Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politiet opfordrer forretningsdrivende til at afsløre afpresning

En overvågningsvideo fra weekenden viser fem gerningsmænd rasere et bageri i bydelen Tingbjerg, angiveligt fordi ejeren ikke ville betale beskyttelsespenge. Københavns Politi vil undersøge omfanget.

Kaj Bageri i Tingbjerg er blevet smadret, fordi ejeren Ali Parnian nægter at betale beskyttelsespenge.
Kaj Bageri i Tingbjerg er blevet smadret, fordi ejeren Ali Parnian nægter at betale beskyttelsespenge.

Der er stille på det lille torv i Tingbjerg, hvor bagerforretningen Kaj Bageri ligger. Foran butiksfacaden knaser glasstykker under fødderne på de folk, der går forbi. Nogle stopper op og tager et billede, mens andre kigger nysgerrigt ind ad, hvad der før var et vindue.

Søndag blev bageriet smadret af maskerede mænd med baseballbat, jernstænger og kniv. Årsagen er ifølge ejeren, Ali Parnian, at han nægtede at betale 100.000 kroner i såkaldt beskyttelsespenge til bagmændene.

Københavns Politi bekræfter, at man i øjeblikket efterforsker en anmeldelse om »groft hærværk og afpresning« i Tingbjerg.

»Det bunder i, at der både torsdag og lørdag har været hærværk mod butikken. Vi er i gang med efterforskningen, afhøring af mulige vidner og personer, som bor i området, og sikring af de spor, der er, herunder videomateriale,« siger vicepolitiinspektør Riad Tolba og tilføjer, at efterforskningen endnu ikke har ført til anholdelser.

Han fortæller, at politiet også er i færd med at undersøge, om afpresning af lokale handlende er et udbredt problem i bydelen:

»Vi meget alvorligt på den type sager, og vi er lige nu ved at undersøge omfanget. Derfor vil vi gerne opfordre forretningsdrivende til at komme til politiet i sådanne tilfælde.«

»Jeg har muligvis set en af de drenge fra overvågningsvideoen før, men det er ikke til at sige, om de har et bestemt tilhørsforhold.«
»Jeg har muligvis set en af de drenge fra overvågningsvideoen før, men det er ikke til at sige, om de har et bestemt tilhørsforhold.«

Sagen er ikke første gang, lokale forretningsdrivende i København melder om afpresning.

I foråret 2016 fortalte ejeren af Mucki Bar på Nørrebro om trusler og chikane, fordi han afviste at betale pengebeløb til kriminelle. Og i juli sidste år blev ni personer varetægtsfængslet, heraf flere med tilknytning til Loyal To Familia-grupperingen, for en række tilfælde af afpresning og hærværk mod massageklinikker på Frederiksberg.

Politiinspektør Riad Tolba vil ikke kommentere på, om politiet mistænker organiserede bandekriminelle for at stå bag den aktuelle sag i Tingbjerg.

»Vi holder alle hypoteser åbne,« siger Riad Tolba.

På fortovet foran Kaj Bageris smadrede ruder passerer flere forbi mandag formiddag, som intet var hændt, mens andre stopper op for at diskutere ødelæggelserne.

To ældre kvinder taler ivrigt, mens fingrene peger mod bageriet.

Det store spørgsmål er, hvem der laver ballade i Tingbjerg. Men adspurgt takker de fleste lokale nej til at udtale sig i medierne.

»De ved jo godt, hvem jeg er,« forklarer en butiksejer, der taler med Berlingske på betingelse af anonymitet.

»Det er helt unge drenge, der bliver presset til at gøre det beskidte arbejde, fordi de er arbejdsløse og ikke har styr på deres liv. Nu har de afpresset ham (Ali Parnian, red.) og smadret hans butik,« siger butiksejeren.

Han gruer for fremtiden i Tingbjerg, og på Ruten ikke mindst. Ruten er navnet på den vej, hvor bagerforretningen ligger. I mange år har den haft øgenavnet »dødsruten« på grund af en række alvorlige overfald gennem tiden.

»Tingbjerg er farligt. Det er ikke noget godt sted at være. De skyder herude,« siger han.

Ejeren af Kaj Bageri, Ali Parnian, i sin lejlighed i København.
Ejeren af Kaj Bageri, Ali Parnian, i sin lejlighed i København.

Han afviser at gætte på, hvem der står bag afpresningen. Det samme gør to kvinder, der, ligesom butiksejeren, ikke vil have deres navn i avisen af hensyn til repressalier.

»Jeg har muligvis set en af de drenge fra overvågningsvideoen før, men det er ikke til at sige, om de har et bestemt tilhørsforhold,« siger den ene af kvinderne, der begge har boet i Tingbjerg i årtier.

»Vi ved, det er foregået før (afpresning, red.). De andre betaler bare, så der ikke sker dem eller deres butik noget,« siger den anden.

Men sådan ser butiksejeren ikke på det. Han har endnu ikke haft uønsket besøg af personer, der vil afpresse ham i hans butik.

»Jeg er da bange, men jeg vil ikke betale noget (beskyttelsespenge, red.) til nogen, hvis det sker. Nej,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.