Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Socialrådgivere føler sig lænket til computeren: Ingen tid til udsatte børn

Bureaukrati. Antallet af indberetninger om udsatte børn stiger kraftigt, samtidig med at frygten for en ny Tønder-sag har ført til langt større krav om dokumentation og registrering. Ifølge egne udsagn bruger sags­behandlere på børneområdet nu 80 procent af arbejdstiden på »bureaukrati«. »Vi skal ikke tilbage til gamle dage,« lyder svaret fra kommunerne.

»Alle er rigtigt bange for, at vi får en ny Tønder- eller Brønderslev-sag, men det her er gået for vidt. Vi bruger det meste af vores arbejdstid på registreringer. Hver enkelt registrering er foretaget i en god mening, men den samlede mængde overskygger det, vi ved, der virker, nemlig kontakten og dialogen med børnene og familierne,« fremhæver Ditte Brøndum, sagsbehandler i Gladsaxe Kommune. Foto: Niels Ahlmann Olesen
»Alle er rigtigt bange for, at vi får en ny Tønder- eller Brønderslev-sag, men det her er gået for vidt. Vi bruger det meste af vores arbejdstid på registreringer. Hver enkelt registrering er foretaget i en god mening, men den samlede mængde overskygger det, vi ved, der virker, nemlig kontakten og dialogen med børnene og familierne,« fremhæver Ditte Brøndum, sagsbehandler i Gladsaxe Kommune. Foto: Niels Ahlmann Olesen

For nogle uger siden måtte enheden i Gladsaxe Kommune, hvor Ditte Brøndum arbejder som sagsbehandler, rive en hel uge ud af kalenderen for at taste, dokumentere og skrive rapporter. De lukkede telefonerne, hvorefter de seks ansatte udfyldte skemaer, skrev rapporter og i det hele taget forsøgte at indhente det tasteefterslæb, de havde oparbejdet. Fænomenet er velkendt på landets socialkontorer. Sådan må man gøre engang imellem for at undgå fejl, forsømmelser og reprimander.

En undersøgelse fra Socialrådgiverforeningen anslår, at registreringer og dokumentation på børneområdet sluger 80 procent af sagsbehandlernes tid.

»Det kan være udmærket, at vi i en sag registrerer de skridt, vi tager. Men mængden af registreringer er blevet så voldsom, at registrering tager al tiden, som kunne være brugt på at snakke med børn og unge,« siger Ditte Brøndum.

Det er især de seneste ti års tragiske sager med misbrug af børn i blandt andet kommunerne Tønder, Brønderslev og Rebild, som har ført til en eksplosion i kravet til registreringer og et massivt politisk fokus på kommunernes administration i denne type sager. Desuden har Socialministeriet flere gange strammet kravene til, hvad der skal dokumenteres og indberettes.

»Man er gået amok!«

Ditte Brøndum, som er IT-superbruger i Gladsaxe Kommune, har netop stiftet facebookgruppen Socialrådgiverbevægelsen mod bureaukrati i DUBU. Forkortelsen DUBU står for Digitalisering – Udsatte Børn og Unge og er et registreringsystem, som de kommunale sagsbehandlere taster ind i, når de modtager en indberetning om et udsat barn. I alt 38 skærmbilleder skal udfyldes.

»Alle er rigtigt bange for, at vi får en ny Tønder- eller Brønderslev-sag, men det her er gået for vidt. Vi bruger det meste af vores arbejdstid på registreringer, så vi i højere grad bruger teammøder på at diskutere, hvordan vi slipper for fejl, og ikke på, hvordan vi bedst muligt hjælper børn og unge. Hver enkelt registrering er foretaget i en god mening, men den samlede mængde overskygger det, vi ved, der virker, nemlig kontakten og dialogen med børnene og familierne,« skriver Ditte Brøndum på facebooksiden.

Rapporten »Bureaukrati tynger børnearbejdet – men der er veje ud af det!«, som er udarbejdet på baggrund af interview med ti børnesagsbehandlere og ledere fra kommuner i hele landet, peger på, at der er stor forskel på omfanget af det, de kalder bureaukrati i kommunerne.

»Der er opstået en »fejlfinderkultur« i kommunerne, hvor man dækker sig mod kritik ved at skærpe de formelle krav og skriftligheden,« hedder det i konklusionen.

I en beskrivelse fra en af de i rapporten anonymiserede sagsbehandlere hedder det om nogle af kravene:

»Selv en øvet medarbejder bruger en halv time bare på at registrere og dokumentere en underretning. Ankestyrelsen skal også have en melding. Man skal registrere modtagelsen, vurdere om der skal handles inden for 24 timer, orientere forældre og partshøre snarest. Ved en verserende sag skal den neutralt genvurderes. Der skal kvitteres til underretteren inden seks dage.«

En underretning om et udsat barn kan eksempelvis komme fra en lærer, en pædagog, en forælder, en nabo eller barnet selv. Når de henvender sig til kommunen med en mistanke om overgreb eller mistrivsel, går et større apparat i gang. Socialministeriet har flere gange strammet tolkningen af, hvad der er en underretning. En sag, der nævnes på et internt møde, skal eksempelvis betragtes som en underretning, registreres og behandles i DUBU-systemet.

I 2014 modtog kommunerne 64.652 underretninger om udsatte børn, hvilket er en kraftig stigning på få år.

»Man er gået amok i vurderingen af, hvornår der er tale om en underretning,« hedder det i et citat fra en af de medvirkende i rapporten.

Fejl i 80 procent af sociale sager

I Kommunernes Landsforening siger kontorchef Tina Wahl:

»Vi vil til enhver tid sige: hellere en indberetning for meget end en for lidt.«

Hvis kommunens sagsbehandlere efter en underretning skønner, at der er behov for at gå videre med en sag, skal der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse – en såkaldt paragraf 50-undersøgelse, som kommer hele vejen rundt om barnet eller den unge. Dem bliver der i dag udarbejdet langt flere af end tidligere, ligesom de er vokset betydeligt i omfang og senest skal være færdige fire måneder efter, en underretning er sket.

I Socialrådgivernes rapport vurderer en sagsbehandler, at undersøgelserne bruges til alt for meget – også når et barn blot skal have en kontaktperson eller et lommepengejob. For få år siden var en børnefaglig undersøgelse på seks-otte sider. I dag er den på 20-25 sider.

»Selv den mindste tvivl om, at der skal laves en undersøgelse, gør, at den skal laves,« siger en sagsbehandler.

Socialministeriet har i forbindelse med de alvorlige sager fra blandt andet Brønderslev oprettet en taskforce, som rejser rundt i landet for at kontrollere, at registreringen nu også sker, som den skal. Da holdet første gang kom ud, konstaterede det, at der var alvorlige fejl i 80 procent af alle sager omhandlende udsatte børn, hvilket fik Kommunernes Landsforening til at fastslå, at kommunerne ikke gør det godt nok. Og at der skal noget helt andet til.

De omfattende rapporter kan imidlertid også være svære at forstå for dem, de handler om, mener Ditte Brøndum.

»Jeg har oplevet flere forældre, der læser dokumentet og siger: »Hvad er det? Er det mig det her?« Mange uden akademisk uddannelse undrer sig, og nogle gange bliver det en hindring for, at man får et godt samarbejde,« siger Ditte Brøndum og tilføjer:

»Der går en masse tid, hvor vi er nødt til at fordybe os og skrive, og den tid er vi ikke sammen med familien. De er jo ekstremt bekymrede i disse perioder, for hvad kan kommunen finde på?« spørger Ditte Brøndum.

»Det har ingen værdi for borgeren«

Afdelingsleder Anders Fløjborg fra Vordingborg Kommune er enig i kritikken. Han mener, at der er en selvforstærkende effekt i udbredelsen af bureaukratiet.

»Politikernes tørst efter at vide, hvad de får for pengene, og at føre kontrol med dette bliver ved – den er ikke slukket. Diskursen om, at ting kan kontrolleres, avler nye ting, der kan kontrolleres og kigges efter. Det kan fodre en nysgerrighed, men har ikke nogen værdi for borgeren,« siger Anders Fløjborg.

Enkelte kommuner arbejder med den såkaldte sverigesmodel, hvor sagsbehandleren har færre sager og mulighed for at gå i dybden med dem. Det har betydet, at flere kommuner i de senere år har ansat flere socialrådgivere.

»Det er en perspektivrig udvikling, men det er ikke nok. Det er umuligt at forestille sig en fordobling af styrken på landsplan, hvilket det ville kræve i forhold til at følge med de høje dokumentationskrav. Derfor må man finde en anden måde at udnytte ressourcerne på,« mener næstformand i Socialrådgiverforeningen Niels Christian Barkholt.

Landets socialrådgivere er derfor på vej med et udspil til, hvordan registreringerne kan begrænses.

»Vi bliver nødt til at tage en basal diskussion om, hvordan vi skal bruge vores tid. Vi er kommet helt derud, hvor det kompromitterer vores mulighed for at løse de opgaver, vi har i forhold til udsatte børn og deres forældre. Når vi har gjort alt det, vi ifølge procedurerne skal, er der ikke mere tid tilbage,« siger Niels Christian Barkholt.

Socialrådgiveren foreslår, at man udvælger færre og vigtigere formkrav at måle på og i højere grad måler, hvordan indsatsen virker og ikke så meget på tidsfrister, procedurer og mængden af fejl.

»Billedet er ikke så sort, som de tegner det«

Tina Wahl fra KL afviser størstedelen af socialrådgivernes kritik. De må vænne sig til at arbejde på en anden måde end tidligere, hvor man kunne overhøre 15 indberetninger uden at gøre noget, eller hvor man kunne opstille et uhåndterbart mål for et barn om »et godt liv«.

»Det er rigtigt, at der tilbringes megen tid foran en computer i dagens Danmark – sådan er det jo inden for næsten alle fag. Vi skal selvfølgelig ikke dokumentere for dokumentationens skyld, og vi skal være så ubureaukratiske som muligt i den måde, vi arbejder på. Men vi bliver nødt til at arbejde med metoder, der virker, og opstille nogle mål for barnet eller den unge, som er målbare og kan efterprøves,« siger Tina Wahl og tilføjer:

»De 80 procent, som socialrådgiverne mener er bureaukrati, indholder blandt andet det, som jeg kalder fornuftigt socialfagligt arbejde, hvor man på baggrund af de oplysninger, man har, vurderer, hvilken indsats der skal til.«

Kontorchefen henviser dog til, at man er i gang med en revision af IT-systemet DUBU, men at der er »ikke så meget at være sur over, som socialrådgiverne siger«:

»Jeg køber ikke præmissen om, at det eneste, der virker, er at tale med barnet og familien, og at vi bare skal tilbage til de gode gamle dage. Billedet er ikke så sort, som socialrådgiverne tegner det. Men selvfølgelig skal vi hele tiden have et stort fokus på ikke alene at være så fagligt dygtige som muligt, men også være det med så lidt bureaukrati som muligt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.