Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Så stor betydning har afsløringen af Panama-papirer

Spindoktoriet og manglende ressourcer har i de seneste år svækket mediernes position som »demokratiets vagthund«. Det verdensomspændende journalistsamarbejde om det enorme datalæk er et magtfuldt modtræk – og et hint om fremtiden.

Spindoktoriet og manglende ressourcer har i de seneste år svækket mediernes position som »demokratiets vagthund«. Det verdensomspændende journalistsamarbejde om det enorme datalæk er et magtfuldt modtræk – og et hint om fremtiden. (Tegning: Jens Hage)
Spindoktoriet og manglende ressourcer har i de seneste år svækket mediernes position som »demokratiets vagthund«. Det verdensomspændende journalistsamarbejde om det enorme datalæk er et magtfuldt modtræk – og et hint om fremtiden. (Tegning: Jens Hage)

Der har altid været noget mytologisk over de store journalistiske afsløringers begyndelse. Tænk brune kuverter uden afsender; en cigaretrygende mand i en P-kælders dunkle skygger; en flyttekasse med ringbind, der materialiserer sig på redaktionens dørtrin.

Normalt er undersøgende journalisters hverdag knap så ophidsende. Og den bekymrende virkelighed er, at faldende oplagstal og svigtende seertal har gjort det svært for mange medier at opretholde de bekostelige og tidskrævende »graveredaktioner«. Samtidig har magthaverne i såvel den politiske som den økonomiske verden polstret sig med spindoktorer og kommunikationsafdelinger. Og kilderne? De tør i en digitaliseret, døgnovervåget verden sjældnere løbe den risiko at gå til pressen.

Den første henvendelse til Süddeutsche Zeitung om det, der i dag er døbt »The Panama Papers«, er undtagelsen, der bekræfter myten.

I 2014 tikkede en krypteret chatbesked fra en anonym afsender ind til journalist Bastian Obermayer:

»Hej. Dette er John Doe. Interesseret i data?« spurgte den anonyme person. Der var dog et par betingelser, lod »John Doe« forstå:

»Mit liv er i fare. Vi kan kun chatte gennem krypterede filer. Intet personligt møde, nogensinde,« skrev den anonyme kilde, der om sit motiv fortalte, at han ville »have disse forbrydelser ud til offentligheden«.

»Hvor meget data taler vi om?« spurgte journalisten:

»Mere end du nogensinde har set,« svarede kilden.

Han eller hun overdrev ikke.

Henover de næste måneder tikkede 2,7 terabyte data ind til journalister – over 1000 gange så meget som Edward Snowden lækkede til WikiLeaks i 2010.

De lækkede dokumenter var fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, som har specialiseret sig i at »hjælpe« velhavere verden over med at oprette offshore selskaber. En praksis, der ikke i sig selv er ulovlig, men som kan bruges til at undgå at betale skat eller gemme lyssky aktiviteter lige fra våbensalg til ulovligt anskaffede formuer af vejen. Og det er lige præcis, hvad skuffeselskaberne er blevet brugt til, viser de første afsløringer: De har gjort verdens rigeste rigere og givet verdens forbrydere mulighed for at fortsætte deres destruktion, mens formuer er suget ud af verdens fattigste lande.

Den anonyme kilde havde også god grund til at være bange.

Med lækket har whistlebloweren lagt sig ud med nogle af verdens mest magtfulde mænd; i flæng kan nævnes Ruslands Vladimir Putin, Syriens Bashar al-Assad, adskillige mellemøstlige kongelige, 29 af milliardærerne på Forbes Magazines top-500 liste over verdens rigeste, japanske og italienske mafiosoer og almindeligt småkorrupte, der ikke er vant til at blive stillet til ansvar for noget.

Disse »Panama Papers« viste sig at indeholde 4,8 millioner e-mails, to mio. PDF-filer, en mio. billeder, tre mio. databaseoptegnelser, plus det løse. I alt 11,5 mio. ikke-søgbare dokumenter på 25 forskellige sprog, som avisens gravegruppe på fem journalister umuligt kunne læse og bearbejde til journalistik, om de så brugte resten af deres karriere.

Süddeutsche Zeitung tog derfor kontakt til ICIJ, The International Consortium of Investigative Journalists. Det amerikansk-baserede ICIJ er et globalt netværk af journalister, som blev stiftet for knap 20 år siden for at understøtte og styrke global journalistik om korruption, grænseoverskridende kriminalitet og magtmisbrug.

ICIJ hjalp kort sagt den tyske avis med at håndtere det enorme materiale. Byggede en sikker database, udviklede algoritmer til at læse og strukturere dokumenterne. Hele projektet fik det græsk-mytologiske kodenavn »Prometheus« efter titanen, som stjal ildens hemmelighed fra guderne for at give den til menneskene.

ICIJ stillede materialet til rådighed for over 100 udvalgte medier verden over, så mellem 300 og 400 journalister snart var i gang med at endevende dokumenterne i en koordineret aktion, som det – utroligt nok – lykkedes at holde hemmelig indtil sidste søndag.

Resultatet er ikke bare af historisk omfang. Det er historieskrivning, der endnu pågår.

I Panama-afsløringernes første uge har det næsten været umuligt at følge med i de mange afsløringer, der vælter ud på verdens websites. Mossack Fonseca selv raser over lækket. De ramte rige og berømte og deres banker har travlt med at forklare og undskylde sig, mens forargelsen blandt »almindelige mennesker« har været forventeligt enorm.

Én gruppe har svært ved at få armene ned, nemlig journalister verden over.

»Mange rige og magtfulde mennesker, som har akkumuleret en stor formue, må have panikkramper nu,« som Luke Harding, en undersøgende journalist på The Guardian, der ud over Panama-papirerne har dækket flere tidligere store datalækager, siger til New York Times: »De indser, at deres bankhemmeligheder faktisk ikke er sikre, og at e-mail ikke er et privat medie. Jeg tror, vi er på vej ind i en ny gylden æra for den undersøgende journalistik.«

I årevis har det været en udtalt bekymring hos verdens medier – og hos demokratiforkæmpere som sådan – at mediernes rolle og selvforståelse som »den fjerde statsmagt« eller »demokratiets vagthund« ville blive stadig mere udvandet i takt med, at medierne mister læsere og dermed ressourcer til at gå op mod svindel og magtmisbrug. Men med Panama Papers viser journalistikken sine tænder – og det endda i global skala:

»Sagen viser meget tydeligt, hvad journalistik kan, når den er bedst. Den traditionelle vagthunderolle udfolder sig virkelig her, og det ser man ikke så tit mere. Det er en reminder om, hvorfor den er vigtig at have for et demokrati. Det her er journalistik classic,« siger Aske Kammer, adjunkt på Center for journalistik på SDU.

Men det er klassisk journalistik, der har iført sig globale, digitale klæder i et hidtil uset, magtfuldt omfang:

»Det siger noget om den tid, vi lever i. De økonomiske strukturer og måderne at bruge dem på er blevet globaliserede. Det naturlige modtræk for journalistikken, når den skal behandle de internationale strømninger, er selv at gå globalt. Journalistikken må også blive grænseoverskridende, når emnerne er det. Og det kommer vi til at se meget mere af,« forudser Aske Kammer.

Han påpeger også det – for medierne i hvert fald – kløgtige i at »sprede risikoen«. Med hundredvis af journalister i aktion verden over beskytter man sine kilder bedre, og den enkelte journalist bliver mindre sårbar over for gengældelse eller censur. Det er en slags journalistikkens svar på asymmetrisk krigsførsel; når angrebene kommer alle steder fra, er det svært ikke at blive ramt.

En af de bemærkelsesværdige ting ved ICIJ, der har koordineret Panama Papers-samarbejdet, er, at organisationen er fondsfinansieret. Det er filantropiske donationer, der driver værket, og det vil man se et stigende antal eksempler på både herhjemme og i udlandet, vurderer Henrik Mahncke, analysechef hos Realdania og forsker i bl.a. »katalytisk filantropi« på CBS.

»Flere filantropiske fonde støtter i dag graverjournalistik – og i øvrigt også tænketanke, der fremmer ny viden om samfundsmæssige forhold. Fondene ønsker ikke at være en direkte afsender på politiske budskaber, men de vil gerne støtte op om journalister, som bidrager til at skabe en forandring eller styrke demokratiet. Det er en indirekte måde at fremme gennemsigtighed og retfærdighed,« siger han og peger på, at én af bidragyderne til ICIJ er Open Society Foundation, som den ungarsk-fødte rigmand, George Soros, har stiftet. Han er kendt for med diverse aktioner og milliondonationer at understøtte den fri presse, bl.a. i sit fødeland.

Inden for fondsstrategi taler man om »katalytisk filantropi« – altså en art selvforstærkende velgørenhed – når én beskeden investering kaster større, positive følgevirkninger af sig. Magasinet Time har forudset, at Panama-papirerne kan udløse »kapitalismens største krise« nogensinde, omend det endnu er lige vel tidligt at vurdere langtidseffekterne af skandalerne. Men der synes ikke at være tvivl om, at lækagen vil medføre et væld af afsløringer (Süddeutsche Zeitungs journalister har antydet, at de har historier til resten af 2016) og dermed potentielt store forandringer i det globale finansielle og politiske system.

»Hvis man investerer på rette måde, kan man opnå meget store samfundsforandringer med få midler. Fremtvinge lovændringer, eksempelvis. Den debat, som dette journalistnetværk har skabt, er voldsomt stor. Og det kan måske medføre systemiske forandringer, som det ville være umuligt ellers at opnå med et relativt overskueligt beløb. I forhold til andre fondsprojekter er støtten til den undersøgende journalistik lille rent økonomisk, men effekten kan være enorm,« siger Henrik Mahncke.

Man skal dog holde selvkritikken lige så skarp som journalistikken, skrev DRs seerredaktør, Jesper Termansen, i en kommentar i denne uge – delvist henvendt til sin egen organisation, der er blandt de to danske medier, der har haft adgang til råmaterialet. For selv om de fleste er enige om, at Panama Papers-journalistikken er vigtig, relevant og nødvendig, skal man dels huske på, at grundmaterialet er stjålet, hvilket kalder på særskilte, etiske overvejelser, som medierne åbent bør redegøre for. Dels skal man passe på, at journalistnetværket ikke kommer til at arbejde på samme bølleagtige facon som de voluminøse og intimiderende »karteller«, man bryster sig af at gå op imod:

»Undersøgende journalisters selvopfattelse er at afsløre magtmisbrug, korruption, fortielser og karteldannelser, men samme internationale stand optræder her – med fuldt overlæg – selv som en international magtinstans,« skrev Jesper Termansen.

Og den magt skal bruges med en særskilt høj etik, hvad ICIJ synes at være opmærksom på. ICIJ har eksempelvis ikke, som Wikileaks tidligere har haft for vane, planer om at gøre hele databasen inklusive personfølsomme oplysninger tilgængelig for offentligheden.

»Vi er ikke WikiLeaks. Vi prøver at vise, at journalistik kan udføres ansvarsfuldt,« har ICIJ-direktør, Gerard Ryle, sagt til magasinet Wired.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.