Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Så sad vi der og skulle beslutte, om vi ville slå et af børnene ihjel«

Fem minutter efter lægen konstaterede det tredje hjerteblink, skulle Pernille tage stilling til, om hun ville reducere antallet af fostre i maven til to. Og så gik tiden i stå.

»Det griber i hjertet, at jeg skal have andre til at hjælpe,« sukker Pernille Johannesen, der i juni blev mor til trillinger og ikke ville kunne klare arbejdet, hvis ikke svigermor var flyttet ind. Foto: Linda Kastrup
»Det griber i hjertet, at jeg skal have andre til at hjælpe,« sukker Pernille Johannesen, der i juni blev mor til trillinger og ikke ville kunne klare arbejdet, hvis ikke svigermor var flyttet ind. Foto: Linda Kastrup

Først sagde scanningslægen ikke noget. Så spurgte han forvirret om hendes personnummer igen. Stilheden var ikke betryggende, syntes 33-årige Pernille Johannesen, da hun lå på briksen, afklædt og nervøs som sjældent før.

»Der har vi et fint hjerteblink,« sagde han endelig, og varmen bredte sig i Pernilles krop. Yes! Nu var der håb; nu var det endelig lykkedes.

»Og her er så et hjerteblink mere.«

Pernilles glæde doblede. Hun og Nicolas havde snakket om muligheden – tvillinger var de parate til.

»Og her oppe … har vi så et hjerteblink mere.«

Hvad? Hvordan kunne det lade sig gøre? Der var jo kun sat et enkelt befrugtet æg op. Typisk, at intet skulle gå som planlagt, nu de endelig var kommet så langt!

Lægen blev mut og alvorlig. Trillinger, skulle man forstå på stilheden, var ikke noget, personalet på fertilitetsklinikken var stolte af.

»I et kort øjeblik var jeg gladere, end jeg havde været i mange måneder. Og så blev pusten taget ud af det igen,« siger Pernille Johannesen. »Det var det mest surrealistiske øjeblik.«

Der blev en underlig trykket stemning. Lægen scannede igen og sagde, at det skulle de have en alvorlig snak om, og så satte Pernille Johannesen og Nicolas Christensen sig ud i forhallen og ventede på budskabet:

»Fosterreduktion.«

Alene ordet fik parret til at gyse. Men lægen skulle oplyse om det, sagde lovgivningen.

Resultatet af Pernilles scanning var et meget usædvanligt tilfælde, kun set én gang før – i Skive, sagde lægen. Det er teknisk muligt – men meget usandsynligt – at få tre fostre ud af ét kunstigt befrugtet æg med den metode, klinikken havde brugt. Måske havde de overset nogle af Pernilles modne æg, før de satte det befrugtede æg op, gættede lægen.

Og så begyndte han at snakke om alle de risici, der var forbundet med trillingegraviditeter: Med tre fostre var der større risiko for komplikationer for moren og for, at babyerne ville få varige mén. »Reduktionen« ville foregå ved, at man sprøjtede kaliumchlorid med en kanyle gennem Pernilles maveskind og ind i et af fostrenes hjerte for at få det til at gå i stå. Med risiko for at de alle gik til grunde.

Pernille og Nicolas sad stivnede i stolene. Dét var ikke, hvad de havde ventet, da Pernille spændt og nervøs havde taget fri fra arbejde, hentet sin mand på politiskolen i Brøndby og kørt ind til klinikken for at se resultaterne af den otteugers scanning, de havde talt ned til siden juledagene.

»Vi nåede ikke engang at glæde os og sluge nyheden om, at der faktisk var tre, før vi sad der og skulle beslutte, om vi ville slå et af dem ihjel.«

Projekt-baby

Tilbage i den kolde, slukkede Kia Sportage sagde ingen af dem noget de første mange minutter. Det var ikke forsvarligt at køre, mente Nicolas. Så han sad bare og stirrede ud på den kolde januartirsdag.

»Jeg var i chok, som om, jeg var helt ved siden af mig selv, en drøm, jeg ikke kunne vågne op af. Så sagde jeg: Mon vi så skal have en større bil?«

At de overhovedet nåede så langt, havde Pernille Johannesen, der arbejder som kemiker på Novo Nordisk, ikke turde håbe på. For år tilbage fandt hun ud af, at hun lider af den hormonelle forstyrrelse PCO, som giver cyster på æggestokkene, og derfor ville få svært ved at få børn. Så hun og kæresten satte gang i projekt-baby allerede tidligt i forholdet. Efter otte mislykkede inseminations- og reagensglasforsøg svandt modet kraftigt ind.

»Hver gang, en af mine veninder fortalte, at de var blevet gravide, følte jeg et stik af uretfærdighed. Til sidst turde ingen fortælle mig, at de skulle have børn.«

Derhjemme blev Pernille og Nicolas ved med at forsikre hinanden om, at det nok skulle lykkes. Sprøjte sig med hormoner, fryse æg ned, gå til scanninger og tjek, håbe.

»Til sidst var jeg overbevist om, at hvis ikke jeg snart blev gravid, ville Nicolas skride og finde en anden. Heldigvis friede han til mig i stedet, og så skulle jeg i det mindste ikke bekymre mig om det.«

Da parret for et år siden flyttede fra Aalborg til Hillerød, besluttede de at skifte til en privat klinik, der brugte en anden teknik. Denne gang fik Pernille kun sat ét enkelt æg op. Til gengæld havde det fået lov til at udvikle sig i fem dage efter befrugtningen, før det blev sat op, normalen er to til tre. Sandsynligheden for, at ægget kunne dele sig yderligere efter den længere dyrkning, var lille, til gengæld ville chancerne for, at det ville sætte sig fast og udvikle sig til et rigtigt foster, stor.

Godt, det ikke er mig

De havde til scanningen i uge 14 til at beslutte, om de ville benytte sig af muligheden for fosterreduktion. Så Pernille og Nicolas googlede, ledte efter statistikker som gale, snakkede. Det liv, de havde kæmpet i år for at skabe, skulle de nu pludselig tage stilling til, om de ville fjerne igen. For Pernille var der ingen tvivl: Alt ind til nu havde været så unaturligt og forceret, nu, hvor det endelig var lykkedes, ville hun have naturen til at gå sin gang. For Nicolas var det mere kompliceret. Lægerne havde jo snakket om risiciene af en årsag – ikke for at ødelægge den gode stemning.

»Logisk kunne jeg godt se, at der var større chance for at få to raske børn, hvis vi fjernede det ene. Men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke forlige mig med at skulle dræbe et, når nu vi var gået så meget igennem for at nå hertil,« siger han.

»Det ville være en beslutning, vi skulle leve med resten af livet, og vi ville jo aldrig finde ud af, om det var det rigtige at gøre.«

Så de lod det være op til den store gennemscanning: Viste billederne, at alle børnene trivedes, og der ikke var nogle umiddelbare mén at spore, ville de beholde dem alle.

Det gjorde den.

»Først derefter begyndte vi at glæde os rigtigt,« siger Pernille.

Det samme gjorde familien og vennerne. Men pludselig var der folk i omgangskredsen, der blev underlige i blikket, når Pernille fortalte om sin graviditet.

»Puha … godt, det ikke er mig!, sagde mange, der ikke kendte vores situation. Men jeg tænkte bare: Godt, det er mig!«

Alle andres og mine børn

På en bærbar på kommoden toner et sort-hvidt-billede med tre hvide bylter frem. Det er trillingerne, der ligger i deres slyngevugger og sover. Siden familien kom hjem fra hospitalet i august, er stuen i parcelhuset lidt uden for Hillerød blevet omdannet til stillerum. Foran de tre vugger har Pernille og Nicolas lagt et blødt skumgummiunderlag.

»Det kan godt blive lidt hårdt for fødderne, når man skal stå her så mange timer om dagen,« siger Pernille.

I begyndelsen sov babyerne, der nu er knap seks måneder gamle, med åben dør. Men den mindste lyd kunne let vække den ene, som så vækkede den anden, og så var freden brudt. Derfor er døren nu lukket, og webkameraet afslører bevægelser og lyd. Adam, Liam og Rosa er ikke synkroniserede. En ulempe, når de sover. Særlig om natten. Men klart en fordel, når de skal have mad.

Allerede på hospitalet blev Pernille nemlig klar over, at hun umuligt kunne klare opgaven med at pusle, made og putte de tre unger alene. Født 20. juni – 10 uger for tidligt – og med en fødselsvægt mellem 960 og 1.400 gram krævede børnene mere end almindelig moderkærlighed.

»Når man har trillinger, er der alle mulige, der skal hen at studere børnene, og man bliver spurgt, om man vil være med i et væld af projekter. Så kom der en jordmoderstuderende, så en sociolog, og de første dage var jeg samtidig så medtaget af fødslen, at sygeplejerskerne blev nødt til at passe de små,« siger Pernille Johannesen.

»Jeg ved godt, at det er mig, der er moderen. Men selv nu føler jeg lidt, at det er alle andres – og mine børn,« siger hun.

Det bedste ved at have trillinger er at se deres forskellige personligheder udfolde sig. Rosa er den temperamentsfulde, der skriger, når hun ikke får sin vilje. Liam den tålmodige, der som regel er glad og tilfreds og Adam den ligetil, som er nem at aflæse.

Det værste ved at have trillinger er, at man må erkende, at man ikke kan klare det selv. At man hele tiden skal gå på kompromis og lave brandslukning – tage flasken ud af munden på Liam, fordi Rosa skriger højere. At der ikke er bare to minutter til at sidde lidt længere og dvæle ved det enkelte barn.

»Det griber i hjertet, at jeg skal have andre til at hjælpe. Så føler man sig lidt utilstrækkelig og får lidt dårlig samvittighed.«

Svigermor er flyttet ind

Siden Pernille i august trillede trillingevognen hjem i huset efter to måneder på neonatalafdelingen, har hun kun været udenfor ganske få gange. Livet foregår i køkkenalrummet. Hverdagen er sat i system. På væggen hænger en tavle med børnenes initialer: Hvem har spist hvad, hvor meget og hvornår.

Barslen er ikke et pusterum. Det er hårdt arbejde, og det i sådan en grad, at Pernille er blevet nødt til at takke ja til svigermors tilbud om at flytte ind i huset med hende og trillingerne. Også selv om man nemt får pip af at gå så tæt op ad hinanden dagen lang.

»Men når jeg engang imellem bliver irriteret, tænker jeg altid: Hvad er egentlig alternativet?,« siger Pernille Johannesen.

For alternativet er ikke til at holde ud at tænke på. Hverken at Pernille skulle være alene med ungerne. Eller at hun rent faktisk ville have hænder nok til at passe dem, fordi der kun var to.

Ved fosterreduktion fjerner man typisk det mindste foster, fandt Pernille og Nicolas ud af gennem samtalerne med lægen og de tre ugers research.

»Det ville jo så have været Rosa, ved vi nu. Og dét er i hvert fald ikke til at holde ud.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.