Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Psykologers fejl i børnesager holdes hemmelige

Psykolognævnet hemmeligholder navne på psykologer, der får kritik for at lave elendigt arbejde i børnesager. Socialministeren ønsker mere gennemsigtighed.

Psykolognævnet vil ikke ud med hvilke psykologer, der har fået kritik eller endda alvorlig kritik af nævnet.

Når Advokatnævnet kritiserer en advokat, offentliggøres det på nævnets hjemmeside. Det samme gør sig gældende for sundhedspersonale, der får kritik af Patientklagenævnet.

Men de privatpraktiserende psykologers arbejde holdes hemmeligt, når de laver fejl i børnesager. Det oplyser Psykolognævnet til Radio24syv.

Radio24syv kender navne på flere psykologer, der gentagne gange har fået kritik eller alvorlig kritik i Psykolognævnet, uden at det har fået konsekvenser for dem.

Og ifølge Tanja Graabæk, der er direktør i Hvert Tredje Barn - som arbejder med at hjælpe skilsmissebørn - kan det få store konsekvenser for børnene, at de brodne kar ikke opdages:

»Børn er ikke stjålne cykler, så fejl har voldsomme konsekvenser for børnenes videre liv. I børnesager har det faglige arbejdes kvalitet så afgørende betydning for børns trivsel og udvikling, at det er bydende nødvendigt at de fagfolk, som beskæftiger sig med børnesagkyndigt arbejde, kan levere høj faglighed,« siger hun til programmet Reporterne på Radio24syv.

Ifølge Hvert Tredje Barn bør navnene på de psykologer, der igen og igen får kritik, offentliggøres.

Som det nuværende system er indrettet, mener formand i Dansk Psykolog Forening - Eva Secher Mathiesen - ikke, at navnene på de dårlige psykologer skal offentliggøres:

»Psykolognævnet er ikke et nævn af psykologer, sådan som man ellers skulle tro. Det vil sige, at der ikke lige nu er nogen, der kan vurdere, om den faglige kvalitet af psykologens konklusion er i orden,« siger hun til programmet Reporterne på Radio24syv.

Psykolognævnet vurderer den autoriserede psykologs faglige virke i forhold til psykologlovens krav om omhu og upartiskhed. Til sammenligning behandler Advokatnævnet klager over advokaters salærer og adfærd. Både Advokatnævnet og Psykolognævnet består af fagpersoner og politisk udpegede medlemmer.

Men hvis klagesystemet laves om - så det er psykologer, der skal vurdere andre psykologer - er Dansk Psykolog Forening åbne for mere gennemsigtighed:

»Vi ser gerne, at man laver et råd af børnesagkyndige til at vurdere psykologernes arbejde. Og til at vurdere om psykologens konklusion er i orden,« siger Eva Secher Mathiesen til programmet Reporterne på Radio24syv.

I 2014 blev der mødebehandlet 47 klager i Psykolognævnet, hvoraf der blev meddelt kritik i 26 af sagerne.

Det har ikke været muligt for Radio24syv at få oplyst det præcise indhold af Psykolognævnets kritik. Men i en mail til radioen skriver nævnet, at:

»Kritik kan omfatte mangler eller uklarheder af mere ordensmæssig karakter i en udtalelses/erklærings opbygning og formuleringer såvel som manglende faglige overvejelser, herunder også manglende belæg i beskrivelserne af de faktiske forhold og de vurderinger og konklusioner, som fremgår af en udtalelse eller erklæring.«

Det vil altså sige, at nævnet både har kompetence til at vurdere, om der er lavet administrative fejl. Og om arbejdet i sit indhold er manglefuldt. Men nævnet går ikke ind i en vurdering af, om en psykologs konklusion er rigtig.

Psykolognævnet arbejder under Socialministeriet, og i en mail til Radio24syv oplyser socialminister Manu Sareen (R), at han er villig til at se på reglerne:

»I de her meget svære og ulykkelige sager som eksempelvis en skilsmisse eller en anbringelse af et barn, er det uhyre vigtigt, at de involverede psykologer er fagligt kompetente. Derfor vil jeg nu bede mit ministerium om at se på, om vi kan skabe større gennemsigtighed for borgerne.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.