Hun havde pyntet sig i sine bedste klæder. Hun græd, ligesom drengene græd, der støttede hende, hver i sin arm. Da hun kom uden for huset, stod hun stille, vendte sig tilbage og strakte begge sine arme i vejret. Hvad betød det? Lyste hun velsignelse over stedet? Eller bød hun farvel til den plet, der så længe havde indesluttet hendes håb, hendes lykke og skuffelser? Ingen ved det, hun græd blot, det så vi, tårerne rullede ned over hendes blege og rynkede kinder.«

Carit Etlar inddrog ofte dyr i sin fremstilling, enten fordi han mente, at dyrenes ubekymrethed sagde noget om menneskenes handlinger, eller fordi han havde medynk med heste og andre dyr, der led under krigen. Den 18. marts skrev han for eksempel:

»Solen skinner, stærene synger på tagene og strækker deres gule næb i vejret og flagrer med vingerne, som om de bød alverdens granater trods. Granaterne synger også, blot med en anden lyd.«

Granaterne regnede nu hyppigt ned over byen, og indbyggerne tog deres forholdsregler:

»Vognene kører bort med de flygtende, endnu flere forlader byen til fods bærende kister og kommoder og flere kurve imellem sig eller kører dem bort på trillebør. Nylig kom en sådan trillebør forbi mig, og en lille tyksindet pige sad på den midt i en stor bunke sengedyner. Faderen var fortvivlet, barnet lo og jublede, hun syntes, det var nok så herligt alt sammen. Dagen efter gik hans hustru, en ung kone med tre andre småbørn, det største bar en bunke tøj, det andet en messingmorter, det mindste en gammel grå missekat under armen. Enhver beboer stiller et fyldt vandkar uden for sin dør. Nede ved de fire store brandkar i nærheden af posthuset har en flygtende familie efterladt en kurv, den var fyldt med linned og et par rødbrune filtstøvler. En af granaterne sprang for lidt siden uden for byen oppe ved møllen. Intet sted er sikkert. Ved Mølmark slog en granat ind i vognparken og sønderskød vognene. Heldigvis kom dog hverken menneske eller heste til skade.«

 

Kapitel 10 - Dybbølstillingen trues

 

Der var al mulig grund til at nære bekymring for Dybbølstillingen. General Gerlach og hans stab havde ikke stor tiltro til, at den kunne holdes, og de diskuterede, om man skulle opgive den og trække sig tilbage. Men krigsminister Lundbye var stærkt imod enhver snak om retræte. Det var også et spørgsmål om at stå stærkt i de internationale forhandlinger, der var i gang. Hvis man trak sig fra Dybbøl, og tyskerne rykkede op gennem Jylland, ville Danmark stå endnu dårligere ved fredsforhandlinger i London.

Så man sad fast i Dybbølstillingerne, der var håbløst forældede. Tre forsvarskommissioner havde anbefalet, at man udbyggede de tre gamle befæstningsanlæg Dannevirke, Dybbøl og Fredericia samt Københavns befæstning fra søsiden. Men Rigsrådet havde ikke villet bruge penge, og det var kun under yderste pres fra regeringen, at rådet i 1858 bevilgede en befæstning, nemlig den københavnske, som ingen betydning fik i 1864.

Dybbølstillingen var i en sørgelig forfatning, og de lokale bønder pløjede området op for at dyrke det. Et tilløb i 1861 til fornyelse af skanserne var blevet standset året efter på grund af manglende bevillinger. Den 29. december 1863 gik man i gang med at forstærke skanserne, men man nåede kun lidt, inden krigen begyndte, og de mange tusinde soldater den 7. februar 1864 blev installeret i skanserne og i området bagved ned til broen over til Sønderborg og på Als. Det var altså en håbløs situation, de danske soldater var havnet i bag skanser, der kun dårligt ydede beskyttelse for den granatregn, der nu faldt over dem.

Sårede og døende blev bla. bragt til lazarettet på Sønderborg slot. Men også ude i felten var læger i pendulfart mellem skanserne. I forgrunden er en feltlæge i gang med at forbinde en såret dansk soldat.
Sårede og døende blev bla. bragt til lazarettet på Sønderborg slot. Men også ude i felten var læger i pendulfart mellem skanserne. I forgrunden er en feltlæge i gang med at forbinde en såret dansk soldat.

Carit Etlar var midt i det hele, og hans frontberetning lader ingen i tvivl om, hvor frygtelig krigen nu var. Hans beretning var skrevet 17. marts og trykt i avisen 21. marts:

»Alting syder og bruser og trompeter omkring os. Skanserne fyrer, batterierne på Broager fyrer, og har De gode ører, så kan De også høre infanteriets svage plaf, som ingen tænker på eller lægger mærke til. Solen skinner, fuglene synger og menneskene myrder. Over alt dette lyder sangen, den evige Landsoldatvise med sine haltende og langtrukne vers, som oven i købet synges falsk og uden takt, forfra og bagfra, hver mand sit vers. Den har lydt i gårde og gader, i sale og i knejper, men det forslår ikke, man hører den dog alligevel. Fra i nat til i aftes har vi kæmpet med få øjeblikkes mellemrum. Hvilet lidt, pustet ud og så begyndt forfra igen. Om natten drog højre fløj ud ved Ragebøl for at afbrænde nogle huse, som generede os. Preusserne havde tilfældigvis på samme tid også besluttet at gå frem, så mødtes vi, skød og dræbte, men det var os, der nåede, hvad vi ville. Af og til blev der siden kæmpet hele natten. Det var natten, dagen som fulgte meldte sig med en skyfri himmel, en klar og strålende sol. Den blev hilst med kanonskud med disse dybe, rullende toner fra vore skanser, der sagde: »Hertil og ikke videre« i et sprog, der ikke lod sig misforstå.«

De tyske tropper forsøgte konstant at trænge gennem de danske bastioner, og kampene blev gradvist heftigere:

»I gaderne flygtede beboerne, mens trompeterne blæste til udrykning og 2. regiment stillede til reserve. En skare officersaspiranter var aftenen i forvejen kommet hertil for at samles med de forskellige afdelinger, hvori de skulle optages. De sad og sang og jublede. Den fremtid, der viste sig i perspektiv for den enkelte, var lys og strålende. Dagen efter skulle de blive prøvet. Næste middag stod de i skanserne. Kanonerne sang uafbrudt den samme melodi. På brohovedet over Dybbøl spejlede solen sig i reservernes bajonetter, udefra hørte vi af og til en dæmpet, langtrukken, men hyppig gentagen lyd. Det var hurraråbene fra vore, mens de stormede og trængte fjenden tilbage. Da det blev middag, og klokken var to, tav preusserne, og hvad vi vidste var, at de trængtes tilbage fra alle sider. Sejren var vor.«

Ganske vist lykkedes det altså de danske tropper at jage preusserne og østrigerne tilbage i nogle af de træfninger, der hele tiden fandt sted, når de fjendtlige tropper forsøgte at nærme sig de danske bastioner. Etlar beskrev, hvordan en dansk kanon skød en trop sønder og sammen, da den nærmede sig engen ud for skanse nummer fem.

»Den dræbte, den sønderrev og søndersplittede alt. I sollyset så vi enkelte vaklende skikkelser støtte sig til deres geværer og bevæge sig bort fra stedet, standse og derefter falde for aldrig at rejse sig mere. Et rungende hurra fra skansen mere overdøvende end alle andre fra formiddagen bar den ligsang, som lød hen over stedet. Da var klokken som sagt to. Et enkelt alvorligt drønende skud lød endnu ud fra skanserne som en påmindelse til de flygtende, at skulle de se at tage benene med sig. Så var den historie forbi, så var fjenden forsvundet og alt tav og hvilede.«

Men for hver der faldt, var der en ny fjende overalt:

»Halvanden time efter klang atter trompeten, der veksledes skud og fra Dybbøl by kom tætte masser igen til syne, nogle hvidklædte, andre i blå frakke, østrigere og preussere. Det var fjendens reserver, der myldrede frem imod os. De skulle søge at vinde tilbage, hvad de andre havde tabt, og atter skred kampen frem, vildere og heftigere end før, hen over bakker og grave bag brændende huse og nedbrudte ruiner. Folk stimlede sammen på højene omkring Sønderborg med kikkerter, og de så det glimte og lyne. De begyndte at tælle skuddene, men holdt lidt efter op igen, da der faldt så mange, at de ikke mere lod sig tælle.«

Kampene bredte sig mod højre side af skanserne og ind i Sønderborg by. Carit Etlar beskrev i avisen 21. marts kampene:

»Vejen var fuld af ammunitionsvogne, af små kærrer og lazaretvogne, og atter lød landsoldatens vise mellem kanonskuddene og granaterne. Det gik frem og tilbage i flugt og forfølgelse hen over den jord, der om formiddagen var blevet stampet fast under kampen, og som endnu ikke havde drukken de første faldnes blod færdigt, hvor lig og sårede endnu lå uopsamlede, og jo længere det led mod aften, des mere rasende lød det for de ængstelige og lyttende byfolk. Venstre flanke nærmest Broager blev så at sige uberørt hele eftermiddagen. Alt trængte sig hen imod højre side, det gjaldt om at holde og om at tage Dybbøl by. Imellem husene blev der kæmpet på samme måde som den dag, de sloges ved Sankelmark, mand imod mand, bajonet imod bajonet. Vore havde sat sig fast i kirken bag husene, inde i dem, fra tagene, fra vinduerne, fra ethvert skudhul sendte døden sit budskab og derimellem kom skuddene fra batterierne, hvor der viste sig en fjendtlig kolonne eller større afdeling, som man troede det muligt at få hold på. Den flade mark ligger nu oprevet foran alle disse batterier i brede og dybe grøfter, der ligner en pløjet mark, men det er kuglerne og granaterne, som havde forrettet arbejdet. Preusserne og østrigerne var på vej tilbage og blev drevet frem igen af deres officerer, de styrtede som strå for en høstmand, men der kom nye i de dræbtes sted, bestandig friske.«

Om aftenen så Carit Etlar ud over valpladsen. Solen var gået ned, og månen gav krigspladsen en sær belysning. Krudtrøgen var drevet bort, og fra grøfterne steg røg op fra gryderne, hvor soldaterne nu lavede aftensmad. Tågen bredte sig, vinden sang sin klagesang, og fra Dybbølsiden kom en vogn skrumlende. Den kørte med sårede. Carit Etlar fortsætter:

»Længere ude i hjørnet af en mark møder øjet en gruppe, som har forsynet sig med to lygter. Det er en ung læge, som er gået ud fra en af skanserne. Han følges af en soldat, hvis udpakkede forbindingstornyster ligger åben foran dem, nogle ambulancesoldater bringer de sårede hen til ham. Soldaten holder den sårede, mens lægen forbinder. »Hvor er du såret?«, spørger han den stakkels mand, som kom stønnende mellem armene på de to opsamlere. »Bag skanse nummer fem«. »Jeg spørger, hvor du er såret!« råber lægen. »I min højre skulder,« svarer soldaten, som først nu rigtig forstod spørgsmålet.«

Den 23. marts (trykt i avisen 26. marts) skrev Carit Etlar:

»I de sidste dage beskyder de skanserne omtrent med 150 til 200 skud i døgnet. Nede ved pynten mellem slottet og søen samles soldaterne i små klynger for at give agt på skuddene. Først lægger man mærke til røgen, lidt efter lyder skraldet, og lidt senere endnu et skrald når granaten springer. En mand sidder nede ved rækværket, han skriver en kridtstreg for hver faldende skud. Ovre i værtshuset på den anden side af slottet spiller de kegler, der er ingen, der længere bekymrer sig synderligt om disse tyske granater, der i de første dage gjorde så stor opsigt. Nede under banken ser man en umådelig lang række fyrsteder, hvorfra røgen og en stærk duft af stegt flæsk stiger i vejret. Der koger soldaterne deres mad. Andre hænger langs med rækværket, ryger tobak og soler sig. Det ser ud, som når man hænger klæder til tørre.«

I det hele taget beskriver Etlar med omhyggelig iagttagelsessans, hvordan krigshelvedet nærmest var blevet uhyggelig hverdag:

»Nede på tømmerpladsen foran indgangen til slottet er der i disse dage blevet opført to store kogehuse, og midt på pladsen arbejder en mængde soldater i hvide lærredstrøjer. De synger og fløjter, mens høvlen og saven går. Det er ligkister de tømrer sammen til de faldne, og en mængde af dem står færdige rundt omkring. På en stabel sidder en soldat og spiser flæsk og brød, mens hans kammerater er i færd med at male kisterne sorte.«

Også Christian IX og krigsministeren kom til byen igen. Denne gang var kongens indtog særdeles diskret og afspejlede situationens forværring:

»De kørte på en gammel bondevogn fra en af vognparkerne, støvet og leret, så dens oprindelige farve var ukendelig,« fortæller Etlar.

»Kusken sad på et agebræt foran. Kongen tog straks ud i skanserne og vendte efter et ophold dér tilbage. Han tilbragte natten om bord på sit dampskib. I formiddag har kongen været ude på lazarettet på Augustenborg, og i eftermiddag ventes han her til byen. Hele følget kom kørende ind i Sønderborg i lige så strålende ekvipager.«

 

Kapitel 11 - Carit Etlar ser fjenden i øjnene

 

Den 29. marts har Carit Etlar i sin seneste beretning svært ved at skjule sit eget mismod og det håb, der nu er ved at forsvinde i den danske lejr. Der er smerte og død overalt, og lægerne lytter ikke engang længere til de såredes jammer. Hver dag krævede nye ofre. Alligevel fortsatte soldaterlivet, og danskerne havde nu i det hele taget vænnet sig til krigens rædsler:

»Mens den ene del af mandskabet står på vagt, så tager den anden del af mandskabet deres suppe bag gærdet eller læser et brev højt for en kammerat eller skriver til hjemmet, hvor bagsiden af tornystret tjener som bord. I går nat lå en officer og sov inde i barakken. Der gik tre granatstykker gennem dets tag, da han lidt efter blev kaldt ud, havde han ikke hørt det mindste til skraldene. Man vænner sig til alt. For fjorten dage siden var det en mærkværdighed, når en pikkelhue (type af hjelm med en karakteristisk pig på toppen, red.) viste sig ved andre lejligheder, end når vi stødte sammen med dem i kampen. Nu går man daglig frem og tilbage foran hinanden, som om vi var bedste venner i verden. Der skydes ikke mere på den enkelte mand, det er vedtaget. Med patruljerne derimod er det en anden sag, og selv disse forstår at finde sig til rette.«

Kampen om Dybbøl by rasede videre. De fjendtlige tropper rykkede hele tiden et lille nøk nærmere. Den 31. marts kunne Carit Etlar fortælle læserne om endnu et nærgående angreb:

»Nogle påstår, at angrebet skete først på venstre flanke, andre på højre. Under dette forcerede løb nåede preusserne i få minutter ind under skanserne, hvorved de kom på ganske nært hold. Inde bag voldene fortæller artilleristerne, at de kunne høre dem udbryde i jammerråb og klage efter at være gjort til pris for denne forfærdelige regn af kardæsker, som fulgte efter. Fra nu af gjorde kanonerne skud på skud, da der blev tyst, og solen kom frem, lå krudtrøgen over hele linjen som en halvt gennemsigtig tåge, hvorigennem man skimtede de mørke omrids af bønderhusene og den evige Dybbøl Mølle. På samme tid steg en tyk brunlig røg op fra fronten, det var huse, der brændte i Dybbøl by. Den første underretning om slagets gang bragtes ud til byen af en af de rejsende englændere, som opholder sig her i Sønderborg. Han havde allerede været en lille tur på besøg omkring skanserne og skulle nu i en fart tilbage for at drikke kaffe: »Vore folk sejre,« råbte han med et ansigt, der var blevet blodrødt af anstrengelse og af lykke: »De slås som gentlemen. Vi har to gange drevet dem tilbage fra vore skanser.«

Den 2. april havde Carit Etlar flere detaljer om de træfninger, der var foregået:

»De angrebne forposter kæmpede med udholdenhed og forsvarede deres stilling, indtil den fremrykkende mængde truede med aldeles at overvælde dem, hvorefter de da trak sig tilbage i god orden, dels mod syd, dels ind over og om bag de brystværn, de havde dannet i løbegravene. Det var endnu aldeles mørkt, månen begyndte at komme frem, men omgivet af diset tåge, som tilintetgjorde dens lys. Befæstningen i løbegravene, som nu var forstærket af reserven, ventede den kommende fjende uden dog at kunne få øje på ham og derfor uden at fyre. Imidlertid anså man det for ønskeligt at forskaffe sig underretning om hans bevægelser i hvilket øjemed der straks og frivilligt meldte sig en patrulje på 15 mand, hvoriblandt var syv slesvigere. De forlod stillingen bag løbegravene og vandrede trøstigt ud i mørket og natten hen mod den retning, hvorfra man formodede, at angrebet ville komme. Den udsendte patrulje stødte på fjenden imellem løbegravene, og en kort og heftig kamp opstod. På venstre fløj, som holdtes besat af 7. Kompagni, nærmede preusserne sig løbegravene på 150 alens (cirka 90 meter, red.) afstand. En heftig og fortsat geværild blev åbnet af dem, hvorefter fjenden drog sig længere mod syd og satte sig fast mellem Østerdybbøl og skanse nummer otte. Første bataljon lod derfor en deling af dets første kompagni og en anden deling af dets femte kompagni gå ud over løbegravene for at falde preusserne i flanken. Begge disse delinger gik hurtigt frem, det var som om de forud vidste, at denne dag skulle sejren være deres. De kastede fjenden ud af skyttegravene, men var ikke i stand til på grund af hans overlegne antal at drive ham bort fra den stilling, hvori han havde sat sig fast foran skansen.«

Som man kan forstå ud fra Carit Etlars medrivende breve, kom fjenden tættere og tættere på skanserne, mens deres granater blev ved med at ramme de danske stillinger. Carit Etlar skrev nu næsten hver dag lange frontberetninger, og han kom ud ved fronten, hvor han omtrent kunne røre ved fjenden:

»Det er en egen følelse af at stå fjenden så nær, at man kan høre ham tale, se ham udstille og afløse forposter, se hans soldater koge, spise og færdes på fredelig måde. Således står vi nu her i Dybbølstillingen. Dog netop denne nærhed af forposterne har noget beroligende ved sig. Man har en følelse af tryghed ved at have sin dødsfjende så nær, man har en følelse af at kunne kontrollere ham bedre end ellers, og dog er det ikke så. De egentlige belejringsarbejder, som preusserne nu antages at drive på med iver, foretages naturligvis på steder bag denne synlige forpostlinje. Vor forposter står nu kun et par hundrede alen fra Dybbøl by, denne lille, ubetydelige halvopbrændte landsby, der har sit navn indskrevet i historiens evige bøger, og som den dag i dag omtales i hele verden. Vi ser preusserne gå frem og tilbage i Dybbøls gader. Vi ser dem bære stole og borde ud i grøfterne til det dér placerede mandskab, som skal holde øje med os. Endnu i dag har fjenden ikke fået indsamlet alle sine døde fra stormen forleden. Vi ser med blotte øjne to døde ligge et par hundrede alen fra os ved et dige. At preusserne ikke skulle have observeret disse lig, er utænkeligt, da der jo efter fægtningernes ophør var våbenhvile, netop for at man gensidigt kunne bringe sine døde og sårede i sikkerhed, og da stedet, hvor ligene ligger, er så let iøjnefaldende fra begge sider. Rimeligt er det, at de er trætte af at samle alle deres skrækkeligt massakrerede lig og som en følge af disses mængde ikke tager det så nøje længere med et par stykker.«

Skanserne holdt foreløbig, og den 9. april kunne Carit Etlar bringe trøstende ord videre: »En mand, der står i et temmeligt nøje forhold til vore skanser, har forsikret mig, at den hele skade, det heftige og vedholdende bombardement har kunnet anrette i går, ikke er større, end at den i aften vil være aldeles oprettet igen.«

Den 8. brigade gør udfald mod fjenden under angrebet på Dybbøl 18. april 1864
Den 8. brigade gør udfald mod fjenden under angrebet på Dybbøl 18. april 1864

Men allerede dagen efter understregede Carit Etlar alvoren i tyskernes beskydning, der nu kom fra alle sider:

»Når man husker, at gennemsnittet af de granater, der hidtil dagligt er sendt os fra de fem batterier, udgør 300, mens der i dag alene derfra er blevet sendt 1.500, vil man kunne danne sig et svagt begreb om heftigheden af denne artillerikamp. Ude ved Dybbøl Mølle hvinede og peb det til tidlig aften fra alle sider som en stormvind, idet disse vældige jernmaster kløvede luften. Jorden synes at ryste under deres drønende og bedøvende knald. Man indånder krudtluften lige ned til brohovedet. Hver eneste nat; i denne uge har de bragt nye batterier, dog er det især fra lavningen og skjulesteder bag de beplantede hække, disse nye kampbaner pludselig er i aktion. Det er ikke længere en mod en eller batteri mod batteri. Fjenden beskyder os fra flere sider på én gang.«

 

Kapitel 12 - Dybbøl-skanser erobres

 

Situationen var i disse aprildage mere truende end nogensinde. Fjendernes granater blev ved med at falde over skanserne, og deres nybyggede, fremskudte linjer kom tættere og tættere på. Den 14. april trykte Berlingske Carit Etlars beretning fra 12. april, og situationen var blevet værre:

»Preusserne rykker os dagligt nærmere. Mens den heftigste beskydning finder sted, kan man fra vore skanser se den ene skovlfuld jord efter den anden højne sig over volden. På venstre flanke har de nu nærmet os indtil 700 alen (cirka 430 meter, red.) Forposterne derimod står hinanden på flere steder så nær, at de fjendtlige officerer kunne kaste cigarer over til vore soldater. Meningen med fjendens arbejder er utvivlsomt, at de agter at samle sig i deres løbegrave for med usvækkede kræfter pludselig at styrte ind over skanserne, når stormens time kommer. Det er disse 700 skridt, der så heftigt og uafbrudt kæmpes om. Ethvert af vore skud træffer sit mål, ender et liv og standser for et øjeblik arbejdet under jorden. Så kommer der nye i de faldnes sted, og værket begynder igen. Forleden dag gav preusserne sig til at skænde på vore, fordi de fyrede, mens deres ambulancesoldater bar en såret bort. »Skyd dog ovenover,« råbte de, »sådan gør vi«.

Ved Skanse 4 var de danske styrker på plads og beskød de fremstormende fjender, der især her led store tab. Men andre steder nåede de danske styrker først og frem til skanserne samtidig med preusserne. Samtidig tysk avisillustration, der overdriver de danske skansers højde. I realiteten var de fleste sønderskudte og sammensunkne.
Ved Skanse 4 var de danske styrker på plads og beskød de fremstormende fjender, der især her led store tab. Men andre steder nåede de danske styrker først og frem til skanserne samtidig med preusserne. Samtidig tysk avisillustration, der overdriver de danske skansers højde. I realiteten var de fleste sønderskudte og sammensunkne.

Den 13. april skrev Carit Etlar om den umulige situation på skanserne, der bombarderedes fra alle sider:

»Foruden de kendte batterier har der også i det sidste døgn vist sig et nyt mortérbatteri i nærheden af Ragebøl, fra hvilket der hele dagen er blevet kastet bomber imod skanserne. Omringet af denne hylende og hvislende kreds, der hver nat trækker sig nærmere og nærmere sammen omkring os, hvis antal på samme tid forøges, i stand til at beskyde de enkelte skanser fra tre sider uden rast eller hvile, lader det sig ikke dølge, at situationen i de sidste døgn er blevet alvorligere end nogensinde før, og at der nu gøres et fordobbelt, et næsten uoverkommeligt krav på mod og udholdenhed jo synligere overmagten, og dens virkninger fremtræder. Hidtil har dog både mod og uholdenhed stået sin prøve. Befalingsmænd og menige har indtil dette øjeblik trofast og broderligt delt den samme fare, samme skæbne.«

Nederlaget lå ham allerede i pennen tre dage senere. De tyske tropper skød nu ikke blot efter militære, men også civile mål:

»Rønhave er brændt. I solskinnet ligger den smukke herregård og ryger og stikker sine forkullede bjælkehoveder op, mens preusserne vedbliver at skyde til måls efter de hældende mure. Langs med fjorden og sundet gentager det samme syn sig, afbrændte huse, nedbrudte gårde, hjemløse familier. Hver dag har i de sidste døgn forøget antallet af disse ulykker, og dog er målet ikke fuldt endnu. På den anden side af vandet danner fjenden bestandig nye batterier. Hvert døgn en passiv modstand fra vor side eller en kamp på liv og død, hvori overmagten dog til sidst gør udslaget.«

De fjendtlige troppers overmagt syntes for stor trods den danske modstand:

»Hver dag fortæller rygtet om nye garderes ankomst, om nye vognrækker fulde af kanoner og bomber og granater, og alligevel har denne trompeterende nation lige til i dag ikke vovet sig ud af sine smuthuller bag grøfter og grave og rejst panden i ærlig kamp. I en halv mils afstand foretrækker den at rette kanonerne ikke blot efter en åben by efter de flygtende indbyggere som i Sønderborg, men endog efter enkelte aldeles værgeløse mennesker, som det skete i torsdags, da de, før de antændte Rønhave, skød efter forvalter Rosens karle og heste, som gik på marken og pløjede. Da de trængte ind på vore sletter, kom da dette hav, bølgende og brusende imod os som bølger på havet. De pralede af sejren endnu længe, før den var vundet, og de havde holdt mandtal over deres plyndrende og skændende skarer og fundet, at der endnu måtte mere til for at overvælde os i åbenlys kamp.«

Stormen mod Dybbøl blev indledt klokken fire om morgenen den 18. april. I godt seks timer regnede det ned med tusindvis af granater over skanserne, hvor soldaterne i forvejen var udmattede og krigstrætte. Klokken ti indstillede tyskerne bombardementet og stormede skanserne.

Styrkeforholdet var ganske ulige. Der var cirka 20.000 preussiske soldater i første fremstød, og godt 22.000 lå klar som reserve. I første skanserække havde Danmark kun godt 5.000 soldater, og den danske reserve på godt 6.000 soldater var først alarmeret, godt 30 minutter før angrebet blev sat ind. I løbet af den første halve time erobrede tyskerne syv ud af ti skanser. Omkring kl. 10.30 beordrede general du Plat et modangreb sat ind af ottende brigade. I begyndelsen tegnede dette godt, men efterhånden gik modangrebet i stå ved Dybbøl Mølle. Lidt over klokken 11 nåede de preussiske reserver frem, og de danske styrker trak sig tilbage til brohovedet ved Alssund. På det tidspunkt havde ottende brigade mistet godt halvdelen af sine mænd, der enten var døde, sårede eller taget til fange.

I realiteten sluttede slaget omkring klokken 14 med en klar tysk sejr. Generalmajor du Plat faldt selv under modangrebet. Du Plat havde forsøgt at få general Gerlach til at forlade de sønderskudte skanser ved Dybbøl, men Gerlach turde ikke, fordi der var et politisk pres for at holde stillingen. Du Plat havde endda tilbudt at tage hele ansvaret, men de danske styrker forblev i skanserne. Danmark mistede næsten 5.000 mand, Preussen omkring 1.200.

Carit Etlar var midt i krigszonen, da stormløbet på Dybbøl satte i gang. To dage senere kunne man læse hans beretning i Berlingske:

»Nu er det sket, vi har formiddags forladt Dybbølskanserne, inddraget broerne, trukket vore kanoner tilbage til Als og vendt deres mundinger over mod Sundeved for at begynde en ny kamp her og værne om den sidste rest af Slesvig. Kommer dette tilbagetog uventet for nogen, er skylden nærmest den, at han har anlagt større målestok for vor modstandsevne end villighed tillod. Dette tilbagetog var en nødvendig følge af soldaternes udmattelse, som måtte dølges, fordi det at meddele dem til hjemmet var det samme som at meddele dem til fjenden, der altid har forstået så meget dansk, som hans fordel krævede.«

Carit Etlar berettede, at der var faldet 12.000 kanonskud i døgnet.

»I seks efter hvert andet følgende døgn har skiftevis ethvert regiment ligget sammenkrøbet i huller og grøfter af denne med hele læs sprængte jernstumper gennempiskede jord under en helvedeslarm af hylende og brummende projektiler, som sprang omkring dem, opsøgte og fandt dem under enhver dækning. De havde sat deres geværer fra sig, der var i øjeblikket ikke i brug for dem, de lå ørkesløse og ventede på døden. Omsider kunne soldaterne ikke heller holde denne forposttjeneste ud, foruden den vedvarende kanonild var fjendens løbegrave til venstre rykket ind mod os på 200 alen (cirka 120 meter, red.). At vise hovedet op over brystværnet var døden, det var ikke længere muligt at søge maden omkring ved gravene og at gå efter den, der blev bragt fra dampkøkkenet havde heller ingen lyst til. Den skulle hentes over en åben mark, der uafbrudt blev overdænget med granater, de foretrak at blive liggende, spiste hvad de havde hos sig og sultede siden.«

Etlar fortalte malerisk om den forfærdelige situation, hvor de danske soldater var trængt ned i skanserne af tyskernes uafladelige og voldsomme bombardement.

Han fortalte, hvordan hele regimenter tiggede om at få lov til at angribe i stedet. De fik afslag, og måtte tilbage:

»Hvor skal I hen?« spurgte en soldat, som mødte dem. »Til slagtehuset!« var svaret. Således blev vi ved at holde stillingen, lå inde i skanserne eller omkring dem uden at give noget livstegn fra os. Kiggede blot en gang imellem op over brystværnet, ikke for at se om fjendens haglvejr hørte op, men for at spejde efter om han dog ikke snart ville komme til syne.«

Dagen efter stormen på Dybbøl fortsatte Carit Etlar med at rapportere om reaktionerne på nederlaget. Som en ægte journalist tøvede han nu med at bringe andenhåndsviden videre. Det var vanskeligt at skelne sandhed fra overdrivelse, konstaterede han, i de mange beretninger om heltedåd og brutalitet, han lagde ører til. I stedet berettede han om det, han kunne se med egne øjne: Bøndernes køreture gennem Sønderborg by med nogle af den danske hærs dygtigste officerer, nu ukendelige af sår og blod. Der var erklæret midlertidig våbenhvile, så danskerne kunne hente de faldne officerer på den anden side af Alssund og sejle dem til Sønderborg, mens tyskerne holdt øje med det hele:

»Oppe på brystværnet af brohovedet havde preusserne plantet et stort hvidt flag, straks efter dette var sket kom de i skarer frem over bakkerne, talrige klynger samledes nede ved stranden, og en del officerer blev holdende oppe på bakken, hvorfra de iagttog vor stilling igennem lange kikkerter mens vi sejlede frem og tilbage med de døde.«

Etlar var stærkt forbitret over, at den fjendtlige erobringsmagt nu spillede sejrsmusik fra de skanser, de nu havde indtaget:

»Da vi for 16 år siden jog dem ud af deres fæstning i Dybbøl, var der ingen af os, der tænkte på at trompetere og slå på stortromme af glæde derover. Alle de officerers lig, vi hentede fra Dybbølsiden, var efter preussisk sædvane plyndrede til det inderste; ure, ringe, penge, skulderbånd, støvler og strømper havde man røvet. Souschefen major Rosen blev bragt os i blottet skjorte.«

Efter Dybbøls fald var der i det hele taget intet andet for Carit Etlar at gøre end at rapportere hjem om nederlaget og følgerne af det:

»Hvor det dog ser sørgeligt ud i Sønderborgs gader. En ruin og gennemskudte huse, en sværtet murstensdynge og et enkelt ubeskadiget hus, hvor der med en plakat i vinduet fortælles, at her skænkes varm punch og kaffe. Hele byen er som et stort gravkammer, man møder ingen, ser intet uden døden og tilintetgørelsen. Sønderborg er rædslens og tilintetgørelsens billede. Overalt viser sig gårsdagens spor af granater og bomber, ulykken står at læse på alle mure, husene langs vandet står endnu i lys lue.«

Oprørtheden var heller ikke til at skjule for krigsreporteren, da han den 22. april skrev:

»Imidlertid har preusserne haft en lille fest mellem skanserne. I går eftermiddag kom Hans Majestæt Kongen (den tyske kong Wilhelm I, red.) efter at have holdt en illumination (sejrsfest, red.) i Berlin for at besøge sin armé og overbevise sig selv om, det også virkelig var muligt, at de havde Dybbølskanserne. På vejen til Gråsten mødte han et lig i en rustvogn. Det var general du Plat, som blev ført tilbage til os fra lazarettet i Flensborg. De bragte også de andre faldne officerer. De havde berøvet dem enhver genstand, enkelte endda deres beklædningsstykker. For at få en ring havde de skåret fingeren af en officer. Jeg anså det for overdrevent, for umuligt, i dag har jeg hørt en læge forsikre, at han har set denne lemlæstelse på den døde.«

 

 

Kapitel 13 - Fredsslutning

 

Efter Dybbøls fald den 18. april var Fredericia danskernes eneste bastion i Jylland, hvor de danske styrker dog havde mulighed for et modangreb, men krigsminister Lundbye befalede nu Fredericias kommandant N.C. Lunding og general Gerlach, at byen skulle rømmes, selv om befæstningen var stærkere end Dybbøls.

Kun modvilligt accepterede Lunding befalingen, og den 28. april forlod tropperne byen og sejlede til Fyn. Preusserne og østrigerne besatte dernæst hele Jylland op til Limfjorden. Det Tyske Forbund stod sømæssigt svagt, og derfor var der ikke umiddelbart fare for, at tyske tropper ville sætte over vandet til Fyn eller Sjælland. De gange, de danske skibe mødte de tyske, vandt de danske styrker, og ved træfningen ved Helgoland, hvor fregatten Jylland var med, kom de danske skibe bedst ud af konfrontationen. Men samlet set fik disse sejre ikke betydning for krigens udfald.

Glode du Plat deltog i krigen 1848-1850 og blev hårdt såret. Han var helstatsmand og beskrives som en forstandig kommandant. Du Plat støttede de Mezas forslag om at trække sig fra Dannevirkestillingen. Han var utrættelig i sine opgaver under angrebet på Dybbøl, og historikere har peget på, at det var ham, der kæmpede for at bevare de Meza som overgeneral, da minister Lundbye forsøgte at skaffe ham af vejen. Under stormen på Dybbøl havde du Plat kommandoen ved Sundeved. Her blev han dødeligt såret.
Glode du Plat deltog i krigen 1848-1850 og blev hårdt såret. Han var helstatsmand og beskrives som en forstandig kommandant. Du Plat støttede de Mezas forslag om at trække sig fra Dannevirkestillingen. Han var utrættelig i sine opgaver under angrebet på Dybbøl, og historikere har peget på, at det var ham, der kæmpede for at bevare de Meza som overgeneral, da minister Lundbye forsøgte at skaffe ham af vejen. Under stormen på Dybbøl havde du Plat kommandoen ved Sundeved. Her blev han dødeligt såret.

Den sidste krigsreportage fra Carit Etlars hånd var at finde i Berlingske 2. maj 1864. Slagmarken var blevet et udflugtsmål:

»Preussiske soldater spadserer omkring på brohovedet med hinanden under armen og pibe i munden. Wienervogne kommer rullende, og man ser pyntede damer stige ud og betragte de berømte skanser med lorgnetten for øjet og gestikulerende på tysk med hænder og parasol. Folk i grå frakker og en lille struttende grøn fjer på den ene side af hatten kommer valfartende med rejsetasker, som de fylder med granatstumper. Der drives vist en indbringende handel med disse sejrsminder. Forleden havde vi igen en våbenhvile, som fjenden benyttede til at skaffe vort skyts bort nede ved brohovedet, hvor han ellers ville være udsat for at bestryges fra batterierne på Als. Det var, som om de to kanoner vægrede sig ved at forlade skansen. Hestene kunne ikke trække dem, krudtkammeret blev også tømt, nogle af tønderne rullede de ned i vandet. Vort krudt var dem vist ikke godt nok, jeg synes dog det ganske upåklageligt har gjort sin virkning, så længe vi brugte det. Et musikkorps var der også, dette spillede, og soldaterne sang. Lirekassen manglede, den havde endnu ikke fået melodien anbragt til den nye Dybbølsejrsmarch, som prins Friedrich forleden ønskede al den popularitet, den fortjente.«

De danske soldater slikkede deres sår og forsøgte at forstå, hvad der var sket:

»Her hos os taler man endnu også kun om skanserne. Soldaten ligner en fader, der af alle sine børn holder mest af det, han har lidt mest for. Tusinde historier fortælles, og i de fleste af disse fortællinger hører jeg bestandig gentages navne på soldater med mod og koldblodighed og pligtopfyldelse, som aldrig blev træt og aldrig kendte til ophør og hvile. Ingen af dem kender jeg, men jeg tænker ofte på, at når man i København i en ædel trang ville vise sin påskønnelse, giver æressabel til Anker, hvilken ytring af tak har man da vel tiltænkt alle de øvrige, der virkede og kæmpede så bravt og lige så trofast som han?«

Carit Etlars sidste bemærkning skyldtes, at kongen havde udvalgt sekondløjtnant Johan Anker, der ledte forsvaret af Skanse 2, til at modtage både et ridderkors og en æressabel i København.

Der var ikke mange helte i 1864, men Johan Anker var en af de få. Han var født på Bornholm og blev også soldat på øen. Da krigen kom, søgte han ind i artilleriet. Under krigen blev han ansvarlig for forsvaret af skanse to og udførte jobbet flot. Han blev taget til fange ved stormen den 18. april, og allerede på dette tidspunkt var han nationalhelt, som pressen skrev om, og som tyskerne ville have fat i. Han optræder som skikkelse på sejrsmonumentet i Berlin. Kongen og pressen priste hans indsats, og ved en ceremoni i København 18. august 1864 fik han en æressabel af taknemmelige borgere. Han tog sin afsked i 1865. Desværre drak han meget og døde tidligt som 39-årig. Militærhistorikere har ment, at hans indsats blev overvurderet, hvilket også Carl Etlar antyder i sine beretninger ved fronten.
Der var ikke mange helte i 1864, men Johan Anker var en af de få. Han var født på Bornholm og blev også soldat på øen. Da krigen kom, søgte han ind i artilleriet. Under krigen blev han ansvarlig for forsvaret af skanse to og udførte jobbet flot. Han blev taget til fange ved stormen den 18. april, og allerede på dette tidspunkt var han nationalhelt, som pressen skrev om, og som tyskerne ville have fat i. Han optræder som skikkelse på sejrsmonumentet i Berlin. Kongen og pressen priste hans indsats, og ved en ceremoni i København 18. august 1864 fik han en æressabel af taknemmelige borgere. Han tog sin afsked i 1865. Desværre drak han meget og døde tidligt som 39-årig. Militærhistorikere har ment, at hans indsats blev overvurderet, hvilket også Carl Etlar antyder i sine beretninger ved fronten.

Den 12. maj blev der indgået en våbenhvile af en måneds varighed, og de andre stormagter pressede Danmark under fredskonferencen i London til at acceptere den tyske sejr og drøfte en deling af Slesvig. Usmidige danske forhandlere, der havde håbløse krav med hjemmefra, fik ikke meget ud af disse forhandlinger, som siden af historikere er blevet bedømt meget hårdt, fordi danskerne lod sig udmanøvrere af Bismarck i diplomatiets spil. Da forhandlingerne brød sammen, var der glæde i den danske befolkning, men det var en glæde uden reel grund.

Preusserne havde under våbenhvilen været smarte nok til at forberede erobringen af Als. De havde samlet et stort antal robåde i Sottrup Storskov ved Sundeved ved Alssund. Den 29. juni om natten sejlede de soldater over til Als. Der var tale om hårde kampe, men danskerne blev presset tilbage mod halvøen Kegnæs, og den 1. juli forlod de sidste danske styrker Als.

Dermed havde tyskerne erobret Als, og de besatte Jylland til Skagen. Men før freden endelig blev sluttet, fik Danmark et sidste blodigt nederlag ved Slaget ved Lundby i Nordøsthimmerland den 3. juli 1864. Et dansk kompagni forsøgte her et frontalt bajonetangreb ned ad en bakkeskråning, men gik i stå 20 meter foran det dige, hvor preusserne lå i dækning. På dansk side var der 32 døde, 44 sårede og 20 tilfangetagne og endelig to savnede mod blot tre sårede preussere. Denne afsluttende kamp understregede det tragiske danske nederlag.

Mistilliden til konseilspræsident Monrad voksede i København, og i juli dannede C.A. Bluhme (1794-1866) en regering, der efter hårde fredsforhandlinger måtte acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Lauenborg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Freden i Wien blev underskrevet den 30. oktober og ratificeret med stort flertal af Rigsrådets to kamre. Dermed havde det danske monarki mistet to femtedele af såvel sin befolkning som sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer med 1,7 million indbyggere.

Klunketidens succesforfatter Carit Etlar i arbejdsværelset, hvor han udtænkte sine underholdningsromaner. Tegning af Poul Steffensen, der illustrerede flere af Etlars romaner.
Klunketidens succesforfatter Carit Etlar i arbejdsværelset, hvor han udtænkte sine underholdningsromaner. Tegning af Poul Steffensen, der illustrerede flere af Etlars romaner.

 

Epilog - Tilbage i København

 

Carit Etlar vendte i maj 1864 tilbage til København. Han blev ved med at arbejde på Det Kgl. Bibliotek, og han fortsatte sin omfattende produktion af bøger, noveller, skuespil og meget andet.

Han giftede sig som 72-årig med Augusta Schultz, som han samarbejdede litterært med, og som senere skrev en bog om Carit Etlars sidste år. Disse blev i høj grad præget af succes. Han blev hyldet af alle som en national forfatter, der på afgørende vis havde bidraget med patriotisk litteratur. Han fik ridderorden, og i 1896 gav kong Christian IX ham en professortitel som påskønnelse. Da han døde i 1900, blev han begravet i parrets villa i Gentofte, og hans enke vogtede over hans minde

I sine temmelig sporadiske erindringer »Carit Etlars Minder« (1896) fortæller Carit Etlar mere løst end fast om sit liv. Da bogen blev genudgivet i 1916 af hans enke, var der bagest i bogen statistiske opgørelser over salg og udlån fra biblioteket af Carit Etlars bøger. De viser, at Carit Etlar 1902-03 var den danske forfatter, hvis værker blev udlånt mest fra danske biblioteker, men såmænd også i Norge.

I 1907 foretog man en undersøgelse på drengeskoler med i alt 1.200 elever, der viste, at 40 procent nævnte Carit Etlar som deres favoritforfatter, mens B.S. Ingemann blev nævnt af 22 procent, Steen Steensen Blicher af syv procent og H.C. Andersen af blot seks procent.

Salget gik strygende, og i 1907 var der blevet solgt 650.000 eksemplarer af Carit Etlars bøger – i 1910 var dette tal steget til 1,52 millioner. Carit Etlars »Gøngehøvdingen« var den bog, der solgte bedst, men han holdt selv mest af romanen »Viben Peter«.

Carit Etlar kom ikke til at skrive fast igen for Berlingske politiske og Advertisiements-tidende, og krigserindringerne fra 1864 var ikke noget, han vendte tilbage til i sine erindringer. Men året efter krigen i 1864 udgav han bogen »Krigsbilleder«. Den består af noveller, som er inspireret af Etlars oplevelser ved fronten i 1848 og 1864. Her optræder korte brudstykker af hans krigsreportager, men ellers består bogen af nye tekster.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.