Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regeringen trodsede advarsler om landbrugspakken – nu kommer straffen

Det seneste resultat af landbrugspakken kan betyde, at flere tusinde landmænd vil gå konkurs, advarer landbrugsorganisation. Regeringen burde fra begyndelsen have lagt de rigtige tal frem for offentligheden, siger landbrugsformand.

Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede.
Formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede.

Der var lagt op til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne lade sig hylde som landbrugets vogter. Nu skal han snarere passe på, at han ikke bliver ramt af en høtyv.

I hvert fald er dele af landbruget særdeles skuffet over, at sagen om regeringen og blå bloks landbrugspakke har taget nok en drejning, så landmændene nu bliver pålagt betydeligt flere krav, end der oprindeligt var lagt op til.

»Vi får ikke den kompensation, som regeringen lovede os, og det vil betyde et økonomisk tab for mange landmænd, som kan blive tvunget til at forlade deres hjem,« siger Flemming Fuglede Jørgensen, formand for landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som repræsenterer kritiske landmænd.

»Vi er skuffede over resultatet, meget skuffede. Landbrugspakken har godt nok taget noget af en drejning,« siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Landbrugspakken tillader, at landbruget kan udlede markant mere gødning og tilgodeser landmænd på en stribe andre punkter. Men gennem 2016 er det blevet afsløret, at landbrugspakken er hårdere ved naturen, end regeringen fremstillede det over for befolkningen og Folketinget. Dette har skærpet EU-Kommissionens interesse for den politiske pakke, så regeringen og kommissionen de seneste måneder har forhandlet intensivt om, hvad der skulle til for, at EU-Kommissionen undlod at lægge sag an mod Danmark. Resultatet er, at danske landmænd skal anvende 29.000 hektarer flere såkaldte efterafgrøder i 2017 og 2018 for at imødegå den større mængde udledte kvælstof. Indfrier landmændene ikke kravene, bliver målene obligatoriske, ligesom der også er kommet nye grænser for, hvor meget fosfor landmænd må bruge.

»Det er imponerende, at regeringen kunne rejse rundt og fortælle om landbrugspakken, og man så ikke engang havde fået afdækket, om det overhovedet kunne lade sig gøre,« siger Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg.

Han har tidligere advaret Lars Løkke Rasmussen om at komme ud i danske forsamlingshuse, hvis ikke landbrugspakken gled gnidningsfrit igennem.

»Efterhånden som det vil gå op for landmændene, hvad de egentlig får ud af pakken, vil de møde op, når Løkke kommer rundt i landet og sige: Hallo, du lovede os. Vi troede, at pakken gjorde livet nemmere for os; nu kommer der alle mulige krav om efterafgrøder og fosfor. Det er ligesom at glæde sig til en god dessert, og så er kagen alligevel ikke god,« siger Peder Philipp.

Han tilføjer dog, at pakken samlet set er bedre end ingenting. På spørgsmålet, om regeringen fra begyndelsen skulle have spillet med åbne kort og oplyst, at landbrugspakken ville forårsage miljøforringelser i en årrække, svarer Peder Philipp:

»Det vil altid være en fordel at sige sandheden fra start. Men så er vi tilbage ved, om regeringen har gjort sit forarbejde godt nok. Og det har man åbenbart ikke.«

Berlingskes dækning af sagen har ellers vist, at regeringstoppen var klar over, at der var omfattende problemer med landbrugspakken, og pakken netop kunne give problemer med EU. I regeringstoppens såkaldte kvælstofcover fra december 2015 blev der bl.a. advaret om, at Danmark kunne miste støttemidler og særordninger. De kraftigste advarsler blev fjernet, inden Folketinget skulle tage stilling til pakken, hvad der efterfølgende fik et stort flertal i Folketinget til at udtale hård kritik af regeringstoppen.

Flemming Fuglede Jørgensen fra Bæredygtigt Landbrug mener, at de seneste krav udløst af regeringens forhandlinger med EU-Kommissionen kan betyde, at en lang række produktionslandbrug kommer i »overhængende økonomisk fare.« Han tilføjer, at meget kunne reddes, hvis blot EU fik de rigtige tal for, hvor lidt dansk landbrug reelt forurener.

»Men den opadgående trend er slut. Som følge af de seneste ændringer vil op mod 2.000 produktionslandbrug komme i direkte fare,« siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Det er tidligere kommet frem, at Bæredygtigt Landbrug havde særdeles tætte bånd til den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), som mistede posten som følge af håndteringen af landbrugspakken.

Er du vred på Lars Løkke Rasmussen over, at I ikke fik den ønskede landbrugspakke?

»Livet er for kort til at være vred. Men jeg vil sige til Løkke, at når han nu er i gang med at lave en ny regering, har vi brug for en handlekraftig minister, der kan tale landbrugets sag i EU,« siger Fuglede Jørgensen med henvisning til den aktulle regeringsudvidelse.

Altså Eva Kjer Hansen tilbage?

»Det har jeg ikke sagt,« siger Flemming Fuglede Jørgensen – men begynder at grine.

Det er fortsat uafklaret, om Danmark kan bevare den fordelagtige kvægundtagelse, som tillader danske kvægbønder at udlede mere kvælstof, end europæiske standarder tillader. Særordningen udløb i sommer. EU-Kommissionen advarede i en såkaldt pilotskrivelse i maj om, at landbrugspakken kan komme i konflikt med tre forskellige naturbeskyttende EU-direktiver. Kommissionens talsmand på miljøområdet, Enrico Brivio, skriver til Berlingske, at der fortsat forhandles med danske myndigheder om »mulige overtrædelser af EU-lovgivning.«

Landbrugsordfører Simon Kollerup (S) kalder det for en total falliterklæring for Venstres landbrugspolitik, at man tvang en pakke igennem, som reelt ikke kan fungere.

»Ikke nok med at miljøet har tabt det seneste år; landmændene kan heller ikke bruge pakken. Venstre håndterer landbrugspolitikken som vådt håndsæbe, hvor man krampagtigt forsøger at holde fast i tiltag, selv om man helt op i Statsministeriet har vidst, at de var i strid med EUs miljøbeskyttelsesregler,« siger Simon Kollerup.

Socialdemokraterne har været hårde kritikere i sagen om blå bloks landbrugspakke. Direkte adspurgt, om partiet lover at rulle pakken tilbage, hvis man overtager regeringsmagten, svarer Simon Kollerup:

»Om gødningsnormerne rulles tilbage én til én? Ikke nødvendigvis. Vi er også et parti, der gerne vil hjælpe landbruget. Men det er under klar forudsætning om, at miljøet er i balance.«

Enhedslistens Maria Reumert Gjerding henviser til, at centrale dele af landbrugspakken netop er blevet underkendt.

»Løkke forsøgte med talmanipulation at sløre, hvor meget pakken forurener. Det gennemskuede Folketinget. Det har EU-Kommissionen nu også gennemskuet. Det er en sejr for sandheden, at man ikke lykkedes med den vildledning, som man ellers i regeringstoppen havde planlagt ekstremt omhyggeligt,« siger hun.

Alle Folketingets partier uden om regeringen udtalte hård kritik af regeringens tilbageholdelse af centrale oplysninger om landbrugspakken – på nær det landbrugsvenlige Liberal Alliance. Landbrugsordfører Carsten Bach (LA) skriver til Berlingske, at han ikke kan kommentere den seneste udvikling, da han ikke har været en del af forhandlingerne. Han betoner dog, at landbrugspakken omfatter en ny målrettet regulering af landbruget, som er ved at være på plads, og at »det er godt.«

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har heller ikke ønsket at lade sig interviewe af Berlingske om den seneste udvikling. I en pressemeddelelse udtaler ministeren, at EU-Kommissionen nu med »et par justeringer« får den ekstra sikkerhed, kommissionen har ønsket sig, inden den målrettede regulering træder i kraft.

Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, lægger vægt på, at der blot er tale om justeringer i overgangsperioden 2017 og 2018.

Er justeringerne et udtryk for, at I gik for vidt?

»Vi gik ikke for vidt. Vi spillede ud med en visionær plan. Jeg har noteret mig, at venstrefløjen vil gøre en myg til en elefant,« siger Erling Bonnesen.

Er det ikke et nederlag, at man må justere sin egen pakke?

»Tværtimod. EU gør præcis, som man skal. Det er kun naturligt med en dialog.«

Burde regeringstoppen have lyttet til nogle af advarslerne om landbrugspakken?

»Næh. Vi har kørt denne sag helt professionelt, lige efter bogen. I planen tog vi højde for, at vi skulle have den dialog med EU.«

Hvad er Venstres svar til de skuffede landmænd?

»Rigtig mange praktiske landmænd siger til mig, at de er glade for, at der kommer ro, og at dette kan lade sig gøre. De er helt med på, at de skal passe godt på miljøet, for de vil også have rent vand i hanerne,« siger Erling Bonnesen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.