Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet skal efterforskes efter nye oplysninger i Tibetsagen

Statsadvokaten i København vil på baggrund af nye fund af yderligere dokumenter anmode Den Uafhængige Anklagemyndighed om at genoptage efterforskningen af politiet i Tibet-sagen.

(ARKIV)I forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark afholdes demonstration på Højbro Plads i København, fredag d. 15. juni 2012.(Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix)
(ARKIV)I forbindelse med den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark afholdes demonstration på Højbro Plads i København, fredag d. 15. juni 2012.(Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix)

Statsadvokaten genåbner efterforskning mod politiet i Tibetsagen. Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Statsadvokaten i København, Lise-Lotte Nilas, vil på baggrund af nye fund af yderligere dokumenter anmode Den Uafhængige Anklagemyndighed om at genoptage efterforskningen.

»Der er fremkommet oplysninger om, at der hos flere myndigheder er fundet nye dokumenter, der muligt kan have en betydning for vurderingen af Tibetsagen,« lyder det i pressemeddelelsen.

Det sker dagen efter, at Berlingske og DR kunne afsløre, at politiet har brudt grundloven i flere tilfælde end hidtil kendt. Samtidig oplyste Justitsminsiteriet, at Københavns Politi havde fundet en taktisk befaling frem fra et officielt kinesisk besøg i 2011.

I sidste uge besluttede regeringen at gennedsætte Tibetkommissionen, efter at der er fundet nye dokumenter og e-mail. Den oprindelige Tibetkommission afleverede sin beretning i december. Men siden har DR-radioprogrammet P1 Orientering kunne afsløre, at flere potentielt centrale dokumenter aldrig blev udleveret til kommissionen.

Statsadvokaten i København rejste i maj straffesag mod to politiledere, der er tiltalt for at afgive falsk forklaring for retten om Tibetsagen. Det drejer sig om de to mellemledere Claus Hjelm Olsen og Henrik Oryé, der af Tibet-kommissionen som de eneste blev udpeget som ansvarlige for, at politiet under kinesiske statsbesøg i 2012 knægtede den grundlovssikrede ret til at forsamles og ytre sig. De tog flag fra demonstranter og afskærmede dem.

Men ifølge en række politifolk var det langtfra første gang, at politiet brød Grundloven over for demonstranter under kinesiske besøg. Onsdag stod flere aktive og pensionerede politifolk frem og fortalte, at det i årtier har været praksis for politiet at skærme kinesiske besøgende mod demonstranter.

I mellemtiden er Claus Hjelm Olsen og Henrik Oryé suspenderet fra tjenesten og står over for en retssag. Statsadvokaten vil på et møde i Københavns Byret med de tiltaltes forsvarere aftale det videre forløb for denne straffesag – herunder, hvilken betydning genåbningen af efterforskningen kan få for sagen.

»Det kan på det foreliggende grundlag ikke udelukkes, at der i den fortsatte efterforskning kan fremkomme nye oplysninger, som kan få betydning for rettens vurdering af straffesagen. Jeg ønsker imidlertid at fastholde mødet i byretten, således at muligheden for berammelse kan blive drøftet med retten og forsvarerne,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden og forsvarsadvokaterne mødes tirsdag med byretten i København.

Advokat Martin Cumberland, som er forsvarer for den ene af de to tiltalte politifolk, læser statsadvokatens udmelding sådan, at »så har man nærmest allerede kastet håndklædet i ringen«.

»Anklagemyndigheden er gået fra et standpunkt om, at udsættelse overhovedet ikke kan komme på tale, til at man i sit valg af formulering her allerede har blødt op på det spørgsmål,« siger forsvarsadvokaten, der henviser til, at anklagemyndigheden tidligere har fastholdt at ville gå videre med sagen, selv om der er kommet nye oplysninger frem.

Martin Cumberland vil på mødet i byretten tirsdag gentage sit krav om, at sagen ikke bliver berammet. Vælger byretten alligevel at beramme den, vil det ifølge forsvarsadvokaten være et urimeligt psykisk pres at udsætte de to tiltalte politifolk for.

»Det duer ikke,« siger Martin Cumberland.

Det giver professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, advokaten ret i.

»Forsvareren bør få medhold i sit ønske om udsættelse,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.