Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Snydt for hurtigt bredbånd? Det kan du gøre

TDC, Telenor og Telia har vildledt deres kunder om hastigheden på bredbånd. Hvis det er gået ud over dig, kan du kræve kompensation

København: De tre største danske teleselskaber TDC, Telenor og Telia har vildledt deres kunder og lovet dem hurtigere bredbånd, end kunderne reelt kunne få.

Det konkluderer Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, som har bedt teleselskaberne om at ændre den måde, de markedsfører deres bredbåndshastigheder.

Føler du ikke, at du har fået den bredbåndshastighed, du er blevet lovet, skal du kræve din ret ved at klage til dit selskab, siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet.

- Hvis teleselskaberne ikke har leveret den lovede hastighed, skal forbrugerne selvfølgelig kompenseres på en rimelig måde i forhold til den konkrete sag. Det skal man kræve, siger Martin Salamon.

- Det vil være rimeligt, at teleselskabet kompenserer med et nedslag i prisen eller giver forbrugeren mulighed for at opsige aftalen med det samme. Hvis de ikke gør det, skal man klage videre til teleankenævnet, siger Martin Salamon.

Hos Telia og TDC skal kunderne dog ikke være nervøse for, at de ikke har fået den bredbåndshastighed, de har betalt for, hvis man spørger selskaberne selv.

- Når en kunde bestiller bredbånd hos TDC, måler vi internetlinjen fra vores fiberpunkter og centraler til hjemmet, så vi ved nøjagtig, hvad vi kan tilbyde kunden. På den måde sikrer vi, at alle kunder får præcis den internethastighed, de betaler for. Den fremgangsmåde har vi fulgt hele tiden, så kunderne kan være sikre på den forbindelse, de får, siger Camilla Sebelius, kommunikationspartner i TDC.

Hos Telia ser jurist Frederik Siegumfeldt primært kritikken fra Forbrugerombudsmanden som en kritik af selskabets markedsføring.

- Vi sælger ikke produkter til kunderne, som vi ikke kan levere. Men hvis der er kunder, som føler, vi har lovet dem noget, som de ikke har fået, vil vi selvfølgelig forsøge at finde en løsning eller give kunden lov til opsige deres abonnement, selvom de har en binding, siger Frederik Siegumfeldt.

Hvis du vil teste, om din bredbåndshastighed lever op til det dit selskab lover, kan du tjekke hastigheden ved hjælp af selskabernes egne målere eller bruge Energistyrelsens måler.

Teleankenævnet oplyser på sin hjemmeside, at man kan klage til nævnet, hvis man har klaget skriftligt til sit teleskab, og teleselskabet har svaret på klagen, eller hvis de ikke har svaret indenfor rimelig tid - typisk op til 3 måneder.

Fakta: Her kan du være blevet snydt

- TDC lovede bredbånd med hastighedsgaranti, men det fremgik ikke klart, at det ikke var alle, som kunne opnå den garanterede hastighed.

- TDC lovede også bredbånd med hastighedsgaranti kombineret med trådløst internet. Men TDC oplyste ikke, at de lovede hastigheder ikke kunne opnås, når forbrugerne brugte den trådløse forbindelse, men kun hvis de brugte kabel.

- Telia tilbød 17 tv-kanaler + 20 Mbit bredbånd uden at fortælle, at bredbåndshastigheden blev nedsat, hvis forbrugeren samtidigt så fjernsyn.

- Telia og Telenor har begge tilbudt bredbånd med 'op til'-hastigheder og med en trådløs router uden at fortælle, at mange kunder ikke kunne opnå de lovede hastigheder, og at de lovede hastigheder ikke kunne opnås, hvis forbrugerne brugte den trådløse router, som fulgte med.

/ritzau/FOKUS

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.