Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rekordmange siger farvel til folkekirken: »Det gav ikke mening at være en del af noget, jeg ikke tror på«

I 2016 meldte 24.728 personer sig ud af den danske folkekirke, hvilket er det højeste antal i de 10 år, det er blevet opgjort. Det var især de unge medlemmer, der meldte sig ud i år. En af dem var 19-årige Jacob Løhmann.

Jacob Løhmann beskriver sig selv som agnostiker. Han tror ikke umiddelbart på, at gud eksisterer, men han ville ikke udelukke muligheden.
Jacob Løhmann beskriver sig selv som agnostiker. Han tror ikke umiddelbart på, at gud eksisterer, men han ville ikke udelukke muligheden.

Barnedåb, bryllup og bisættelse på kirkelig jord. Sidste år vinkede rekordmange danskere farvel til de kirkelige ceremonier og meldte sig ud af folkekirken. Især de unge har droppet folkekirken.

Næsten 25.000 danskere meldte sig i 2016 ud af den danske folkekirke, viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Det er de højeste antal af personer, der har meldt sig ud af folkekirken på et år, siden Danmarks Statistik startede med at opgøre tallene i 2007. Folkekirken har dermed måtte se til, mens antallet af medlemmer er skrumpet med et historisk højt tal.

Det var i alt 24.728 personer, som sidste år kunne meddele folkekirken, at de ikke længere ville være medlem, viser tallene fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at dobbelt så mange i 2016 har taget en aktiv beslutning om at melde sig ud af folkekirken, sammenlignet med gennemsnittet over de seneste ti år.  Andelen af befolkningen, som er medlem af folkekirken er dermed faldet med ét procentpoint i løbet af 2016, hvilket betyder, at 75,9 procent af befolkningen nu er medlemmer af folkekirken, svarende til lidt mere end hver fjerde i befolkningen.

»Jeg hæfter mig især ved, at folkekirkens medlemsandel af den samlede befolkningen er faldet med knap et procentpoint i 2016. Det vil sige, at den udvikling, vi har set i de senere år, hvor folkekirken mister mellem ½ og et helt procentpoint af den samlede befolkning som medlemmer om året«, siger Peter Lodberg, som er professor i teologi ved Århus Universitet.

Hvis den nuværende fortsætter, vil folkekirken, ifølge Peter Lodberg, komme ned i nærheden af 60% af den samlede befolkning inden for 15 år, og det kan få store konsekvenser på folkekirken i Danmark:

»Jeg kan forestille mig, at det vil sætte gang i principielle politiske diskussioner i gang omkring folkekirkens status som folkets kirke. Og det kan jo røre ved folkekirkens særstatus i grundloven, så der kan blive lagt op til en grundlovsrevision, der tager det her spørsgmål bliver taget op politisk,« siger han.

For 15 år siden var 84,3% af befolkningen medlemmer i folkekirken, så der er sket et fald af antallet af medlemmer af folkekirken på 8,5 procentpoint i perioden, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

Kampagne fra Ateistisk Samfund har haft effekt på de unge

Det især var de unge mennesker, som meldte sig ud af folkekirken sidste år. Sammenlagt stod aldersgruppen mellem 18 og 28 år for i alt for 35% af de omkring 25.000 udmeldelser, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik. Ifølge Peter Lodberg er der flere forklaringer på, hvorfor mange unge melder sig ud af kirken, men han mener især, at en kampagne fra Ateistisk Selskab har haft en effekt.

»At det især var mange unge, der meldte sig ud af folkekirken i år, vil jeg tilskrive Ateistisk Selskabs kampangen i 2016. De havde busreklamer og etablerede en hjemmeside, hvor man let kunne melde sig ud af folkekirken, og kampagnen henvendte sig især til unge i uddannelsesbyerne København og Århus. Det har de så haft held med«, siger Peter Lodberg.

Det er ifølge Peter Lodberg første gang, at der har været en decideret kampagne for at melde sig ud af folkekirken, som især er rettet mod de unge mennesker. På folkekirkens egen hjemmeside gætter man også på, at kampagnen fra Ateistisk Selskabs kan have spillet ind. Dog understreger Peter Lodberg, at der også er andre årsager end kampagnen til, at det især er de unge, der melder sig ud af folkekirken:

»Jeg hæfter mig også ved, at det måske er en aldersgruppe, der ikke har et naturligt forhold til kirken og kristendommen, men bare har været medlemmer uden egentlig at gå så meget op i, hvorfor man er det. Derudover er det personer, som der er i slutningen af deres uddannelsesforløb og måske får et arbejde, hvor de opdager, at de rent faktisk kan spare noget i skat i en periode, hvor de har brug for noget ekstra til at etablere sig. Så kan de se, at her kan de spare nogle penge«, siger Peter.

Sidste gang folkekirken oplevede, at mere end 20.000 personer meldte sig ud på et enkelt år, var i 2012. Det skete i forbindelse med, at vielser af homoseksuelle i folkekirken blev lovlige. Dengang meldte i alt 21.118 personer sig ud af folkekirken, og heraf var de 20% unge mellem 18 og 28 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

”Jeg tror på det, vi kan se og måle”

Jacob Løhmann på 19 år er en af de unge københavnere, som sidste år meldte sig ud af folkekirken. Jacob er født og opvokset i en almindelig familie på Amager, hvor han bor med sin far, mor og søster. Til daglig går han i 3.g på HTX i Frederiksberg, hvor han læser matematik og fysik.

Jacob er døbt i folkekirken, men han indså allerede tidligt i livet, at han ikke tror på gud. Derfor fravalgte han også at blive konfirmeret, og fejrede i stedet en stor 15-års fødselsdag. I dag beskriver han sig selv som agnostiker, en person, som ikke vil afvise, at der eksisterer en gud, men grundlæggende ikke tror på det.

»Jeg tror på det, vi kan se og måle. Og jeg tror på, at videnskaben er vejen frem, og at vi som mennesker selv må sætte etikken og målet for, hvad vi vil. Jeg vil ikke benægte, at der måske findes en gud, men beviset er ekstremt svagt. Så skal man sætte et bestemt ord på min tro, er jeg agnostiker«, siger Jacob.

Derfor mener Jacob også, at det er fjollet at tage de religiøse tekster for bogstaveligt, men han synes samtidig, at mange af budskaberne er gode:

Man kan godt blive inspireret, men det er fjollet at tolke teksterne, som bibelen eller koranen som fakta. Der er jo omkring 4000 religioner, så hvordan kan én af dem tage patent på sandheden. Men mange af budskaberne, kan jeg jo godt støtte op om. At man ikke skal slå hinanden ihjel og ideen om næstekærlighed, er noget, jeg går rigtig meget ind for. Så man kan sagtens lade sig inspirere, men i bund og grund synes jeg, det burde være ens egne holdninger og ens tankegang, der bestemmer, hvordan man lever livet, siger han.

Bryllup på rådhuset

Der går nok flere år, inden Jacob bliver gift, men han ved allerede, at det ikke betyder noget for ham, om det bliver i kirken eller på rådhuset

»Jeg synes kirkerne er nogle fascinerende bygninger, som har stor betydning for vores historie og samfund. Vi har jo kirker overalt, også i de små landsbyer. Men når jeg bliver gift, har jeg bare ikke brug for en kristen ceremoni, og jeg ville være lige så glad for at blive gift på rådhuset«, siger han, og tilføjer, at han alligevel aldrig brudt sig om orgel.

På trods af, at Jacob ikke umiddelbart tror på, at livet fortsætter i himlen, når vores fysiske legeme drager dets sidste åndedræt vil han også gerne besøge kirken og komme til kirkelige arrangementer.

»Vores familie har aldrig rigtig gået i kirke til højtiderne, men jeg kommer gerne i kirken til andres barnedåbe, bryllupper og konfirmationer. Jeg kommer også stadigvæk på kirkegården 1. juledag for at minde min mormor og oldemor«, siger han.

Han vil dog helst undgå, at hans børn bliver døbt i Folkekirken, indtil de selv er gamle nok til at tage beslutningen. Til gengæld vil han støtte dem, hvad end de bliver ateister, kristne eller noget helt tredje.

​Danser stadigvæk med om juletræet

Når juletiden nærmer sig, danser Jacob fortsat rundt om juletræet og synger med på de kristne salmer, selvom han ikke selv tror på kristendommen.

»Jeg holder jul og deltager i julen, fordi jeg synes det er en hyggelig tradition med familien, men jeg tror ikke på det kristne i julen. Men jeg vil jo gerne holde fast i en tradition, jeg synes er hyggelig og rar og som samler familie og venner, og jeg nyder virkelig julen og synger gerne halvhjertet med på salmerne. At jeg så ikke fejrer jesus fødsel,  tænker jeg ikke så meget over«, siger Jacob.

I det hele taget understreger Jacob, at han bakker op de kristne traditioner, selvom han ikke tror på gud, for han synes det er vigtigt, at man er der for hinanden og respekterer hinandens behov, trosretninger og værdier.

Gav ikke mening at være med i folkekirken

Alligevel syntes Jacob på et tidspunkt ikke længere, at det gav mening for ham at være med i Folkekirken, når han ikke troede på den kristne gud.

»Jeg tror grundlæggende ikke på kristendommen og bruger ikke kirkerne. Og fordi, man også betaler kirkeskat, når man er medlem af folkekirken, besluttede jeg mig for, at jeg ville melde mig ud, for jeg ville ikke være en del af og betale til noget, jeg hverken brugte eller troede på«, siger han, og fortsætter:

»Det endelige skridt  var så, da jeg sidste sommer fandt Ateistisk Samfunds Facebookgruppe gennem en ven, og så, hvor nemt det er at melde sig ud af folkekirken. Jeg skulle faktisk bare skrive min mail til dem, og så tog de hånd om resten«, siger Jacob Løhmann.

Jacob vil ikke udelukke, at der findes et liv efter døden, selvom han ikke tror på himlen og helvede, men når han en dag stiller træskoene, er han dog overbevist om, at det ikke bliver på kirkens jord, at bisættelsen finder sted. Til gengæld overvejer han at blive kremeret og få sin aske begravet i en bionedbrydelig urne, som bliver til et træ.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.