Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politileder nægter at have givet ordre til at fjerne demonstranter med flag

Under afhøring fredag forklarede en for Tibet-kommissionen central vicepolitiinspektør, at han specifikt husker at have meddelt sine underordnede, at »kineserne har ét syn på demokrati, men vi kører efter vores regler«.

Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark. Arkivfoto: Dennis Lehmann/Scanpix 2016
Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet, Free Tibet, på Højbro Plads i København fredag d. 15. juni 2012 i forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark. Arkivfoto: Dennis Lehmann/Scanpix 2016

»Kineserne har ét syn på demokrati, men vi kører efter vores regler«.

Så klart udtrykte vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen sig efter eget udsagn under en briefing forud for det kinesiske statsbesøg i 2012, hvor præsident Hu Jintao besøgte Danmark.

Claus Hjelm Olsen afgav fredag forklaring til Tibet-kommissionen, som blandt andet skal undersøge, hvem der gav ordre til, at politifolk i København skulle skærme den kinesiske delegation for demonstrationer.

Claus Hjelm Olsen er i den forbindelse en central person, fordi han var den operationsansvarlige politichef under det kinesiske statsbesøg.

Vicepolitiinspektøren erkendte over for kommissionen fredag, at han var opmærksom på, at det kinesiske præsidentbesøg potentielt kunne indbringe milliarder af kroner for Danmark og dansk erhvervsliv.

Og han forklarede, at han anså det for velkendt, at kineserne under officielle besøg »ikke var særligt begejstret« for demonstrationer.

Men Claus Hjelm Olsen fastholdt altså også, at han ikke gav ordren om at afskærme den kinesiske kortege og om nødvendigt tage tibetanske flag og bannere fra demonstranterne med magt.

Vicepolitiinspektøren understregede flere gange, at han alene havde for øje at sørge for sikkerheden.

»Det, der har ligget mig på sinde, var, at der ikke skulle ske noget med Kinas leder. Ikke når jeg var leder,« sagde han.

Tidligere har Claus Hjelm Olsen afgivet nogenlunde samme forklaring i Københavns Byret, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed har sigtet ham for, at den forklaring er falsk.

I den trusselsvurdering fra PET, som indgik i planlægningen hos Københavns Politi forud for statsbesøget, står der, at »det er PET's opfattelse, at kineserne ikke er bekymret for præsidentens sikkerhed under opholdet i Danmark, men det er meget afgørende for dem, at 'de ikke taber ansigt' ved konfrontationen med demonstrationer eller lignende«.

Kommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen, læste PET's formulering op og ville vide, hvad politifolkene i København gjorde med efterretningstjenesten bekymring.

»Jeg kan kun sige, hvad jeg selv gjorde,« sagde Claus Hjelm Olsen og gentog, at han ikke anså det for at være ny information, at kineserne ikke var meget for at blive konfronteret med demonstrationer.

Claus Hjelm Olsen forklarede, at det store fokus på demonstrationer i virkeligheden handlede om at tage højde for, at voldelige demonstranter - eksempelvis autonome - kunne true den kinesiske delegation.

»Du bliver ved med at tale om autonome. Men hvad har den formulering i operationsbefalingen med autonome at gøre?« ville udspørgeren vide.

Til det havde Claus Hjelm Olsen ikke noget svar.

Heller ikke på en anden beskyldning: En indsatsleder skulle under en briefing på Station Amager have sagt til en politikommissær, at eventuelle demonstranter ikke måtte kunne ses fra den kinesiske præsidents følge, at eventuelle flag skulle fjernes, og at denne ordre kom fra Claus Hjelm Olsen.

Men det afviser vicepolitiinspektøren altså.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.