Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skole forbyder bøn: Vi er »et neutralt rum, såvel religiøst som politisk«

En muslimsk elev på uddannelsesinstitutionen SOPU har fået besked om ikke at bede i skoletiden. Ellers er det ud. SOPU er nemlig »et neutralt rum«, som direktøren udtrykker det.

SOPU vil ikke have, at de studerende praktiserer deres tro i skoletiden.
SOPU vil ikke have, at de studerende praktiserer deres tro i skoletiden.

Skal du bede, så bliver det uden for skoletiden, og insisterer du fortsat på at bede i skoletiden, så må du finde et andet sted at læse.

Så klar er beskeden til en ung muslimske kvinde, der læser på uddannelsesinstitutionen SOPU, som i hovedstadsområdet og København udbyder bl.a. social- og sundhedsuddannelser, AMU-kurser og 10. klasse-forløb.

Den unge kvinde protesterer på Facebook over, at SOPUs ledelse har indskærpet over for hende, at hun ikke må bede og dermed praktisere sin tro, så længe hun opholder sig på uddannelsens arealer. Uanset om det er i undervisningstiden eller i pauserne.

Ifølge SOPUs direktør, Inger Margrethe Nielsen, er SOPU »et neutralt rum, såvel religiøst som politisk«.

»Nogle har set den unge kvinde ligge og bede på et fællesareal. Derefter har hendes uddannelseschef taget en snak med hende. Og det er sådan set det. Vi har en række regler her på skolen. En af dem er, at man holder private holdninger som tro og politik for sig selv. På samme måde har vi regler, der forbyder rygning, og regler for en ordentlig omgangstone,« fortæller direktøren.

Hvad nu hvis den unge kvinde fortsætter med at bede, når hun er i skole?

»Som sagt, skolen er et neutralt rum, og vil hun ikke følge reglerne, må hun finde et andet sted,« lyder det fra Inger Margrethe Nielsen.

Hun afviser, at hun og SOPU dermed krænker den unge kvindes religionsfrihed.

»Jeg vil gerne understrege, at vi en er multikulturel skole. Vi har flere studerende med muslimsk baggrund. Egentlig er det lidt trist, at det her skal flytte fokus over på islam, hvor bønnen har et meget fysisk udtryk, i stedet for at vi holder fokus på uddannelse,« mener direktøren.

Hun understreger, at studerende på SOPU er velkomne til at gå med tørklæde. Men tildækkede ansigter vil ikke blive accepteret. Det er, som direktøren siger, »uforeneligt med uddannelsen«.

»Vi uddanner i pleje og omsorg, hvor den menneskelige kommunikation er meget vigtig. Derfor skal ansigtet være synligt,« siger hun.

Inger Margrethe Nielsen eller andre fra ledelsen på SOPU har »gennem årene været i dialog« med elever, der har ønsket at praktisere deres tro i skoletiden. Men, som hun siger, »så er det blevet løst i mindelighed«.

»I det aktuelle tilfælde er det kommet på de sociale medier, og så kommer det hurtigt til at handle om andet end uddannelse,« siger direktøren, der ikke ønsker at oplyse hvad den unge, muslimske kvinde læser på SOPU:

»Det er et af hovedforløbene,« tilføjer hun dog.

Direktøren oplyser, at den uddannelseschefen snakkede med den unge kvinde i går, efter hun var blevet set bedende.

Det er ikke meget mere end en måned siden, at det kom frem, at seks muslimske kvinder på VUC Lyngby var blevet nægtet undervisning på selve undervisningsstedet, så længe de bar en såkaldt niqab. En muslimsk klædedragt, hvor kun kvindens øjne er synlige. VUC Lyngby tilbød dog de studerende, at de kunne blive undervist online.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan der på et gymnasium som Københavns åbne Gymnasium har været ønske fra muslimske elever om et bederum. Et ønske, der blev afvist af gymnasiets ledelse, fordi »skolen grundlæggende er et rationelt projekt, der bygger på videnskaben«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.