Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Seks skyderier på fem dage: Kriminelle kæmper om hashmarkedet i Albertslund

Albertslund har de seneste dage lagt scene til en række skyderier, som ifølge Københavns Vestegns Politi knytter sig til kriminelle grupperinger, der kæmper om hashmarkedet. Beboere fortæller, at de er utrygge og holder sig inde om aftenen.

Ifølge politiet er skyderierne i Albertslund ikke knyttet til bandekonflikten i København, men til »lokale kriminelle grupperinger«, der kæmper om hashmarkedet.
Ifølge politiet er skyderierne i Albertslund ikke knyttet til bandekonflikten i København, men til »lokale kriminelle grupperinger«, der kæmper om hashmarkedet.

Seks skudepisoder på fem dage, to sårede og massiv politiindsats i en nyoprettet visitationszone.

Det er status i Albertslund, der de seneste dage og nætter har lagt scene til en række skyderier, som ifølge Københavns Vestegns Politi knytter sig til kriminelle grupperingers kampe om hashmarkedet.

Og det er ikke hverdagskost for bydelens beboere, der enstemmigt fortæller, at de er chokerede ovenpå de seneste dages skyderier.

»Jeg siger til min søn, at han skal være hjemme klokken otte,« siger Nenad Kaya, der bor i Bækgården i Albertslund med fire børn, hvoraf hans søn på 21 år er den ældste. Ud af de små ti beboere i Berlingske har været i kontakt med i området, er Nenad Kaya den eneste, der vil stå frem med navn.

Torsdag aften kom skyderierne rigtig tæt på Nenad Kaya og hans familie.

En knallert med to mænd kørte omkring klokken 23 op ad en af de mange små gangstier, der snor sig mellem Bækgårdens almene boliger. Knallerten stoppede tæt på opgang nummer syv, hvor en gruppe af unge plejer at samles om aftenen.

Her sprang en maskeret mand af knallerten og løb hen og affyrede en skudsalve gennem ruden til foyeren i opgangen, hvor de unge plejer at stå. Herefter løb han tilbage og hoppede på knallerten, der i fuld fart susede ud på den større gangsti, der forbinder det meste af Albertslund. Det fortæller et øjenvidne, der ikke vil have sit navn i avisen af frygt for repressalier.

Ved episoden blev en mand på 23 år hårdt såret af flere skud. Skyderiet var det femte skyderi i Albertslund siden mandag, hvor der blev skudt mod et hus på Tranebærvej i det nordlige Albertslund. Senere på natten fulgte skyderi nummer seks, da et rækkehus i Oksens Kvarter ifølge naboer, blev ramte af en række skud, hvoraf ét borede sig ind i væggen tæt på vinduet til børneværelset på første sal.

Bente Boudier, der bor på samme i et rækkehus på samme sti, vågnede af skudsalverne.

»Det lød så højt, at jeg vågnede og troede, det var et af mine vinduer, der var sprunget,« siger den 72-årige pensionist.

Hun fortæller, at hun i sine 33 år i Oksens Kvarter altid har følt sig tryg.

»Jeg plejer altid at gå af stierne hen til min søn, der bor syv minutter herfra, men nu tager jeg altså bilen«, siger pensionisten, som føler sig skræmt af den seneste uges begivenheder, der tirsdag eftermiddag krævede sit første tilfældige offer.

Her blev en fodgænger ramt i benet, da en sort BMW skød mod en lille sølvgrå bil i krydset ved Roskildevej og Albertslundvej.

Seks skudepisoder på fem dage, to sårede og massiv politiindsats i en nyoprettet visitationszone er status i Albertslund.
Seks skudepisoder på fem dage, to sårede og massiv politiindsats i en nyoprettet visitationszone er status i Albertslund.

Politiet: »Ikke relateret til bandekrig«

Politidirektør for Københavns Vestegns Politi Kim Christiansen oplyser, at politiet arbejder ud fra en tese om, at skudepisoderne er forbundet med »lokale kriminelle grupperinger«, der kæmper om den lokale hashhandel.

»I de få henvendelser, vi har fået, dukker der navne op, som vi kender i forvejen og forbinder med hashhandlen i Albertslund,« siger politidirektøren.

Han understreger, at politiet ikke forbinder med skyderierne til den bandekonflikt, der hærgede København i sommeren og efteråret sidste år.

»Der er intet, der tyder på, at det er en sammenhæng mellem, det vi ser i Albertslund, og de kendte bandefraktioner,« siger Kim Christiansen.

Ifølge politiet er skyderierne i Albertslund ikke knyttet til bandekonflikten i København, men til »lokale kriminelle grupperinger«, der kæmper om hashmarkedet.
Ifølge politiet er skyderierne i Albertslund ikke knyttet til bandekonflikten i København, men til »lokale kriminelle grupperinger«, der kæmper om hashmarkedet.

Politidirektøren oplyser desuden, at en ung mand er blevet varetægtsfængslet for trusler i forbindelse med efterforskningen. Varetægtsfængslingen er sket for lukkede døre, og politidirektøren kan derfor ikke oplyse, hvem truslerne har været rettet imod.

Som følge af de mange skudepisoder har politiet øget indsatsen og indført visitationszoner i området omkring skyderierne. Derudover har politiet uddelt flyers og opstillet en mobil politistation i Bækgården.

Politidirektøren fortæller, at politiet »har flere spor at arbejde med,« og at den mobile politistation vil blive i området »så længe det giver mening.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.