Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Romaer og østeuropæere får straks halveret bøde: Nu vil politikere skærpe straffen

Det koster ikke flaskesamlere 1.000 kr. men 500 kr. at opholde sig ulovligt i lejre, fordi deres indkomst er lav. Venstre vil nu se på bødestørrelsen.

Siden 1. april har det kostet 1.000 kr. i bøde at opholde sig i en såkaldt »utryghedsskabende« lejr, og Københavns Politi har indtil videre sigtet 124 romaer og østeuropæere for forseelsen.

Alligevel har alle 124 forladt politistationen med en bøde på det halve, nemlig 500 kr.

Det sker, fordi tilrejsende flaskesamlere har en særlig lav indkomst på mindre end 13.796 kr. pr. måned eller 165.555 kr. pr. år. På samme måde halveres bøder til eksempelvis studerende, kontanthjælpsmodtagere og alle andre personer i Danmark med en lav indtjening.

Det overrasker Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth (V), der stiller op til kommunalvalget i Københavns Kommune og på det seneste har markeret sig i debatten om Københavns udenlandske hjemløse og kaldt romaers tilstedeværelse i byen for en besættelse:

»Det var jeg faktisk ikke klar over, må jeg ærligt indrømme, og jeg har netop tænkt på, om man kunne skærpe bøden, så det ikke kan betale sig at komme til Danmark for at samle pant. Jo højere bødeniveauet er for at lave noget ulovligt, jo mindre kan det betale sig at være her, og dermed er chancen større for, at folk rejser hjem eller slet ikke kommer hertil,« siger Marcus Knuth.

Ordføreren vil nu tage en snak om bødeniveauet internt i regeringen med blandt andet justitsminister Søren Pape Poulsen (K), ligesom han vil henvende sig til Københavns Politi og høre, hvor hurtigt og effektivt det nuværende bødesystem er.

Marcus Knuth mener, at bødens størrelse for at opholde sig i utryghedsskabende lejre som minimum bør være 1.000 kr. efter en eventuel reduktion, uagtet om man tilhører den ene lavindkomstgruppe eller den anden.

Penge må ikke konfiskeres

​Som det er i dag har man 30 dage dage til at betale en bøde efter bødeudstedelsen.

Vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Jakob Søndergaard, vil ikke fortælle Berlingske, hvor mange af de pågældende bøder, som bliver betalt inden for tidsfristen, ligesom han ikke kan oplyse, hvor mange der betaler bøden straks.

Politiet har ikke mulighed for at inddrive bøden, selv om de anholdte har kontanter og flaskepant på sig.

»De får alle de ejendele, som vi opbevarer, mens de sidder i venterum og er i vores varetægt, tilbage,« siger Jakob Søndergaard.

Så I konfiskerer ikke pengene, selv om de måtte have 500 kr?

»Nej, det gør vi ikke. Folk skal stadig have mad og have mulighed for at leve, så vi tager ikke det sidste hår på hovedet,« siger Jakob Søndergaard.

Marcus Knuth er enig i, at der er en nedre grænse for, hvor meget man kan tage fra mennesker, som bor og sover i byrummet og fastslår, at man heller ikke kan forskelsbehandle en hjemløs fra en anden hjemløs:

»Men når det er sagt, synes jeg, at det kunne være interessant at se på straksbetaling af bøden i det omfang, at folk stadig har penge at leve for.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.