Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Psykolog: »Der er flere børn i dag, som oplever, at de er små paver og baroner«

Stigende antal børn uden diagnoser forstyrrer undervisningen i de danske folkeskoleklasser, viser ny undersøgelse.

Arkivfoto. Stigende antal børn uden diagnoser forstyrrer undervisningen i de danske folkeskoleklasser, viser ny undersøgelse.
Arkivfoto. Stigende antal børn uden diagnoser forstyrrer undervisningen i de danske folkeskoleklasser, viser ny undersøgelse.

Børn, der flyder rundt på gulvet, mens læreren underviser. Børn, der sætter sig imod læreren, larmer eller konstant er Rasmus Modsat. Det kan være, barnet har en diagnose, men barnet kan også opføre sig sådan på grund af familieforhold, opdragelse eller noget helt tredje.

Uanset hvad grunden er, så bliver der flere børn uden diagnoser, der forstyrrer undervisningen i de danske folkeskoleklasser. Psykolog Per Schultz Jørgensen har blandt andet forsket i familier og børneopdragelse gennem mange år og har senest udgivet bogen »Styrk dit barns karakter«.

Hvorfor tror du man ser den her stigning i børn, der opfører sig forstyrrende i skolen?

»Jeg tror, der er flere forklaringer. Der er flere børn i dag, som oplever, at de er små paver og baroner. Og de skal være i centrum eller have ordet hele tiden. De slår sig selv på brystet og siger »se mig, se mig«. Det er børn, der ikke er opdraget til eller ikke har lært at indgå i sociale sammenhænge. De er måske blevet dyrket lidt rigeligt og er derfor meget krævende. De er svære at tilpasse og indpasse, og det hænger sammen med, at mange forældre ikke har påtaget sig opdragelsesopgaven. Det kan være forældre, der har meget travlt med deres eget liv og arbejde. En dybere form for opdragelse bliver der derfor ikke meget af. Måske korrigerer de og skælder ud, men en egentlig social opdragelse er det ikke. Der er også børn, som på en eller anden måde er lidt forsømte. De to grupper kan godt lappe over hinanden. De forsømte er usikre på, hvor de egentlig har forældrene henne, fordi forældrene har så travlt, at når de endelig kommer hjem, er der ikke overskud til så meget. Børnene føler sig overset eller føler, at de mangler noget, så når der endelig er en voksen, skal de i hvert fald have opmærksomhed. Man kan kalde dem underskudsbørn. Den første gruppe savner opdragelse, den anden gruppe er underskudsbørn, som har brug for langt mere omsorg end læreren eller pædagogen kan give dem.«

De to grupper kan jo ligene hinanden for en lærer. Hvad skal læreren gøre for så at imødekomme dem rigtigt?

»Læreren kan absolut have svært ved at kende forskel, og derfor er det et enormt stort pres, der lægges på læreren. Læreren bliver nødt til at skabe en klasserumskultur, hvor børn er med til at aftale de normer, der skal være i klassen. Der skal være normer i klassen, læreren skal være en tydelig leder og skal inddrage forældrene. Uanset om børn har ADHD eller er svagt opdragede, så skal børn kunne leve op til de normer.

Det skal læreren have ressourcer til og forhåbentlig få hjælp til at håndtere af en pædagog. Det er en skole i en individualiseret kultur, og derfor har skolen en kæmpe dannelsesopgave.«

Hvor ligger ansvaret for, at børnene får den rigtige opdragelse?

»Ja, den ligger primært hos forældrene. Men vi har i dag en delt opdragelse, fordi vi er et eksperimenterende samfund, hvor forældre er på arbejdsmarkedet, og børn er i institution meget tidligt. Institutioner og skoler skal indgå i opdragelsen, for den kan jo ikke vente til mor og far kommer hjem. Men vi skal være mere opmærksomme på det. I dag er der alt for stor vægt på, at børn skal lære noget. De skal blive dygtige så hurtigt som muligt. Men det er slet ikke den største udfordring. Nøglen ligger i at give børn en ballast med sig, så de kan lære at tage ansvar. Så vil de også kunne tage ansvar for deres læring.«

Hvad tænker du om den mere frie form for opdragelse?

»Det, man engang kaldte en fri opdragelse, kan man med et moderne udtryk kalde en forhandlingsopdragelse, hvor forældrene lader det være op til børnene at sige, hvad de synes. Jeg mener bestemt ikke, at den opdragelse holder ret langt, fordi den ikke indbygger en struktur i børnene. Al opdragelse handler om, at en ydre struktur, det vil sige normer, skal blive en indre struktur. Det betyder, at de ydre normer skal være tydelige. De skal ikke være for tydelige og alt for strenge, for så får vi en autoritær opdragelse. Og hvis der slet ingen normer er, bliver børn for søgende, urolige og alt for aktive i at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til verden. Så det vigtige er at finde den tredje vej, som er at skabe nogle normer, børn kan forstå, selv er med i og hjælpe dem at lære at leve op til dem.«

Hvordan finder forældre den rigtige vej?

»Det gør de ved at sætte sig ned sammen, forældre, far og mor ved bordet helt bogstaveligt talt, og sige, »hvordan vil vi have det i vores familie«. Man skal lave en familiekultur, hvor der er nogle normer, nogle forventninger og nogle regler for, hvordan man er sammen. Hvordan taler man sammen, hvilke pligter har man. Ansvarsregler. Den moderne familie kræver nogle nye forældrekompetencer.«

Hvorfor har det ændret sig?

»Det har ændret sig kolossalt meget. I det gamle industrisamfund, i den gamle bondekultur, var der nogle normer, som lå i kulturen. I arbejderkulturen, landbokulturen havde de normer og regler for, hvordan man levede livet, hvornår man stod op, at man ikke blev skilt, og at man gik i skole osv. Der var nogenlunde faste forventninger, som en familie prøvede at leve op til. Men i dag er de store fortællinger borte, og derfor lever vi i et meget individualiseret samfund. Det betyder, at enhver selv kan vælge, og det er op til mennesker selv at skabe deres livssammenhæng. Så der er nogle nye udfordringer, også for det at være en familie, som slet ikke var der før.«

Hvordan skal forældrene finde den rigtige opdragelse?

»Jeg tror, forældrene skal tro på sig selv. Mange forældre bliver unødigt usikre, men det vigtigste er, at forældre sætter sig ned sammen og finder ud af, hvordan deres familie skal være. Det er i langt højere grad op til familiens egen beslutning i dag, og der er ikke rigtig nogen, der kan fortælle forældrene, hvad de skal gøre. Den moderne familie er en proaktiv familie, der skal kunne planlægge, og forældre og børn skal kunne indgå i et samarbejde. Det er det samarbejde, der kræver overskud fra forældrene. Her skal børnene have en opdragelse, så de kan leve op til det.«

Hvordan opdrager man børn til at kunne indgå i det her samarbejde?

»Det handler om karakterdannelse. Børn skal kunne klare opgaven, og vi skal ikke gå på akkord med det. Vi skal holde dem fast på den opgave, de skal løse. Forestil dig en mor og hendes søn, der begge går med indkøbsposer, og drengen siger »jeg skal bæres«. Den gamle autoritære opdragelse ville skælde drengen ud. Forhandlingsopdragelsen vil sige »Jamen, vi har slik med« og lokke ham til at gå videre. Men moren skal sige »Nu sætter vi os her og hviler os, og så siger du til, når du er klar.« På den måde får sønnen anerkendelse, moren lytter til ham, der er nærvær, men moren tager ikke posen fra ham. Sønnen skal bære sin pose. Børn skal lære at udvikle et ansvar. Det lærer vi dem ikke ved at være autoritære, men ved at være demokratisk nærværende og hjælpe dem til at holde fast. Og det er den store udfordring for forældre. Det kræver noget mere af os. At vi er til stede på en menneskelig måde.«

Har alle børn brug for den samme type opdragelse?

»De har ikke brug for helt den samme, for alle mennesker er jo på en eller anden måde forskellige. Men man kan sige, hvor man i det gamle samfund skulle være lydig, der skal man i dag kunne tage et ansvar og selv stå inde for sine valg. Og det skal alle. Alle skal lære det. Dem, der ikke lærer det, de kommer til at betale en pris, de giver op, dropper ud eller bliver sårbare. Det er helt nye krav til det enkelte menneske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.