Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Robotkonkurrencen hvor skoleelever kan vinde over universitetsstuderende

Robotteknologien har udviklet sig så meget de seneste år, at folkeskoleelever i kan vinde over studerende på Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Berlingske har været til robotkonkurrence på DTU, hvor der var kamp til stregen.

RoboCup 2017 på DTU. Selvkørende robotter kører om kap på en bane med trapper, kurver, en guillotine og mange andre forhindringer. Blandt andet få en golfbold i hul, spille kryds og bolle og ikke mindst køre ræs.
RoboCup 2017 på DTU. Selvkørende robotter kører om kap på en bane med trapper, kurver, en guillotine og mange andre forhindringer. Blandt andet få en golfbold i hul, spille kryds og bolle og ikke mindst køre ræs.

Forhindringsbanen er markeret med hvide striber, på sidelinjen står venner og familie, og robot efter robot kører gennem banen, hvor de skal undgå guillotiner, flytte rundt på klodser og køre på stejle ramper.

15 hold har kvalificeret sig til finalen i Danmarks Tekniske Universitets årlige robotkonkurrence, RoboCup, og mens robotterne forsøger at samle points ved at klare sig igennem banens forhindringer, beskriver en kommentator hver robots vej gennem forhindringsbanen, mens han interviewer dens skaber.

»Kan man blive sur på en robot?« spørger kommentatoren DTU-holdet Team Amanda, hvis robot er i gang med at forcere banens forhindringer.

»I den sidste uge har vi været ved at smide den ud,« lyder det tørt fra et af holdets tre medlemmer, mens han koncentreret holder øje med robotten.

Det lykkes robotten som den første i dagens konkurrence at samle en golfbold op med sin 3D-printede arm og droppe bolden i et hul.

De fleste robotter ligner tohjulede biler lavet af Lego. Nogle består af 3D-printede dele. Man kan se ledninger, batterier og sensorer. Flere af robotterne har lyserødt tape på, der er brugt til at reparere dem efter uheld.

På banen danser robotten Vera rundt i ring, fordi den ikke kan finde tilbage til banens hvide striber, som hjælper den med at finde vej. Robotten Rainbow Dash bliver fanget under guillotinen, mens andre robotter når helt til mål, hvor de skal trykke på en skive, der udløser en orange alarmlampe, der blinker og hyler.

Robotskaberne kender deres robotter, og allerede inden publikum og kommentatoren opfatter det, kan de se, hvis robotten er ved at fejle.

Deltagerne er primært folkeskoleelever og DTU-studerende. Det er 20. år i træk, at konkurrencen afholdes. Sidste år vandt den da 14-årige folkeskoleelev August Borg Ljørring fra Gentofte konkurrencen. Han deltager også i år med en robot, han selv har bygget.

»Jeg har bygget med Lego i lang tid, og jeg har altid interesseret mig for matematik. Lige nu er robot-bygningen mest en hobby. Jeg ved ikke, om det skal være professionelt engang. Man køber en pakke fra Lego, og så sætter man det sammen og programmerer den,« siger han. Han har brugt det meste af Påskeferien på at programmere robotten.

En af personerne bag konkurrencen er Ole Ravn, der er lektor ved DTU og forsker i robotteknologi.  Som han ser det, er der to forklaringer på, at folkeskoleelever kan slå studerende ved DTU.

»Udviklingen inden for teknologi gør det nemmere at sætte en robot sammen. Det handler mere om programmering. Derudover har skoleelever sandsynligvis også mere tid til at arbejde på robotterne end de studerende her, men det er interessant, at det kan lade sig gøre.«

Ole Ravn fortæller, at der er et godt niveau i år.

»Vi har lavet et kursus, hvor vi træner nogle af de DTU-studerende i at lave den her slags robotter. Det startede vi med i år, og det har båret frugt. Der er syv DTU-hold med i finalen.«

Han forklarer, at nogle af de robotter, der fejler i dagens konkurrence, har klaret sig rigtig fint dagene før, og det kan skyldes helt små ting, som at lyset har ændret sig, eller at der er kommet et lille bump på banen.

Det er mest drenge og unge mænd, der deltager.

»Det er, som om piger efter 7. klasse ikke synes, at teknik ikke er noget, de behøver at bekymre sig om. Det er lidt synd, for tit er piger dygtigere til matematik end drenge. Jeg ved ikke, hvad der gør det. Jeg synes, vi har fået flere piger med nu i forhold til de første år,« siger Ole Ravn.

I år er der tre kvindelige deltagere i finalen, og det er fremskridt, fortæller han.

I lang tid fører August Borg Ljørring konkurrencen med flest points, men i anden omgang når hans robot ikke i mål, og han optjener derfor ikke lige så mange points. Team Amanda scorer ekstra højt i anden omgang, og da dagens sidste robot og mulige konkurrent, KlodsHans, med et plump falder fra en vippe og må udgå, jubler de tre DTU-studerende.

»Jeg vil gerne have haft den førsteplads, men robotten sad fast i tapen,« siger August Borg Ljørring, der i år må nøjes med andenpladsen.

Hvis han får tid, skal han også deltage næste år, men der går han i 9. klasse, og der er mange eksaminer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.