Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Puk Damsgård: Der er så store forventninger til, hvordan vi lever det gode liv

Mellemøsten er fuld af krav og regler om, hvordan man skal leve sit liv for ikke at støde omverdenen fra sig og lægge ryg til fordømmelser. Men vi er selv underlagt social kontrol herhjemme. Forfatter og korrespondent Puk Damsgård fortsætter serien »Åh, Danmark« ved at tale om danskernes slidsomme jagt på det perfekte liv.

Puk Damsgård, DR's nye mellemøstkorrespondent.
Puk Damsgård, DR's nye mellemøstkorrespondent.

Vi begynder med hovedpersonens forbehold og bekymringer. I virkeligheden overvejede Puk Damsgård længe, om hun skulle takke nej til at mødes med journalisten fra Berlingske. Og det er ingen hemmelighed, at interviewet var tæt på ikke at blive til noget.

Puk Damsgård er optaget af Mellemøsten, og hun kan tale i timevis om iranske kvinders frihedskamp og de libanesiske homoseksuelles slag for rettigheder. Det er hendes job, det er hun tryg ved. Men hun er ikke sikker på, at hun skal ytre sig som privatperson. Slet ikke når opgaven kræver, at hun giver sit syn på sine landsmænd. Hun er bange for at komme til at virke skinger og bedrevidende. Det sidste, hun ønsker, er at lyde som en af de udlandsdanskere, der har vendt ryggen til deres fædreland og nu står et sted derude og kigger hovedrystende ind på alle os andre.

Det er ikke hendes ærinde. Puk Damsgård har et tæt og langstrakt kærlighedsforhold til sit hjemland. Den 38-årige forfatter og mellemøstkorrespondent for DR er vild med Københavns storslåede arkitektur og Hammer-Torups provinsielle fred og ro. Hun elsker smagen af leverpostej med mayonnaise og kan ikke få nok af chokofanter og lakridsugler. Og så er der havet, kornmarkerne og de lyse sommernætter.

Derfor skal dette interview heller ikke læses som en skråsikker udlægning af tingenes tilstand. Det er resultatet af en stille refleksion. Puk Damsgård gør sig ikke i hurtige kommentarer og overfladiske analyser. Det unuancerede blik på verden har aldrig interesseret hende, og hun forstår ikke mediernes hunger efter opmærksomhed på bekostning af nuancerne.

»Den slags skaber kun fordomme og splittelse. Og den form for journalistik er for det meste både uinteressant og usand. Verden er aldrig enten sort eller hvid. Den er rød, grøn, gul, blå, lilla. Og en masse andre farver.«

Eller som hun siger, da interviewet begynder:

»Man kan godt være kompromisløs soldat og samtidig være en god familiefar. Vi er alle sammensatte væsener. Men mennesker har det med at sætte hinanden på formel. Det gør jeg også selv. På den måde bliver verden nemmere at forstå. Jeg synes, det er gået lidt af mode at turde lade sig overraske. Overaske over, at verden hænger anderledes sammen, end man forestillede sig. Det er jo i det spændingsfelt, tingene for alvor bliver interessante.«

Det »rigtige« liv

Det er her, vi begynder. I fordommene og forestillingernes verden. Og dem er der mange af, når emnet er Mellemøsten. En af Vesten og dermed også danskernes mest stædige fortællinger om den uroplagede region er, at mennesker på disse breddegrader er underlagt en stærk grad af social kontrol.

»Det er de også, selv om området i disse år oplever masser af revolutionerende opbrud. Men de sociale strukturer, der handler om, hvornår og med hvem man skal giftes, eller hvordan kvinder går klædt, fylder stadig meget.«

Men det interessante er, at vi også herhjemme er underlagt en social kontrol. Den tager sig bare anderledes ud end i Mellemøsten, forklarer Puk Damsgård.

»Selv om vi herhjemme har et fantastisk frisind og en stor respekt for individet, er der også nogle sociale strukturer, som mange af os mere eller mindre ubevidst indretter vores liv efter. Vi er underlagt mediernes fremstillinger af, om hvordan man indretter sin bolig, hvad man bruger sin fritid på, hvordan man lever et godt familieliv og samtidig håndterer et krævende arbejdsliv. Der eksisterer mange forestillinger om, hvordan det »rigtige« liv ser ud i vores del af verden.«

Det er selvfølgelig en social kontrol, som er lettere at bryde fri af, end den sociale kontrol man møder mange steder i Mellemøsten. Ikke desto mindre lægger den danske version af social kontrol også sine bånd på hverdagslivet.

»Vi har travlt med at bygge ny garage, købe en pæn bil eller anskaffe os de rigtige møbler. Vi forsøger hele tiden at optimere vores liv, og mange abonnerer ubevidst på en kulturbestemt køreplan for, hvordan det gode liv leves, og det virker, som om folk ikke altid stiller spørgsmål ved den køreplan. De kører derudad uden at mærke efter, om det nu også er det rigtige liv for dem.«

Og så er der alt det andet, som vi forventer af hinanden. I Puk Damsgårds tilfælde handler det om hendes manglende behov for at blive mor, og hun bliver jævnligt spurgt til, om ikke hun snart skal have børn. Folk undrer sig over, hvordan hun kan være lykkelig uden, nu hvor hun nærmer sig de 40 år.

»Når man er barnløs kvinde i slutningen af 30erne i Danmark, bliver man jo nærmest betragtet som mærkelig. Det har altid undret mig, at det i et land som vores, hvor familielivet kan antage så mange former med singlemødre, homoseksuelle par og sammenbragte familier, kan skabe så meget ballade, hvis man vælger børn fra.«

Tempo op – tempo ned

Det er klart, at der er forskel på værdierne, alt efter hvor i landet man bor. Sådan er det også i Egypten. Og resten af Mellemøsten for den sags skyld. Vi grupperer os med mennesker, der ligner os selv, og køreplanen for det »rigtige« liv ser forskellig ud, alt efter om man lever det eller det andet sted. Den er Puk Damsgård helt med på. Men det er hendes indtryk, at der mange steder i Danmark eksisterer en stærk trang til at klare alle opgaver og nå hele vejen rundt.

»Noget, jeg lægger mærke til, når jeg er i København, er tempoet i byen. Det er sindssygt højt. Jeg fatter ikke, hvordan mine danske venner kan få deres liv til at hænge sammen. De har børn, begge voksne arbejder fuldtid, der skal hentes, bringes og afleveres i en uendelighed, og derudover skal man lige klemme et aktivt fritidsliv ind. Der er store forventninger til, hvordan vi skal opføre os for at få fingre i det gode liv og samtidig signalere overskud. Vi skal lykkes på arbejdet, vi skal være perfekte forældre og have et godt sexliv. Men de forventninger kan ingen af os jo leve op til,« siger Puk Damsgård og fortæller en historie, fra dengang hun arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave på Amager.

»Jeg talte med et forældrepar, der var plaget af dårlig samvittighed over for deres børn, når de var på arbejde i dagstimerne, og når de så var hjemme med ungerne om aftenen, havde de dårlig samvittighed over, alt det de ikke nåede på jobbet. De var aldrig rigtig til stede nogen steder, og det må være et stressende spændingsfelt at leve sit liv i.«

De seneste fire år har Puk Damsgård boet fast i Kairo med sin amerikanske mand. Men selv om den egyptiske hovedstad er voldsomt kaotisk, er den ikke fortravlet som København. Der eksisterer en afslappet holdning til, at det man ikke når i dag, kommer man omkring i morgen. Eller i overmorgen.

»Vi skal også huske at leve, tænker egypterne. Det gør selvfølgelig samfundet sindssygt uforudsigeligt og ineffektivt. Helt modsat herhjemme, hvor man kan regne med, at morgenmødet starter klokken 8.15, og at busserne kører nogenlunde til tiden.«

Men den egyptiske uforudsigelighed og mangel på effektivitet gør også, at man er tvunget til at sætte tempoet ned, fortæller den kvindelige journalist. Man er nødt til at flyde med strømmen, ellers bliver man vanvittig.

»Det giver mere tid til samtale og nærvær. Hvis man sætter sig ind i en taxa i Kairo, går der ikke mange minutter, så kører snakken, som om man har kendt hinanden i årevis. Mennesker interagerer med hinanden, og jeg oplever, at der eksisterer en større udveksling af social energi hernede.«

Social kontrol vokset ud af overskud

Og selv om der er mange flere mennesker på gaden i Kairo, oplever Puk Damsgård, at folk er mere imødekommende over for hinanden, end de er i København.

»Herhjemme er folk hele tiden på vej videre. Københaverne får nærmest flakkende øjne, hvis man henvender sig til dem. I Egypten er der tid til at stoppe op og få sig en sludder med caféejeren, når man er inde for at købe sig en kop kaffe.«

Den sociale kontrol herhjemme bærer selvfølgelig præg af vores privilegerede tilværelse. Det er en social kontrol, som er vokset frem af overskud.

»Heldigvis er det meget få herhjemme, som skal bekymre sig om at få mad på bordet, og det er klart, at ens forestilling om, hvordan et godt liv ser ud, ændrer sig, efterhånden som man får bedre livsvilkår. En stor del af det egyptiske folk lever på fattigdomsgrænsen, og drømmen om det gode liv handler for rigtigt mange om noget så jordnært som at kunne brødføde sin familie. Eller at ens børn får sig en uddannelse eller bare et job, så de kan være med til at betale regningerne.«

Af samme grund skal vi også huske at sætte pris på og være taknemmelig for, at vi lever i et samfund, hvor de fleste mennesker er frie til at udfolde sig.

»Vi lægger et stort pres på os selv og hinanden, når vi stræber efter det perfekte liv. Det er ikke dårligt at stræbe. Jeg er selv en stræber. Det er godt, at vi selv bager boller til vores unger, at vi kommer i skoven med dem i weekenden, at vi har succes på jobbet og træner op til maraton, når vi har fyraften. Det er jo udtryk for et overskud, som findes meget få steder i verden. I min region er det ønsket om ikke at blive slået ihjel på vej til bageren, der fylder tankerne hos mange. I en sådan hverdag er der sgu ikke meget overskud til at realisere sig selv.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.