Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Socialdemokratiet efter stikkerlinje-samråd: »Regeringen stoler blindt på Erdogans folk«

En kommentar om en religiøs rådgiver ved den tyrkiske ambassade i København blev torsdag stridspunktet i sagen om tyrkisk overvågning af danske statsborgere. Udenrigsministeren tager ikke sagen alvorligt nok, kritiserer Socialdemokratiet.

Udenrigsminister Anders Samuelsen besvarede torsdag spørgsmål i Folketinget om overvågningen af danske statsborgere fra de tyrkiske myndigheder. Socialdemokratiet kritiserede efterfølgende ministeren for at tro for meget de forklaring, han fik fra myndighederne i Tyrkiet (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017)
Udenrigsminister Anders Samuelsen besvarede torsdag spørgsmål i Folketinget om overvågningen af danske statsborgere fra de tyrkiske myndigheder. Socialdemokratiet kritiserede efterfølgende ministeren for at tro for meget de forklaring, han fik fra myndighederne i Tyrkiet (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2017)

Indtil nu har sagen om den tyrkiske regerings overvågning af danske statsborgere været diskuteret bag lukkede døre i Folketinget.

Men torsdag blev dørene slået op, da Udenrigsudvalget afholdt et åbent samråd om sagen. Det var dog ikke meget nyt, der kom ud af det 80 minutter lange møde.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) gentog flere gange i løbet af samrådet, at han ikke kunne gøre mere end han allerede havde gjort, og at han ikke kunne sige andet, end hvad han havde sagt.

Midt i samrådet opstod der dog en ny og stor strid mellem ministeren og oppositionen: Tilhørsforholdet for den religiøse rådgiver, der den 27. april bekræftede over for Kristeligt Dagblad, at den tyrkiske ambassade i København har indsamlet information om dansk-tyrkere.

»Det var en imam, en religiøs rådgiver for ambassaden, der var ude at sige noget. Det var ikke ambassaden, det var ikke en ambassadør eller chargé d’affaires, der på vegne af ambassaden bekræftede noget,« sagde Anders Samuelsen under samrådet.

Det svar faldt flere af de tilstedeværende politikere for brystet.

Den religiøse rådgiver Adnan Bülent Baloğlu var nemlig ikke blot tilknyttet den tyrkiske ambassade i København, han var også udsendt af den tyrkiske regering i Ankara.

Det skete bl.a. efter at en række dansk-tyrkere har stået frem i Berlingske og fortalt, at de er blevet angivet til de tyrkiske myndigheder som »landsforrædere«.

Men ifølge Samuelsen udtalte den religiøse rådgiver sig altså ikke på vegne af ambassaden eller den tyrkiske stat. Den udlægning har Socialdemokratiet dog kun hovedrysten til overs for.

»Det viser jo, hvor uforberedt Anders Samuelsen er. Imamen var ansat på ambassaden og udpeget af den tyrkiske regering,« sagde Lars Aslan Rasmussen (S) efter samrådet til Berlingske.

Da Anders Samuelsen blev spurgt ind til, om Adnan Bülent Baloğlu udtalte sig på vegne af den tyrkiske stat, henviste udenrigsministeren til, at de tyrkiske myndigheder efterfølgende har taget afstand fra imamens udtalelser.

Men også det møder kritik fra Lars Aslan Rasmussen.

»Svaret er useriøst og bekræfter mig bare i, at regeringen ikke tager sagen alvorligt nok. De stoler blindt på, hvad Erdogans folk siger,« sagde Lars Aslan til Berlingske.

I løbet af samrådet understregede udenrigsministeren, at han tog sagen meget seriøst. Det var derfor, at hans embedsfolk kort forinden samrådet havde holdt møde i Tyrkiets hovedstad, Ankara, med de tyrkiske myndigheder.

Det var netop på dette møde, at tyrkerne havde taget afstand fra imamens udtalelser, sagde Samuelsen.

Han forklarede også, at budskabet fra Udenrigsministeriets møde med den tyrkiske ambassade i marts var blevet gentaget fra tyrkisk side, og at Udenrigsministeriet igen havde betonet over for tyrkerne, at de ikke må indsamle informationer eller bedrive efterretningsvirksomhed i Danmark.

Berlingske har forsøgt at få en uddybende kommentar fra udenrigsminister Anders Samuelsen om sagen, men han har ikke ønsket at stille op til interview.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.