Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regioner kritiserer præmiegaver: ”Offentligt ansatte må ikke deltage i præmiekonkurrencer på jobbet”

Danske Regioner går nu ind i sagen om de mange offentligt indkøbere, som på en konference for nyligt kunne vinde store præmier som hotelophold og madoplevelser betalt af private virksomheder, der byder ind på offentlige opgaver. Korruptionsvagthund advarer mod skjult korruption.

Jens Stenbæk (V), næstformand i Danske Regioner (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013)
Jens Stenbæk (V), næstformand i Danske Regioner (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013)

Offentligt ansatte bør slet ikke modtage præmiegaver fra private virksomheder i forbindelse med deres arbejde.
Sådan lyder det nu fra Danske Regioner, som kommenterer Berlingskes historier de seneste dage om en nylig konference med deltagelse af offentlige indkøbere. Her lokkede private virksomheder embedsmændene med konkurrencer, hvor de kunne vinde store gaver som hotelophold og luksusbrunch.

Sagen er blevet kritiseret af flere eksperter, som mener, at konkurrencerne strider med gavereglerne for offentlige ansatte, som siger, at embedsmænd i udgangspunktet slet ikke må modtage fordele eller gaver i forbindelse med deres arbejde.

Ifølge Danske Regioners næstformand, Jens Stenbæk (V), der også er formand for Region Sjælland, må der ikke herske usikkerhed om offentligt ansattes uvildighed.

”Deres evne til at vælge de bedste køb på vegne af skatteyderne skal ikke drages i tvivl. Derfor skal offentligt ansatte ikke modtage gaver eller deltage i præmiekonkurrencer på jobbet,” siger Jens Stenbæk fra Danske Regioner, der har indkøbere ansat til at indgå ordreaftaler på en lang række områder som anskaffelse af arbejdstøj til ansatte på sygehusene. Sammenlagt køber det offentlige varer og tjenesteydelser for omtrent 180 milliarder kroner om året.

Frygt for skjult korruption

Præmiegaverne til de offentlige indkøbere blev uddelt i forbindelse med en konference afholdt af IKA – foreningen af offentlige indkøbere. Der har ikke været eksempler fremme om noget-for-noget korruption, hvor en offentlig indkøber eksempelvis vandt præmier på konferencen og efterfølgende indgik en ordreaftale med udbyderen af præmiegaven på grund af gaven.

Men ifølge den globale korruptionsvagthund Transparency International er problemet formentlig langt mere subtilt. Formand for organisationens danske afdeling, Knut Gotfredsen, hæfter sig ved, at de private leverandører og de offentlige indkøbere blandt andet spiser festmiddag sammen ved årskonferencen og generelt plejer tæt omgang med hinanden i foreningen. Han frygter for en form for skjult korruption, hvor embedsmændene i IKA risikerer at favoriserer de private leverandører i foreningen, fordi de har et tæt forhold til dem.

”De offentlige indkøberes fokus på at finde den bedste leverandør bliver sløret, hvis de har spist middag med nogle bestemte leverandører og måske modtaget præmiegaver fra dem. Embedsmændene vil typisk være på bedre fod med den pågældende leverandør, fordi de får et forhold til vedkommende, og de vil ikke lige så aggressivt undersøge markedet for nye leverandører,” forklarer han.

Deltagere ved årskonferencen i Comwell Conference Center i København. Foto: Michael Lund
Deltagere ved årskonferencen i Comwell Conference Center i København. Foto: Michael Lund

Pemiegaver fra statens advokat

IKA har på baggrund af eksperternes udtalelser forklaret, at foreningen vil sætte en advokat til at granske, om IKA har misforstået reglerne. Foreningen har nemlig arbejdet ud fra den vurdering, at de private virksomheder gerne må uddele præmiegaverne til de offentlige indkøbere i forbindelse med konkurrencer så længe gaverne holder sig under 300 kroner. Da Berlingske gæstede konferencen så redaktionen dog flere eksempler på, at denne interne IKA-regel ikke blev overholdt, hvilket IKA kalder en fejl.

Mandag kom det frem, at også statens faste advokat, kammeradvokaten, har deltaget i uddelingen af præmiegaverne. På konferencen udloddede det store advokatfirma en konkurrence om et ”fedt” sæt bluetooth høretelefoner, som offentligt ansatte kunne konkurrere om. Kammeradvokaten argumenterer selv med, at der ikke er noget problem, fordi alle kunne deltage i konkurrencen, som foregik via lodtrækning – også de andre leverandører, som var til stede, og at man derfor ikke kan sige, at præmiegaverne var målrettet specifikke embedsmænd.

Eksperter betvivler dette synspunkt, fordi reglerne er klare. Området er reguleret via en udgivelse fra Finansministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner fra 2007 kaldet ”God adfærd i det offentlige”, hvor det står skrevet, at offentligt ansatte i udgangspunktet ”ikke bør modtage gaver eller andre fordele fra borgere eller virksomheder i forbindelse med deres arbejde.”
Ifølge retningslinjerne må embedsmænd kun ved særlige lejligheder – såsom jubilæer – modtage gaver af en beskeden størrelse.

I et notat fra 2010 ridser Finansministeriet reglerne endnu mere specifikt op ved at fastslå, at offentligt ansatte bør »undlade at deltage i konkurrencer, hvor der kan vindes større præmier fra leverandører.«
Intet sted i reglerne har Berlingske kunnet finde eksempler på, at det er okay for offentlige indkøbere at modtage præmiegaver til 300 kroner fra private virksomheder, som de potentielt skal samarbejde med.

Mandag aften udsendte IKA en pressemeddelelse, hvor de fastholder organisationens fortolkning af reglerne med henvisning til kammeradvokatens udtalelser. IKA fastholder således, at det skal være tilladt for offentlige indkøbere at modtage præmiegaver til 300 kroner fra private virksomheder.

”Det er IKAs vurdering, at dette regelsæt klart holder sig inden for gældende rammer,” skriver organisationen i pressemeddelelsen. IKA tilføjer dog, at organisationen vil afvente en revurdering af reglerne, som regeringen arbejder på netop nu.

Minister ind i sagen

Det ser dog ikke ud til, at IKA vil finde opbakning til organisationens praksis, når det nye regelsæt udkommer. Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), har i dag ansvaret for den del af Finansministeriets ressortområde, som regulerer gavereglerne. Hun ser kritisk på de mange præmiegaver til offentligt ansatte.

”Det lyder umiddelbart problematisk, men jeg har ikke grundlag for at vurdere den konkrete sag,” siger hun.
Sophie Løhde mener, det er vigtigt, at alle offentligt ansatte er bevidst om deres ansvar, når de deltager i arrangementer med private virksomheder.

”Der skal ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved deres habilitet. Det er et område, som regeringen er opmærksomme på og tager meget alvorligt,” siger hun.

KL er også kritisk over for præmiegaverne. Cheføkonom Morten Mandøe ønsker kun at kommentere sagen på et overordnet plan, men er alligevel direkte:

”Det kan siges ret klart: Offentligt ansatte bør slet ikke modtage gaver eller opnå nogen form for særlige fordele i forbindelse med deres arbejde. Der må ikke på nogen måde kunne sås tvivl om den ansattes saglighed eller upartiskhed,” siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.