Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Privathospital fjernede brysterne på 15-årig

I sommer fjernede et dansk privathospital brysterne på en 15-årig pige, der føler sig som en dreng. Nu går Sundhedsstyrelsen ind i sagen.

Caspian Drumm
Caspian Drumm

Caspian Drumm fik 4. juli i år fjernet begge sine bryster på H.C. Andersen-klinikken i Odense. Det skriver Dagens Medicin. Caspian Drumm - som Berlingske fik et interview med i sommers, bare kort tid før operationen - er født som en pige, men har hele livet haft svært ved at acceptere sig selv som netop en pige. For at ændre sin krop, så den passede til hans opfattelse af sig selv som dreng, lod han og hans forældre brysterne fjerne. I tiden forinden havde Drumm også taget mandlige kønshormoner, som blev udskrevet til ham af en dansk gynækolog.

Før operationen havde Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København afvist at hjælpe Caspian Drumm.

Indgrebet på Drumm finder Anne Mette Dons, overlæge og chef for tilsyn i Sundhedsstyrelsen, problematisk - især på grund af Drumms unge alder:

- Kosmetiske indgreb må ikke foretages på personer under 18 år, og selv om jeg ikke entydigt kan sige, at det var kosmetisk, er det under alle omstændigheder - bekymrende, at pigen får lavet det indgreb. Der giver god mening, at man skal undersøges i flere år, før man kan få den slags operationer, for indgrebet kan ikke gøres om igen. Derfor vil jeg gerne se på hvilket grundlag, privathospitalet har lavet operationen på,« siger hun til Dagens Medicin og vil nu bede embedslægen tage kontakt til privathospitalet for en nærmere forklaring på baggrunden for operationen.

Hun kalder det ifølge Dagens Medicin også kritisabelt, at en gynækolog har udskrevet kønshormoner til Caspian, og derfor vil hun bede Lægemiddelstyrelsen finde ud af, hvilke gynækologer der udskriver hormonbehandling til unge under 18 år.

Det er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke ulovligt at fjerne brysterne på en 15-årig pige, der ønsker at være en dreng. Ej heller er det ulovligt at udskrive kønshormoner til en 15-årig pige, der gerne vil være en dreng. Dog understreger Sundhedsstyrelsen, at en læge til enhver tid skal udvise ’omhu og samvittighedsfuldhed’ i enhver given behandling. Og betragter man operationen som kosmetisk, er det klart ulovligt.

Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker kalder det dybt uetisk:

- Jeg er dybt chokeret over og tager stærkt afstand fra, at en dansk læge på baggrund af en times samtale vælger at foretage et så omfattende og livsforandrende indgreb – på et barn oven i købet. Det er meget muligt, at indgrebet ikke er direkte ulovligt, men etisk set går man som menneske og kirurg langt, langt over stregen, når man springer ud i at foretage en sådan operation, siger Bent Wulff Jakobsen, formand for Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker.

H.C. Andersen Klinikken, der udførte operationen på  Caspian Drumm, er ikke medlem af Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker.

Forældre tænkte grundigt over operationen

Caspian Drumms forældre har tænkt grundigt over operationen på privathospitalet, før de gav deres søn lov til at få den, fortæller mor til Caspian Drumm, Cecilie Bjørnholdt Drumm til Dagens Medicin.

- Men vi vurderede, at det ville forbedre hans livskvalitet væsentligt, hvis han blev opereret, og han er også blevet et helt andet udadvendt menneske efter operationen. Vi er alle meget tilfredse med operationen, fortæller hun.

Caspian Drumm blev henvist af sin egen læge til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet sidste sommer. Men efter blot få samtaler meddelte man her, at det offentlige ikke kunne hjælpe yderligere. Det er kun personer over 18 år, der kan komme i betragtning til en operation, og først når vedkommende er fyldt 21 år og har gennemgået flere års undersøgelser og psykologiske test på Sexologisk Klinik, kan en operation komme på tale.

Så lang tid kunne Caspian og hans forældre ikke vente, så derfor gik de selv i gang med at undersøge andre muligheder, skriver Dagens Medicin.

En dansk gynækolog, som Caspian fik anbefalet af andre transkønnede, udskrev mandlige kønshormoner til Caspian i foråret efter en enkelt konsultation, og tre måneder senere valgte Caspian altså med sine forældres opbakning at få fjernet brysterne på et dansk privathospital.

Caspian Drumm skal ikke have yderligere operationer og venter derfor med den egentlige kønsskifteoperation, skriver Dagens Medicin.

Omkring 70 personer i alle aldre bliver årligt henvist til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet med kønsidentitetsproblemer, og selv om der ikke er tal for unge under 18 år, vurderer ledende overlæge Ellids Kristensen, at tallet er svagt stigende. Og klinikken vil til enhver tid forsøge at tale en 15-årig fra en brystreducerende operation.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.