Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Risikerer Danmarks hårdeste straf: Nu afgøres Kundby-piges skæbne

Den nu 17-årige pige fra Kundby er blevet kendt skyldig i at planlægge terror mod to danske skoler. Anklageren kræver hende straffet med indespærring på ubestemt tid, mens hendes forsvarer kæmper for seks-otte års fængsel.

Der er strafudmåling for den såkaldte Kundbypige torsdag.
Der er strafudmåling for den såkaldte Kundbypige torsdag.

Den nu 17-årige pige fra Kundby, der tirsdag blev kendt skyldig i forsøg på terrorisme, risikerer nu at få Danmarks hårdeste straf.

Står det til anklageren i sagen, Kristian Kirk, skal pigen idømmes en såkaldt forvaringsdom.

Samme vurdering har Retslægerådet, den højeste lægefaglige instans i dansk ret, der udtaler, at forvaring er »påkrævet« til pigen.

Omvendt kræver pigens forsvarer, Mette Grith Stage, at pigen slipper med seks-otte år i fængsel.

Børn får sjældent forvaring

Forvaring er, ligesom livstid, en tidsubestemt dom, som gives til personer, som vurderes at være farlige for deres omgivelser.

Der gives kun en håndfuld forvaringsdomme om året, og det er uhyre sjældent, at personer under 18 år får de tidsubestemte domme.

»Forvaring er en meget alvorlig sanktion. Så det er ikke nogen simpel opgave, I står overfor,« sagde Kristian Kirk til nævningene i forbindelse med sin afsluttende procedure.

Ifølge en opgørelse udarbejdet af Danmarks Statistik er det kun sket én gang siden 1980, at en person under 18 år har fået en forvaringsdom.

En historik, der taler sit tydelige sprog, og som ifølge pigens forsvarer, Mette Grith Stage, understreger, at pigen i stedet bør have en almindelig fængselsstraf på »nok nærmere på de seks år end de syv år«.

En sag uden fortilfælde

Hverken forsvarer eller anklager har lagt skjul på, at sagens usædvanlige karakter gør det svært at vurdere, hvad der er en passende straf til den terrordømte pige.

Det var derfor også svært for begge parter i retten at fremlægge eksempler på straffe i tidligere domme, der kan sammenlignes med Kundby-sagen, som det ellers er kutyme.

For aldrig før er en ung dansk pige - etnisk dansk og 15 år på gerningstidspunktet - blevet dømt for forsøg på terrorisme. Uhyre sjældent har unge siddet varetægtsfængslet i 16 måneder - heraf flere uger i isolation. Og uhyre sjældent vurderer Retslægerådet, den højeste lægefaglige instans i dansk ret, at det er »påkrævet«, at personer under 18 år skal have forvaringsdomme.

Netop derfor har anklager Kristian Kirk også medtaget det, der hedder en subsidiær påstand. Det vil sige et mildere krav til pigens straf end forvaring, hvis ikke nævningetinget er enig i, at pigen skal have en forvaringsdom. Den lyder på ti års fængsel.

Blandt de sager, som alligevel blev hevet frem til sammenligning i Retten i Holbæk, er tre tidligere danske terrorsager:

Vollsmose-sagen:

I september 2006 blev tre personer fra Odense-bydelen Vollsmose anholdt. De blev senere dømt for forsøg på terrorisme, for at anskaffe sig kemikalier og for at fremstille en til flere bomber. To af dem blev idømt fængsel i 12 år, mens den tredje, der havde forsøgt at trække sig tilbage fra forsøget, fik fem år.

Glostrup-sagen:

I 2008 blev der i Højesteret afsagt dom i Glostrup-sagen, hvor tiltalte, der på gerningstidspunktet lige var fyldt 16 år, fik en dom på syv års fængsel for at skaffe sig våben og et selvmordsbælte med henblik på et angreb et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet.

Dengang i 2008 var der et strafmaksimum til personer under 18 år på otte års fængsel. Den maksimumgrænse er der ikke længere.

Glasvej-sagen:

I Glasvej-sagen blev to personer i 2008 dømt for forsøg på terrorisme, som skulle have været begået et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet. De fik henholdsvis 12 og syv års fængsel. Året efter skærpede landsretten den enes straf til otte års fængsel.

Nævningetinget i Holbæk ventes at tage stilling til strafudmålingen i sagen torsdag kl. 16.15.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.