Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kultur

Rejsende i mennesker

Hvis teatret skal overleve i en tid, hvor opmærksomheden er flygtig og publikum søger andresteder hen, er det vigtigt at holde fast i teaterets kerne – fortællinger der spejler os selv,mennesket, med mod og psykologisk dybde.

Kaspar Rostrup fik lørdag Hædersprisen ved årets Reumert-fest. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Kaspar Rostrup fik lørdag Hædersprisen ved årets Reumert-fest. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Da instruktør Kaspar Rostrup i går aftes modtog Danmarks fineste teaterpris Hædersprisen ved årets Reumert-uddeling, var det med et tak for 50 år i teaterets tro tjeneste. For revolutionerende totalteater i halvfjerdserne, for indfølt personinstruktion og for altid at tage kampen om kunsten, selv når slaget så ud til at være tabt på forhånd.

»Hvor har du lavet meget i dine 50 år på teatret. Altid i bevægelse, stadig på vej. Altid venlig, altid konstruktiv. En stor, kærlig og beåndet indsats, der har skabt respekt om dig, og som vi nu siger dig tak for – med forvisning om, at der er mere i vente,« lød blandt andet komitéens begrundelse.

»Det er jo den største hæder inden for vores verden og en cadeau til hele ens livs arbejde. Det er en stor, varmende glæde,« siger en glad Kaspar Rostrup, der lover at bruge de 200.000 kroner der følger med prisen i kunstens tjeneste. Naturligvis.

Selvom fødselsattesten siger 1940, har Kaspar Rostrup nemlig ingen planer om at gå på pension. Men det bekymrer ham, at kulturen i disse år bliver mere og mere afhængig af sponsorer og legater, hvis der skal være plads til at udvikle, udforske og udtrykke.

»Jeg synes også, det er et statsligt ansvar. Vi kender alle sammen historien om Churchill i London under krigen, hvor regeringen foreslår, at man tager kulturpengene og giver dem til forsvaret i stedet for. Hvortil Churchill svarer: »Hvad kæmper vi så for?« Det er simpelthen så godt sagt, for kulturen er jo en rygrad i vores samfund. Der er nødt til at være en balance mellem ånd og materie. Hvis du ikke dyrker ånden, så bliver den smadret af materie.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Netop ånden – teatrets ånd, kunstens ånd – er det, der gør det hele værd. Alle de kampe der er nødvendige, når man som Kaspar Rostrup er kunstkriger.

»Det har været op ad bakke mange gange, og der har også været mange ting, der ikke gik op. Men det er vidunderligt at lave teater, alene af den grund, at vores arbejde er med mennesker. Jeg er rejsende i mennesker, kan man sige. Mennesket er jo så mangesidet og dybt, at du hele tiden bliver forundret. Så fuldt af hemmeligheder, at du bare må spænde dig for nysgerrighedens vogn og køre.«

Kaspar Rostrup er i bogstaveligste forstand barn af teatret. Hans farfar var Egill Rostrup, sceneinstruktør og teaterforsker, og teaterblodet løber tykt gennem slægten. En stor del af Kaspar Rostrups over 100 iscenesættelser er blevet til i samarbejde med hans bror Claus Rostrup, og faklen er nu blevet givet videre til hans og hustruen Lenes to yngste sønner Emil og Mikkel, der netop er kommet ind på Den danske scenekunstskole som henholdsvis instruktør og scenograf.

»Det er så sjovt, for det svarer fuldstændigt til mig og min bror. Nu er de de næste: Brødrene Rostrup, der kom ind på samme årgang,« siger Kaspar Rostrup. Med stolthed i stemmen. Og respekt. Det er tydeligt, at der ofte bliver talt om teater, når familien Rostrup samles. Ikke mindst teaterets betydning, fremtid og udfordringer.

»Den største udfordring, som de næste generationer må tage over og arbejde med, er den nye medietid. Vores nye verden bliver en billed- og symbolverden. En piktogramverden. Håndskriften og brevet og posten går ud i disse dage. Der er ingen, der skriver mere. Og ligesådan med nærkontakten, at »læse« hinanden. At se hinandens øjne. At mærke hinanden. At sanse – simpelthen. Teateret er næsten det sidste åndehul, der findes, hvor vi sammen kan sidde og sanse. Hvor vi sammen kan sidde og føle og græde og le og blive henrykte og sørgmodige. Det er fantastisk, og det må vi bevare. Udfordringen nu er, om vi skal tage alle disse nye medier ind, eller vi skal frasige dem,« spørger Kaspar Rostrup – og kommer selv med svaret. »Tag dem ind. Du kan ikke lave det om. Du kan ikke standse det. Så tag det ind og brug det, men glem aldrig, at mennesket er centrum. Det handler om menneskets sjæl og psyke. Det skal blive stående som en kerne i vores fag.«

Det skal ifølge Kaspar Rostrup ikke mindst gøres ved at skabe oplevelser, der er så åndfulde, at publikum bliver åndeløse. Så de lader deres iPhones ligge i lommen og overgiver sig til teatermagien.

»Det skal være så psykologisk sandt, at alle kan kende sig selv. Spejle sig selv. Vi bliver nødt til at lave teater, hvor man er målløs og forundret og chokeret. Og i sidste ende jublende. For ellers duer det ikke. Vi skal mere end nogen sinde gøre os umage og kæmpe. Der er ikke noget, der hedder sjusk, og der er ikke noget, der hedder »jeg skal lige«.

Det ved Kaspar Rostrup om nogen. Han har viet sit liv til kunsten – i medgang og modgang. I flere omgang var han teaterschef for Gladsaxe Teater (senere Gladsaxe Ny Teater), indtil det i 2009 stod klart, at teatret ikke var til at redde. Der var simpelthen skruet så langt ned for de kommunale bevillinger, at der ikke var noget at gøre, trods stor opbakning hos sponsorer og lokalsamfund. Det martrer stadig Kaspar Rostrup, kan man mærke. En sten i skoen på livets vandring.

Måske fordi netop Gladsaxe Teater var der, han tre årtier tidligere havde fejret nogle af sine helt store milepæle. Ikke mindst da han i starten af 70erne tog skridtet fuldt ud med det revolutionerende Totalteater. Med forestillingen »Niels Klims forunderlige rejse« gjorde Kaspar Rostrup op med kuk-kasse-teatret ved i bogstaveligste forstand at flå plyssæderne ud af salen og lade publikum være medspillere på den nu kolossalt store, tomme scene. I en efterfølgende opsætning af »Faust« sendte han ligefrem heste og vogne buldrende over scenegulvet, så publikum måtte løbe for livet.

»Det var voldsomt. Pludselig er du med i et kæmpe krigsslag. Der var nogle løbere foran hver vogn, der sagde »væk væk væk« til publikum, men en aften var der en gammel mand, der blev ved at stå ved den plads, hvor der skulle en vogn ind, så jeg for derhen og fik ham hevet væk og – bam! – så kom vognen ind mod væggen. Og så besvimede han. Efter at han havde drukket lidt vand, sagde jeg »skal jeg ikke køre dem hjem?«. »Nej nej,« sagde han. »Jeg er 80 år, og det er tredje gang, jeg ser det. Og jeg vil ind igen«. For at få resten af forestillingen med! Det tog jeg som en stor ros.«

Ideen til totalteateret udsprang af en lyst til at sprænge rammerne. Både i konkret og overført betydning, og den var inspireret af en årtusinder gammel tradition for at fortælle og formidle, der har fascineret Kaspar Rostrup, siden han var helt ung.

»Min farfar sagde altid om vores fag, at et træ er ikke blot blomsterne, det bar. Det synes jeg, er meget smukt. For vores fag er jo en oldgammel stamme med rødder dybt nede i jorden til før skriftsprog og før dramaturgi. Til dengang teater udelukkende var mytefortællere. Det var derfor, jeg kastede mig ud i at lave Totalteater. Jeg var opdraget med renaissance-teater og proscenium (rammen omkring et traditionelt teaters sceneåbning, red.), og det har jeg altid haft en vældig trang til at bryde, fordi jeg syntes, der var for langt til publikum. Der var for stor magelighed, og for lidt ansvar ved at være publikum. Derfor ville jeg gerne vende tilbage til det oprindelige.«

Selv om vi nu skriver 2017, er behovet for at være tæt på publikum større end nogensinde.

Ikke kun fordi det ligger i tiden, at publikum, brugerne, skal involveres, men fordi vi glider længere og længere fra hinanden. I en tid, der kalder mere og mere på sammenhold.

»Vi har mere og mere brug for, at der står levende mennesker på scenen – og at være sammen med nogen, der oplever det samme, og som udtrykker situationerne med sang, spil og dans. Hvis vi slår fortælleren ihjel, så er det mørke tider. Det var derfor, vi indførte en fortæller i »Niels Klim«. Da Niels Klim bliver diktator, halshugger han alle kunstnerne og tager fortælleren med i købet. Der blev kørt en stor guillotine ind – det var dramatisk vældigt effektfuldt. Men det var også et symbol på, at hvis du slår fortælleren, der fortæller sit folk om dem selv, ihjel, så ligger landet øde.«

Og så er vi tilbage til ånden og materien.

»Der skal være balance i det. Der er et gammelt ordsprog, der siger, at hvis kulturens sol står lavt, kaster selv dværge lange skygger. Og i det mørke, kan alt vokse som svampe. Det er derfor, vi skal blive ved med at kæmpe og oplyse og lyse op i det indre mørke.«

Næste projekt for Kaspar Rostrup er et samarbejde med forfatteren Steen Kaaløe, der får premiere til oktober. Det hedder »Såret løve« og skal markere reformationens 500-års jubilæum. Men stykket kommer også til at række op gennem historien med et meget aktuelt budskab om religionernes evige kamp.

»Hvorfor denne evige kamp? Kan de ikke være sammen om det samme mål i hvert fald?,« spørger Kaspar Rostrup. Der dog satser på, at det gode i mennesket vinder til sidst. I livet og på teaterscenen.

»Der er en kerne i mennesket, som er nåden og barmhjertigheden og tilgivelsen. Hvis vi kan få det frem, kan det blive vanvittigt betagende. Men det er vigtigt, at vi får skalpellen helt ind i hjertekulen, ind i nervesystemet, så vi føler med disse mennesker. Så det ikke bliver en historiebog. Det skal være følelserne, der vinder – så kan du gå hjem og slå Christian 2. op bagefter. Det skal ikke gå modsat.«

Kaspar Rostrup fik et folkeligt gennembrud med filmene »Dansen med Regitze« og »Her i nærheden«, og han vil også gerne lave film igen, hvis muligheden byder sig.

»Jeg synes, film er vanvittigt spændende. Men jeg er opdraget med teateret. Min slægt har lavet teater. Der hører jeg hjemme. Og hvis teateret er godt, opstår der en tredje sandhed på scenen, en ny forførende sandhed med sit eget liv. Ligesom en mælkebøtte, der er i blomst og så – pfuff – pustes alle frøene, de små pile, ud og planter sig i publikum og sætter sig fast i erindringen. Man siger, at teateret er nuets kunst, og så er det forbi, det er det også. Men hvis det er godt, så har det plantet sig i publikum som store oplevelser, som de bliver ved med at have og kan fortælle videre. Det er noget af det specielle ved os mennesker – at vi kan huske og lagre og gemme og fortælle videre til de næste generationer. Det er der ikke andre dyr, der kan. Og derfor er teatermissionen at være fortælleren.«

lks@berlingske.dk

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.