Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Sirenerne er det sidste, der binder os sammen

Det danske fællesskab synes fragmenteret i så mange retninger, at kun Facebooks pludselige shitstorme for en stund samler nationen. Men når sirenerne i dag lyder, er vi et øjeblik igen bundet sammen på tværs af tid og sted af de enerverende hyl, vi alle skal kende.

Varslings-sirene i Haslev.
Varslings-sirene i Haslev.

Jeg mindedes mig selv og den tid, jeg har været en del af, da jeg her til morgen kunne læse, at sirenerne igen vil lyde over hele landet i dag klokken 12. Der er ikke så meget der binder os sammen over tid og sted længere. Vi læser ikke de samme aviser, ser ikke samme tv-avis, streamer Matador efter behov, og en del af os rynker mest på næsen over resten af befolkningens begejstring over diverse håndboldlandshold.

Sirenerne er et af de sidste utvetydige fællesskaber. Det er ikke sikkert, så mange vil gå op i det. Måske vil man blot tale lidt højere i frokostpausen for at overdøve lyden. Men når de lyder, vil vi næsten alle, måske 80 procent af os, i ganske få sekunder opleve det samme som generationer før os over hele landet.

Filosof Arno Victor Nielsen kan godt følge tanken. Men det er en fattig tanke.

»Vi er jo kun bundet sammen af noget, vi er fælles om at høre. Der er ingen poesi,« siger han om sirenerne.

Men alligevel rummer de en lidt sørgmodig poesi. For de ringer for at minde os om sig selv. Vi må ikke glemme dem. Vi skal kende lyden, så vi ikke reagerer ved at kime vagtcentralen ned, som det sker hvert år. Men i stedet instinktivt forstå beskeden til nationen som en del af vores fælles historie og identitet.

Det er der ikke så meget, der er længere. Den nutidige Danmarkshistorie rummer ikke så forfærdelig meget andet fællesskab end de par årlige shitstorme på Facebook, der for en stund får det til at virke som om 80 procent af befolkningen er forargede over det samme, indtil vi igen forsvinder ind i hver vores filterbobler og digitale safezones, hvor vi mere end nogensinde har delt os efter anskuelse.

Sirenerne selv er en del af samme udvikling. Da de var mekaniske, gav sirenerne os drenge i skolegården anelser om lyksalig fare og pludselig eventyr en gang om ugen. Men siden de i 1993 blev elektroniske, har de været en del af den udvikling, der har været med til at fjerne os så meget fra hinanden, at man efterhånden kun ser store flokke af børn færdes på egen hånd, når de stirrer ind i deres smartphones på jagt efter Pokemons.

Selv 1. maj udstillede splittelsen fra det fuldstændig delte danmarkskort efter seneste valg. Mens offentligt ansatte fejrede deres kampdag med halve og hele fridage, registrerede privatansatte ikke arbejderhistorien som andet end en afvisende telefonkø hos kommunen.

Men sirenerne skærer stadig gennem alle skel og samler os en kort stund i en fælles bevidsthed. For Arno Victor Nielsen er det en fælles bevidsthed om et nationalt armod.

»Nationen er et imaginært fællesskab, der føles i kraft af noget, vi alle sammen kender. Men de gamle referencepunkter må have kunstig gødning af politikerne i form af for eksempel kanoner, fordi de godt ved, at den nationale kultur er truet, og der er mindre, der binder os sammen. Vi skal også kunne genkende lyden af en ambulance alle sammen. Men det er ikke noget, der binder os sammen. Måske binder lyden af havet og højskolesangene os sammen. Men sirenerne er en lyd, vi skal tvinges til at høre, og den dag, de for alvor gælder, binder de os ikke sammen, men spreder os tværtimod i alle retninger,« siger Arno Victor Nielsen.

Og det er rigtigt. Når sirenerne lyder, skal vi forlade gader, stræder og fællesskabet og søge indenfor og forskanse os der.

»Så på den måde kan det godt være, at sirenerne alligevel bliver det sidste, der binder os sammen, fordi det sidste, vi kommer til at have til fælles, er lyden af de sirener, der kundgør, at atomkrigen er begyndt,« siger Arno Victor Nielsen med et stort grin.

I dag hyler de dog blot for, at vi ikke skal glemme dem helt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.