Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Slut med et DR i Selvsving

Satiren i »Selvsving« på P1 er slut. Men politikerlede og spindoktorer vil i rigeligt mål fodre satirikerne i fremtiden, mener satireekspert.

BMINTERN -
BMINTERN -

I går fik lyttere af DRs P1 et mindre chok. I hvert fald de op mod 100.000, der de sidste ti år har glædet sig til, at satireprogrammet »Selvsvings« otte minutter op til Radioavisen hver fredag morgen gik i gang med Margaret Lindhardts tillidsvækkende DR-stemme som startskud:

»Danmarks Radio Program 1. Inden for de næste minutter kan Deres radio gå i selvsving. Det er altså ikke Deres radio, der er noget i vejen med, men hele Danmarks Radio«.

Stemmen lød ikke i går. »Selvsving« med Lars le Dous, Oliver Zahle, Jens Korse og teknikeren Peter Lous i spidsen vil ikke blive sendt mere. Sidste gang var 23. december.

Som Oliver Zahle siger just landet fra Aalborg, hvor »Selvsving« med deres live show har underholdt medarbejdere i Kommunernes Landsforening:

Har vi lavet den sketch før?

»I respekt for hinanden og programmet har vi valgt at sige: Det var det.«

Oliver Zahle er ikke uenig i, at »Selvsving«-holdet har været i fare for selv at gå i selvsving.

»Når man har lavet det så mange år, så begynder tingene at gentage sig. Det er de samme ting, der sker, og de samme ting, politikerne gør. Nogen gange har det slået én: Har vi ikke lavet den her sketch før?«

Nu er det endegyldigt slut med Anders Fogh Rasmussen, der desperat råber ud: »Spindoktor!«, med statsminister Lars Løkke Rasmussens godnathistorier til sønnen, der altid pillede faderens selvforherligelse fra hinanden, hvorefter statsministeren smækkede døren med et vredt »Sov rigtig dårligt«. Det er slut med Kaospiloterne Aske og Janus’ selvfedhed og satireørehængere som ghetto-hittet »Nordvest« (»Go West«, Pet Shop Boys og »Troels Lund Poulsen style« frit efter »Gangnam Style« af PSY).

Satiren kommer igen

Skulle man lide af den vildfarelse, at der med »Selvsvings« afslutning vil blive satiretomt på den politiske scene, så har satireekspert Dennis Meyhoff Brink fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet et indspark:

»I et lidt større perspektiv har den politiske satire fået et come back i de senere år, især med Den Korte Radioavis på Radio 24syv og Rokokoposten (på nettet og Berlingskes bagside, red.). Tidligere var comedy og standup-komikken meget dominerende f.eks. med social pinlighedshumor som Klovn, Drengene fra Angora og andre satireprogrammer. Men mit indtryk er, at mange er blevet trætte af den form for humor og efterspørger mere politisk satire.«

Specielt én ting har skabt grobund for den politiske satires renæssance, mener satireforskeren. Et fænomen som også har gødet politikerleden.
»Hele spindoktor-regimet, som gør, at politikernes tale bliver stadig mere strategisk og mindre ideologisk, er Gefundenes Fressen for satirikere. De lever jo netop af at udstille magtens maskespil og hykleri med mærkelige utroværdige forklaringer.«

Lyt til »Selvsving« her

Masser af politisk satire

Den politiske satire har det glimrende, mener Oliver Zahle. Den har bare nogle andre udtryksformer, end den har haft før. Han nævner også Den Korte Radioavis og standupere som Jonathan Spang, Michael Schøt og Sebastian Dorset, der er kendte for at kunne spidde en politiker eller to, som garanter for, at politikere og beslutningstagere ikke får lov til at dumme sig eller tage mærkelige beslutninger upåagtet.

»Cirkusrevyen er også et sted for politisk satire. Det er bare et spørgsmål, om man synes, det er godt eller dårligt, og det synes jeg, er en forkert måde at anskue det på. Det er jo en kvalitetssnak som er meget individuel.«
Det, der mest har udfordret den politiske satire er ifølge Oliver Zahle nettet og de sociale medier.

»Hvis noget er sket om mandagen, f.eks. den her med DR-hesten, så er alle joksene lavet om fredagen. Det er ikke nok at have ordet og sendefladen, man skal endnu mere original og på mærkerne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.