Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere raser over Islamisk Trossamfund: De skal ikke blande sig i bandekonflikten

Politikere raser over, at våbenhvilen i bandekonflikten er blevet indgået i Islamisk Trossamfunds moské i København.

Det er dybt problematisk, at den aftale, der skal sikre fire uger uden skyderier i den københavnske bandekonflikt, er forhandlet på plads i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, lyder opråbet fra flere politikere.
Det er dybt problematisk, at den aftale, der skal sikre fire uger uden skyderier i den københavnske bandekonflikt, er forhandlet på plads i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, lyder opråbet fra flere politikere.

Det er dybt problematisk, at den aftale, der skal sikre fire uger uden skyderier i den københavnske bandekonflikt, er forhandlet på plads i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, lyder opråbet fra flere politikere.

Politikerne frygter, at Islamisk Trossamfund har haft en finger med i spillet om den endelige våbenhvile.

»Det er et problem, at Islamisk Trossamfund i et åbent retssamfund som det danske indgår aftaler uden at involvere det omgivende samfund. Hvad bliver det næste? Skal de også lave deres egne regler for æresdrab?« lyder det fra Naser Khader, der er integrationsordfører for Det Konservative Folkeparti.

»Vi kender ikke aftalens indhold. Er det f.eks. hashmarkedet, der bliver fordelt på en anden måde? Så vidt jeg ved, kender politiet heller ikke indholdet. Der er nogle fædre og en moské, der ved mere end os andre. Og man skal huske på, at der er personer, der har begået drab i bandekonflikten. Hvis man kender til dem, så er det ens pligt at formidle det videre til politiet,« siger han.

Han bliver bakket op af Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg for Socialdemokratiet.

»Det er et problem, at Islamisk Trossamfund er blevet valgt som mellemmand i den her våbenhvile. Personer, der promoverer kontroversielle synspunkter om blandt andet at dræbe homoseksuelle, bør ikke gøres til moralske dommere i bandekonflikten,« siger han.

»Jeg er fløjtende ligeglad med, hvor det foregår.«

Ifølge Sisse Marie Welling, der er medlem af Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg for SF, er det ikke et problem, at parterne i konflikten har kunnet mødes og indgå en aftale i Islamisk Trossamfunds lokaler.

»Hvis de er trygge ved at mødes i moskéen, så er det fint. Det vigtigste er, at der kommer ro på situationen. Både medlemmerne af Islamisk Trossamfund og borgere på Nørrebro har været dybt bekymrede for sikkerheden i bydelen. Jeg er glad for, at forældrene og Islamisk Trossamfund har gjort alt, hvad de kunne for at få sikkerheden tilbage på gaden,« siger hun.

Hun bliver bakket op af Laura Lindahl, der er integrationsordfører for Liberal Alliance.

»Jeg er fløjtende ligeglad med, hvor det foregår. Jeg er glad for en midlertidig våbenhvile, og jeg håber, at det kan give politiet og politikere tid til at finde permanente løsninger på problemet,« siger hun.

Både Lars Aslan Rasmussen og Naser Khader er enige i, at det er positivt, at der nu er indgået en aftale om en våbenhvile, men de holder fast i deres holdninger til, at en sådan aftale ikke bør indgås i samarbejde med Islamisk Trossamfund.

»Det er en opgave, som politiet og myndigheder bør tage sig af. Der er en betænkelig kontakt mellem nogle af personerne i fædregrupperne, Islamisk Trossamfund og det kriminelle miljø. Jeg kan blive nervøs for, at vi kommer til at se situationer, hvor det er imamer, der løser konflikterne, og ikke de danske myndigheder. Det er farligt at blande religion og retssamfund,« lyder det fra Lars Aslan Rasmussen.

Det bør ende med konsekvenser for den islamiske organisation, hvis der er blevet indgået aftaler, som på ulovlig vis hemmeligholdes for politiet, mener Naser Khader.

»Hvis Islamisk Trossamfund har været med til at acceptere en fordeling af hashmarkedet mellem de to bander, og de også ved, hvem der har affyret skud i bandekonflikten, så skal det have konsekvenser. Jeg kan ikke sige hvilke konsekvenser, før jeg ved, hvad aftalen går ud på,« siger han.

Det er fædre fra Blågårds Plads på indre Nørrebro og fra Mjølnerparken på Ydre Nørrebro, der gennem længere tid har forhandlet med nøglepersoner i de to bandegrupperinger Loyal To Familia fra området omkring Blågårds Plads og grupperingen fra Mjølnerparken, der tidligere var kendt som Brothas. Den endelige aftale er blevet indgået i Islamisk Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, oplyser flere kilder.

Oplysningen om fædregruppens aftale med bandegrupperingerne kom søndag eftermiddag, da et par hundrede personer var samlet på Blågårds Plads for at markere deres modstand mod bandekrigen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.