Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Region H: Fødeafdelinger har fået flere penge

Fødeområdet har netto fået tilført 33,9 mio. kr., viser redegørelse. Det rækker ikke til de mange nye opgaver, lyder det fra jordemødrene.

Det kan sagtens være, at der er travlt på fødeafdelingerne i hovedstadsområdet. Men der er også tilført betydelige ekstra midler og ressourcer til afdelingerne i takt med, at fødelsestallet stiger.

Det er budskabet i en status fra administrationen i Region Hovedstaden i kølvandet på klinikchef Morten Hedegaards afgang fra chefposten på Rigshospitalets fødeafdeling, som har medført en massiv debat om fortravlede fødegange og et presset sundhedsvæsen.

Ifølge redegørelsen til politikerne i regionen har der ganske vist været gennemført flere sparerunder på fødeafdelingerne i Region Hovedstaden, men de er også blevet tilført betydeligt flere midler via finansloven og regionens egen pengekasse, som er brugt til ansættelse af flere jordemødre, sygeplejersker og et mindre antal læger.

Samlet har der således fra budget 2013 til budget 2017 været en nettotilførsel af midler til fødeafdelingerne på 33,9 mio. kr.

»Jeg synes ikke, at det står så slemt til, som man ellers kunne få indtryk af. Der er flere fødsler, men hvis man ser på, hvad afdelingerne har fået af penge, og hvad der i øvrigt er gjort for at hjælpe dem, passer det meget godt sammen,« siger gruppeformand Leila Lindén (S).

Ifølge redegørelsen er antallet af fødsler i regionen steget fra 20.035 i 2013 til 21.087 i 2015, og de foreløbige tal for 2016 viser en stigning på knap 1200 flere fødsler end året før.

Det presser i perioder især de fire store fødeafdelinger, hvor antallet af fødsler svinger mellem fire og 28 om dagen, og hvor det ofte er nødvendigt at overføre kvinder i aktiv fødsel til et andet hospital, fordi der mangler kapacitet på det hospital, som de efter planen skulle have født på. Fra september til november sidste år skete det mellem 19 og 28 gange om måneden.

Blandt jordemødrene kan man ikke genkende billedet af, at afdelingerne har fået tilført store ekstra ressourcer. Det er også forkert alene at fokusere på antallet af fødsler, jordemødrene har også fået et væld af andre opgaver oven i, f.eks. barselspleje, hjemmebesøg, ultralydsskanninger og konsultationer for sårbare gravide, påpeger kredsformand for jordemøderne i Region H. Birgit Plough.

»Det ser ud til, at de ekstra midler ikke rækker. Når man på tre måneder må overføre 60 kvinder til andre hospitaler, kan det ikke være udtryk for, at kapaciteten er i orden,« siger hun.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.