Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Region får bøde efter beboervold mod vikar

Region Hovedstaden må af med 45.000 kroner, efter at beboer på bosted i Brøndby slog og sparkede kvindelig medarbejder. Nu indføres der overfaldsalarmer. Socialpædagoger efterlyser national handlingsplan mod vold på jobbet efter en stribe alvorlige episoder.

Efter overfald mod en vikar på bostedet Hulegården i Region Hovedstaden får medarbejderne nu overfaldsalarmer, og alt personale skal kende sikkerhedsprocedurerne. Modelfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Efter overfald mod en vikar på bostedet Hulegården i Region Hovedstaden får medarbejderne nu overfaldsalarmer, og alt personale skal kende sikkerhedsprocedurerne. Modelfoto: Jeppe Bøje Nielsen

En voldsepisode, hvor en beboer overfaldt en vikar på en social institution, har udløst en politianmeldelse og en bøde til Region Hovedstaden, som driver bostedet Hulegården i Brøndby for voksne med funktionsnedsættelser.

Bøden er på 45.000 kroner og kommer, efter at Arbejdstilsynet både skred til et strakspåbud mod institutionen og en efterfølgende politianmeldelse efter den voldelige konfrontation, som fandt sted i 2014.

»Vi er rigtigt ærgerlige over anmeldelsen og bøden. Vi synes, at vi i øvrigt lykkes godt med at få nedbragt antallet af såvel voldsepisoder mod medarbejderne som magt­anvendelser mod beboerne. Derfor er vi kede af sagen, og det er klart, at vi tager episoder af denne type meget alvorligt,« siger Søren Torpegaard Bech, som er direktør i Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden.

Ifølge regionen skete overfaldet i en situation, hvor beboeren følte sig presset og reagerede ved at slå, sparke og rive den kvindelige vikar i håret. Hun blev hårdt ramt både fysisk og mentalt, og Arbejdstilsynet krævede en omgående forbedring af sikkerheden for medarbejderne på Hulegården.

Overfaldsalarm til medarbejdere

Det har ført til, at der nu er ved at blive etableret et alarmeringssystem på stedet, og at medarbejdere vil blive udstyret med en overfaldsalarm, de kan aktivere, når de føler sig truede. Det er også blevet indskærpet, at personalet, også vikarer, skal introduceres for og kende de sikkerhedsprocedurer, der findes.

»Vi blev lidt overraskede over overfaldet, der er usædvanligt i forhold til Hulegården. Men det ændrer ikke på, at procedurerne skal være i orden, og vi har draget den læring, vi skulle af sagen,« siger Søren Torpegaard Bech.

Arbejdstilsynet har også for nylig været på besøg på Hulegården og har udstyret stedet med en grøn smiley, som illustrerer, at arbejdsmiljøet er i orden, oplyser han.

Flere voldsepisoder

Oplysningerne om overfaldet på Hulegården og bøden til Region Hovedstaden kommer, efter der gennem de senere år har været en del voldsepisoder på sociale og psykiatriske institutioner, i nogle tilfælde med dødelig udgang.

I marts blev en kvindelig ansat stukket ihjel af en beboer på det socialpsykiatriske bocenter Lindegården, som Københavns Kommune driver i Roskilde. Nogle uger senere gik en ung beboer amok og overfaldt tre ansatte, som efterfølgende måtte behandles på skadestuen.

Tilbage i 2012 blev en pædagog myrdet af en beboer på bostedet Blåkærgård i Region Midtjylland, og på Fyn måtte Region Syddanmark fornylig af med en bøde på 80.000 kroner, efter at tre ansatte på psykiatrisk afdeling i Odense blev stukket ned af en psykiatrisk patient. De tre overlevede knivoverfaldet.

Ifølge formanden for Socialpædagogerne Benny Andersen har en intern undersøgelse i forbundet vist, at flere end hvert tredje medlem har været udsat for vold eller trusler om vold inden for det seneste år.

»Det indikerer, at der er store problemer, og at der skal ske noget. Ellers står vi med en branche, hvor medarbejderne har stor risiko for at komme galt afsted. Det er ikke rimeligt, bare fordi man passer sit arbejde,« siger Benny Andersen.

Han foreslår en national handlingsplan for at forebygge vold på arbejdspladser.

Først og fremmest har kommuner og regioner som arbejdsgivere et ansvar for det, men det burde også være et særligt indsatsområde for Arbejdstilsynet, mener Benny Andersen.

»Der er ingen tvivl om, at der bliver arbejdet med det rundt omkring. Men når så mange stadig har vold inde på livet, kalder det på ekstraordinær opmærksomhed og handling,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.