Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Prins Henriks aske skal spredes i havet og nedsættes i Fredensborg Slotshave

Prins Henrik skal ikke begraves sammen med Dronningen. Prinsen skal tirsdag i næste uge bisættes fra Christiansborg Slotskirke. Derefter skal halvdelen af hans aske spredes i havet. Den anden halvdel skal nedsættes i Fredensborg Slotshave.

Prins Henrik skal bisættes fra Christiansborg Slotskirke på Slotsholmen i København på tirsdag.

Derefter skal Prinsen brændes. Halvdelen af asken skal spredes i havet. Den anden halvdel af asken skal graves i de kongeliges private have i Fredensborg Slotshave.

Det har Kongehuset netop oplyst på et pressemøde.

Efter Prinsens eget ønske bliver bisættelsen en mindre ceremoni med kun nærmeste familie og kun ganske få andre.

Erik Normann Svendsen - tidligere biskop over Københavns Stift og tidligere kongelig konfessionarius - forestår bisættelsen. Kongelig konfessionarius er en titel for regentens personlige sjælesørger og kongefamiliens præst.

I morgen, torsdag, overføres båren med Prinsen fra Fredenborg Slot til Amalienborg. Dronning Margrethe bliver ifølge Kongehuset på Fredensborg Slot de kommende dage, men vil i morgen være med i det følge, der bringer båren til København.

Der vil i morgen, torsdag, kl. 08 være kanonsalut fra både Kronborg i Helsingør og Batteriet Sixtus i København.

Prinsens utraditionelle beslutning

I begyndelsen af august meddelte Kongehuset via sin kommunikationschef Lene Balleby, at prins Henrik ikke som ellers planlagt ønskede at blive stedt til hvile i Roskilde Domkirke under den glassarkofag, som kunstneren Bjørn Nørgaard har fremstillet.

Det skete, efter Prinsen i adskillige år havde udtrykt utilfredshed med, at han i sit officielle virke ikke er sidestillet med Dronningen og har fået titel af majestæt og kongegemal.

»Det er ingen hemmelighed, at Prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket,« udtalte Lene Balleby i et intervew til dagbladet BT den 3. august 2017.

Hun understregede ved samme lejlighed, at det var prins Henriks ønske at blive begravet i Danmark.

»Prinsen elsker Danmark og har virket for Danmark i mere end 50 år. Prinsen vil derfor også begraves i Danmark, men de nærmere omstændigheder er ikke på plads endnu. Dronning Margrethe har igennem længere tid kendt til Prinsens beslutning og er indforstået med den,« sagde Lene Balleby til BT.

Prinsens beslutning har ikke haft betydning for dronning Margrethes beslutning om, når den tid kommer, at blive begravet under glassarkofagen i Skt. Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke, der siden 1400-tallet har været foretrukket som gravkirke af de danske konger. Domkirken i Roskilde er den kirke i verden, der har flest konger og dronninger begravet: ialt 21 konger og 18 dronninger.

I selvbiografien »Skæbne forpligter« fra 1996 udtrykte prins Henrik første gang frustration over sin placering i Kongehuset. I et interview med BTs Bodil Cath i 2002 fortalte han offentligt om sin frustration over at være »et ligegyldigt vedhæng« i det royale hierarki. Det skete, efter det var kronprins Frederik, der måtte overtage værtsrollen ved nytårskuren, da dronning Margrethe var forhindret på grund af to brækkede ribben.

Ved dronning Ingrids begravelse i november 2000, der er den seneste i det danske kongehus, lå dronning Ingrid i tre dage på Castrum Doloris - smertens leje - i Christiansborg Slotskirke, hvor befolkningen kunne tage afsked med hende.

Fra lørdag til mandag vil Prinsen ligeledes ligge Castrum Doloris i slotskirken. Lørdag er der offentlig adgang fra kl. 15-19, søndag fra kl. 12-19 og mandag fra kl. 15-19.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.