Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sjælden blå hummer fanget i Kattegat

Mandag morgen blev denne sjældne hummer fanget ved Kattegat.
Mandag morgen blev denne sjældne hummer fanget ved Kattegat.

Tidligt mandag morgen gjorde en lokal fisker fra Gilleleje en ganske spektakulær fangst i Kattegat, hvor fiskeren hev en sjælden, blå hummer i land.

Den blå hummer vejede 2.100 gram og blev efterfølgende solgt på fiskeauktionen i Gilleleje til Adelaide Midjord, der er indehaver af Fiskehuset i Hornbæk.

Adelaide Midjord har aldrig selv set en blå hummer i virkeligheden, men hun kender godt til fænomenet. Da hun fik øje på den flotte skabning på fiskeauktionen, var hun dog ikke i tvivl om, at hun måtte eje den unikke hummer.

»Hver morgen er jeg på auktion for at købe fisk ind, og i morges var der denne her blå hummer, og den måtte jeg altså bare have, for den var simpelthen så flot og stor samtidig,« siger Adelaide Midjord.

»Det er jo en sensation, fordi den er helt koboltblå, så det er jo blikfang. Den kunne simpelthen ikke gå min næse forbi, så jeg skulle have den i morges på auktionen,« fortæller den stolte ejer, selvom hun ikke vil røbe, hvad hun endte med at betale for den farverige og sjældne hummer.

Biolog og foredragsholder Anders Kofoed er også begejstret for den blå hummer, som han omtaler som en »respektabel basse med en nydelig blå farve«. Fascinationen bunder blandt andet i, at blå hummere er ganske sjældne.

For amerikanske hummere gælder det, at én ud af to millioner får den blå farve. Og selvom der i dette tilfælde er tale om en europæisk hummer, er hyppigheden nøjagtig den samme, forklarer Anders Kofoed. Han forklarer samtidig, at den flotte koboltblå farve skyldes en fejl i hummerens gener.

»Hummeren er blå, fordi den har en fejl i et gen, der laver farvestof. Den har en mutation i et af de gener, der burde lave mørkt eller sort farvestof til den. Den producerer alt for meget af det blå farvestof, som gror sammen med et rødt farvestof, og på den måde får den et kongeblå udseende, for i virkeligheden skulle den være mere sort,« siger han.

Den sjældne hummer er blå, fordi hummeren har en fejl i det gen, der laver farvestof. 
Den sjældne hummer er blå, fordi hummeren har en fejl i det gen, der laver farvestof. 

Ifølge Anders Kofoed burde den blå hummer som vanligt blive rød, når den bliver kogt, men alligevel er Anders Kofoed i tvivl.

»Jeg vil gå ud fra, at den bliver rød igen, for når man koger den, ødelægger man alle de farvestoffer, der ikke er røde. Dem koger man sådan set væk, så der kun er de røde tilbage. Og jeg kunne forestille mig det samme med den blå hummer, men jeg ved det faktisk ikke, for det er trods alt så sjældent, at man ser dem,« forklarer han.

Selvom Anders Kofoed er begejstret for den sjældne hummer, tror han dog ikke, at den kommer til at indbringe flere penge end normalt, medmindre nogen gerne vil udstille den.

»Hvis den bliver dyrere, er det, fordi der er nogen, der gerne vil udstille den bagefter, som en celebrity. Det sker jo en gang imellem, at amerikanske hummere kommer i akvarium i stedet for at blive spist, og på den måde får de lov at blive lidt ældre,« forklarer Anders Kofoed, der samtidig fortæller, at hummere kan blive op til 80-100 år gamle.

Hos Fiskehuset i Hornbæk har Adelaide Midjord endnu ikke sat den spektakulære fangst til salg.

»Jeg holder den lidt tilbage, den er ikke sådan helt til salg endnu. Jeg synes, den er lidt sjovere at have i butikken, fordi den er så flot,« fortæller Adelaide Midjord, der dog ikke tøver med at sælge hummeren om et par dage.

Prisen for den sjældne hummer ligger på den nette sum af 1.300 kroner, og det er ifølge Adelaide Midjord hverken mere eller mindre end normalprisen.

»Det er samme pris. Det er ikke nogen forskel, fordi den er blå,« slutter hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.