Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Se billederne

Sæbekassebiler ræsede ned ad 13 meter høj rampe - ikke alle klarede forhindringerne

42 sæbekassebiler kørte ned ad den 13 meter høje rampe i forsøget på at nå igennem den 400 meter lange forhindringsbane, som Red Bull har sat op i anledning af Danmarks første Red Bull Soapbox Race. Berlingskes fotograf var med.

 

De glimtende regndråber falder sporadisk over den botaniske have i smilets by. Glimtende, fra solens gennembrud i skyernes korte fravær.

»Se, mor! Det ligner julemanden!« udbryder en lille dreng med begejstringen malet i ansigtet.

»Det er ikke julemanden, det skal forestille Jesus« forklarer moderen, mens de i takt drejer hovedet for at følge den tunge metalkonstruktion, der flyver igennem luften, og lander lige foran dem.

Det er nemlig en sæbekassebil, som ved hjælp af hønsenet er formet som en sky, hvori en udklædt Jesus netop er kørt ned ad den 13 meter høje rampe og fløjet over forhindringsbanens første hop. Ikke alle klarer den over forhindringen, og samaritterne står klar til at hjælpe tilskadekomne deltagere på den våde bane.

I dag samledes omkring 16.000 mennesker i Aarhus' botaniske have, da de 42 hjemmebyggede sæbekassebiler blev sendt ned ad rampen og igennem forhindringsbanen, som Red Bull stod bag. Det var i år 2000, at Red Bull afholdt det første sæbekasseløb i Bruxelles, og siden er det afholdt mere end 100 gange. Nu rammer det for første gang Danmark, hvor Peter Falktoft og Esben Bjerre tager hånd om arrangementets værtskab.

Da Yoon Buhrkall og Jenni Lopez Bengtsen fra Team Karneval modtog invitationen fra Red Bull om at deltage i løbet, var der ingen tvivl om, at de ville deltage.

»Det er kreativiteten, farten og sammenholdet. Du får det hele i én pakke,« forklarer den 42-årige Jenni.

Når man spørger holdene, hvorfor man vælger at bruge så meget tid til at deltage i dette løb, er sammenholdet en årsagsag, der går igen. Men det er ikke alle der er heldige nok til at få lov til at dyste på den 400 meter lange forhindringsbane. Kun de hold, som enten er blevet inviteret eller blevet accepteret til at deltage i løbet, har kunnet deltage.

»Det var sådan en bold, der blev kastet op, og så greb vi den. Vi er 10 mennesker, som er med til at lave flåden til Aalborg karnevallet, og så gik vi sammen om det her,« forklarer Yoon.

Team Karneval har brugt to uger på at bygge guldminevognen, fra de fik fri fra arbejdet til midnatstid, som desværre ikke er kampdygtig efter banens forhindringer.

»Jamen jeg hader rutschebaner, så lige inden vi skulle op ad rampen, tænkte jeg bare: Nej, nej, nej. Hvad er det jeg er gået med til? Men da vi så kørte ned, mærkede jeg slet ingenting. Jeg havde troet, at jeg ville få et sus i maven. Lige pludselig var vi nede, så hoppede vi, og så væltede vi« fortæller den 50-årige Yoon Buhrkall.

»Det har været så hyggeligt. Alle er glade, og man går rundt og hygger sig med de andre og snakker om vognene. Det giver såden et dejligt sammenspil med hinanden. Så vi skal helt sikkert med igen næste år. Vi er allerede gået i tænkeboks,« siger Yoon, imens Jenni nikker overbevisende.​

Braget lyder for 42'ene gang, den nyskudte konfetti flyver over menneskeskaren på pladsen og dem, som har fundet bedre udsyn i træerne. Den sidste bil har forladt pitten, som nu er tom på nær af de få tilskadekomne vogne, der står parkerede under deres respektive pavilloner. Det sidste brag lyder ved målstregen. Team Dannebåd, Top Gun og Turbo Opel indtager podiet, og regnen erstatter champagnens sprøjt, der breder sig ud over pladsen. Denne gang uden solskinnets selskab. Red Bull Soapbox Race er slut for i år, og nu venter der de 42 sæbekassebiler et kærligt serviceeftersyn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.