Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Overblik

Sådan ramte stormfloden Danmark

Vandstanden har toppet i alle udsatte områder og er nu på tilbagetog. Nu skal skaderne gøres op.

Forhøjet vandstand i Dragør, onsdag aften.
Forhøjet vandstand i Dragør, onsdag aften.

Danskere flere steder i landet står i disse timer op til oversvømmelser efter, at en stormflod i går aftes og i nat har ramt flere kyststrækninger i den sydlige del af landet.

Flere steder i landet blev der advaret om »meget farligt vejr« og risiko for en såkaldt 100-års-hændelse, der er en situation, man kun skulle se én gang på 100 år.

Torsdag morgen har vandstanden toppet i alle områder og har i alle tilfælde holdt sig inden for DMIs prognoser, der lød på stigninger på op til 1,8 meter. Den højeste vandstand er blevet målt til 1,77 m over normalen.

Du kan se en oversigt over DMIs prognose på kortet her. Artiklen fortsætter under grafikken.

Varslet om forhøjet vandstand og »meget farligt vejr« blev afblæst tidligt torsdag morgen. Det samme blev politiets opfordring til borgerne om, ikke at begive sig ud i de påvirkede områder.

Læs og se alt om stormfloden

Der er på nuværende tidspunkt ikke meldinger om tilskadekomne, men flere materielle skader skal i løbet af de næste døgn gøres op.

Senere torsdag vil Stormrådet erklære, at det seneste døgns oversvømmelser er at betragte som stormflod nogle steder i landet. Det oplyser Stormrådets formand, Jesper Rasmussen til Ritzau.

Stormrådets beslutning er afgørende for, at folk, der er ramt af oversvømmelserne, kan søge erstatning.

De store vandmængder kombineret med de lave temperaturer kan give trafikale udfordringer i de påvirkede områder, og politi og Beredskabsstyrelsen opfordrer derfor borgere til at køre forsigtigt ud i morgentrafikken torsdag.

Hos Falck var ekstra mandskab indkaldt til natten for at være rustet til stormfloden, men overraskende nok blev det en særdeles stille nat for beredskabet.

»Der har faktisk været mindre at lave end på en normal nat. Vi har foreløbig kun været tilkaldt ni opgaver i hele landet, der har haft noget med vandmasserne at gøre,« siger Jesper Jakobsen, der er pressevagt hos Falck til Ritzau.

Sydsjælland, Lolland og Falster

Den sydøstlige del af Danmark var det område, der først blev ramt af vandstigningerne. Det gjaldt fra Amager over Køge til Præstø samt på Lolland og Falster.

I Køge oplevede man allerede onsdag aften, at man havde en såkaldt 100-års-hændelse, dvs. en situation, man kun skulle se én gang på 100 år.

I hovedstadsområdet var det særligt Dragør og Hvidovre, der var udsat.

»Oprydningen starter torsdag morgen, når det bliver lyst, og det betyder bl.a., at watertubes/vandspærringer på Hvidovre Strandvej først vil være væk i løbet af formiddagen. Vejen vil altså ikke være farbar i morgen tidlig,« skrev Hvidovre Kommune sent onsdag aften på Facebook.

Hovedstadens Beredskab er dog allerede gået i gang i Hvidovre, hvor der natten igennem har været indsat pumpehold ved Harrestrup Å, skriver beredskabet på Twitter.

Fyn og Sydfynske øhav

På Fyn har det især været Faaborg, Assens, Svendborg, Langeland og Ærø, hvor vandstigningerne har ramt.

En del af forberedelserne har derfor været at klargøre evakueringssteder for borgere i de byer. I ingen af tilfældene har evakueringsstederne dog været nødvendige, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Veje har været lukket af flere steder, men åbner torsdag morgen efterhånden op for trafik igen. Det gælder blandt andet i Assens og Faaborg, mens der i Svendborg fortsat er veje, som er lukket pga. oversvømmelser.

Flere steder i regionen har forsyningsselskaber måttet afbryde strømmen. Det betyder, at et antal huse i lavtliggende områder er uden strøm indtil vandet er pumpet væk. Først da kan den påvirkede transformator renses, inden strømmen igen kan tilsluttes.

Fyns Politi forventer, at alle husstande igen vil have strøm i løbet af formiddagen. I alt er 180 huse på nuværende tidspunkt uden strøm i regionen, heraf 120 i Assens Kommune.

Sydøstjylland

Stormfloden kulminerede først midt på natten i det syd- og østjyske, hvor især Kolding blev ramt af store oversvømmelser. Lidt før kl. 3 begyndte vandet dog igen at forsvinde fra byen, og arbejdet består nu i at få pumpet vand væk fra kældre, der er blevet oversvømmet i området nær havnen.

Det er også i det jyske, at flere af de højeste vandstandsstigninger er målt. Det gælder i Sønderborg og Haderslev, hvor vandet, da det var på sit højeste, blev målt til at være 1,77 meter over normalen.

I Sønderborg betød det lige akkurat, at man undgik store oversvømmelser.

»Vandet er oppe på kanten af afspærringerne, så det må helst ikke stige mere, men det ser også ud til at have toppet, så vi slipper forhåbentligt for omfattende oversvømmelser,« sagde vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Preben Westh til Ritzau ved to-tiden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.