Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skoleleder på muslimsk friskole smidt ud af sit kontor: »De fortalte mig, at vi enten kunne gøre det på den nemme måde eller på den hårde måde«

En lærer hoppede ud af vinduet og en skoleleder blev bedt om at forlade skolen, da 15-20 voksne mødte op på hans kontor. Heriblandt forældre til bortviste elever.

Gruppen var ifølge Michael Gravesen ledet af en tidligere bestyrelsesformand. Billedet er et arkivfoto og ikke fra DIA.
Gruppen var ifølge Michael Gravesen ledet af en tidligere bestyrelsesformand. Billedet er et arkivfoto og ikke fra DIA.

Fredag eftermiddag blev skoleleder på friskolen DIA Privatskole på Nørrebro, Michael Gravesen, smidt ud af sit kontor. Det skriver han på skolens hjemmeside.

Her uddyber han, at en lærer endte med at hoppe ud af vinduet, efter at en gruppe tidligere forældre og andre voksne mødte op på skolens kontor og sagde, at lederen skulle gå.

Ifølge skolelederens bestod gruppen af skolens tidligere bestyrelsesformand og forældre til tidligere elever. Desuden var der en række mænd, som skolelederen ikke kender, og som bar uniform og repræsenterede et ukendt vagtselskab.

På hjemmesiden skriver Michael Gravesen desuden, at:

»Jeg anmodede gruppen af voksne om at få lov til at lukke min computer, hvor der er adgang til personfølsomme oplysninger på alle skolens elever, forældre og ansatte, men det nægtede de at give mig lov til. At gruppen af voksne har været på min computer kan jeg konstatere, da der er sendt mail ud i mit navn. Forholdet er anmeldt til politiet....Inden politiet kom, forlod jeg og Brahim (en lærer, red.) skolen, da gruppen af voksne insisterede på det, og jeg oplevede gruppen af voksne som truende. De fortalte mig, at vi enten kunne gøre det på den nemme måde eller på den hårde måde. Efterfølgende erfarede jeg, at der også var sendt besked ud om et møde på skolen samme aften, hvilket på ingen måde var efter aftale med hverken skolens bestyrelse eller mig.«

Skolelederen har udtalt, at mindst to af mændene har fået bortvist deres børn, fordi forældrene modarbejdede skolen, udtaler han til Ekstra Bladet.

Politiet kom ad flere omgange

Michael Gravesen skriver desuden, at politiet ad flere omgange kom forbi skolen. Både fredag og mandag, hvor flere af de pågældende vendte tilbage.

Jyllands-Posten har talt med vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Jakob Vilner, som bekræfter, at politiet var til stede på skolen fredag aften.

»Vi oplevede, at der var kommet mennesker ind på skolen, som var uønskede på stedet, og som var utilfredse med den måde, skolen ledes på af skolebestyrelsen, som man er uenig med. Vi tog en snak med dem om, at de skulle finde en anden måde at håndtere det på og bad dem forlade stedet. De gik uden problemer, og der var ingen voldsom konflikt,« siger han.

Gruppen oplyste selv, at den ville komme tilbage til skolen mandag, fordi den ikke var færdig med sit foretagene. Derfor vendte politiet af sig selv tilbage og bad dem forlade stedet, hvilket de gjorde uden ballade, uddyber Jakob Vilner til jp.dk.

Skolen vil gå videre med sagen i Undervisningsministeriet via sin advokat. Derfor foretager politiet sig umiddelbart ikke mere, oplyser han.

»Skolens bestyrelse og jeg tager skarpt afstand fra fredagens hændelse. Vi er i kontakt med Friskoleforeningen, skolens advokat og politiet og vil følge op på sagen,« skriver skolelederen desuden på hjemmesiden.

Friskoleforening tager afstand

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere bestyrelsesformand, Mohammed Errifi, og andre af de tilstedeværende mænd.

Til gengæld vil Dansk Friskoleforening gerne tage stilling til episoden. Formand Peter Bendix Pedersen er blandt andet bekymret over, at skolens børn bliver taget som gidsler i de voksnes konflikter.

»Jeg har været bekendt med, at skolens bestyrelse det sidste halve eller trekvarte år har arbejdet med skolens vedtægter. Man ville, så vidt jeg ved, gerne modernisere og opjustere dem. Og skolen fik en ny skoleleder i sommer,« forklarer han og understreger, at den slags kan give anledning til, at forældrekredsen kommer på kant med hinanden

»Det er min fornemmelse, at de været det. Men jeg har ikke tidligere hørt om så dramatiske tiltag, at man går ind på skolen og siger; ud med dig skoleleder. Det er sådan set ham, der i forening med formanden tegner skolen. Jeg har ikke tidligere hørt om noget lignende. Jeg har før hørt om, at bølgerne kan gå højt. Men ikke på denne måde, og det tager jeg skarpt afstand fra,« siger Peter Bendix Pedersen til eb.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.